Eftertanker om Italien – juni 2019
Det er den sidste aften i Italien i denne omgang, og jeg sidder og tænker lidt over indtrykkene fra vores rejse. Alle iagttagelserne, forundringen og overraskelserne, der er en meget væsentlig årsag til at rejse. Ud over alt det umiddelbart dejlige ved Italien – sol, smukke landskaber, søde mennesker, mad og vin – har vi denne gang talt om, at Italien er meget gammeldags, og alligevel, – eller er det derfor? – er der på nogle områder en højere livskvalitet end hos os i Nordeuropa. Det paradoks er da værd at tænke lidt over.
Slagteren, bageren, grønthandleren, fiskehandleren og andre specialbutikker lever i Italien stadig i bedste velgående. Her bliver man betjent ved disken, når det bliver ens tur, og det kan godt tage tid, for der skal snakkes og hilses, vurderes, besluttes og betales, og det gælder ikke nødvendigvis om at komme videre så hurtigt som muligt. Det foregår, som jeg husker det hos købmand Skallerup i Fjellerup i min barndom.
Kvaliteten af varerne i disse specialbutikker er højere end i supermarkedet, og at stå i kø hos foccacia-bageren, mens man snuser duften ind og overvejer, hvordan man dog skal vælge blandt de mange nybagte og lækre brød med oliven, rosmarin, løg og andre herligheder, er kvalitet fremfor effektivitet.
På vores foretrukne campingplads, Smeraldo på den liguriske kyst, fører de flinke mennesker i receptionen reservationslister og regnskab med blyant i et kladdehæfte. En aflyst reservation fjernes med et viskelæder, og hvorfor så besvære sig med at lære Excel? Det er gammeldags, men det virker.
Frimærker (’Francobolli’ på italiensk, et herligt ord) behandles med gammeldags respekt, og derfor kan de kun – kun – købes på posthuset, der typisk har åbent fra 9-12. Slut! Turistkontoret har naturligvis middagslukket mellem 13 og 16.00, hvor turisterne er på gaden, for sådan har man altid gjort. Middagspausen er hellig som paven himself i Rom.
Billetautomater til den offentlige transport har man for længst indført, og de virker – eller også virker de ikke, ofte det sidste. Derfor kan man stadig kan købe sin billet hos en dame på et rigtigt billetkontor – når hun altså er færdig med at snakke i telefon, hvilket godt kan tage lang tid. Ikke noget med smarte apps, som ingen kan finde ud af – her får man en rigtig billet, skrevet ud på en printer, der jævnligt går i baglås, og så må man vente på det næste tog.
Eksemplerne ovenfor er kun nogle få blandt mange.
Umiddelbart kunne man få den tanke, at de gode italienere så hurtigt som muligt bør gøre som os i Danmark – ud med postsystemet, billetdamerne, de små specialbutikker og ind med apps, e-boks, digital information og indkøb på nettet. Det vil sikkert være godt for økonomien, men hvad med livskvaliteten? Italienerne lever p.t. mere end to år længere end os i gennemsnit, og det kommer vel ikke af ingenting. Kunne det tænkes at hænge sammen med en gammeldags prioritering af livskvalitet frem for effektivitet?
Måske skulle vi nordboere begynde at øve os i at stå i kø for at få nybagt, rosmarinduftende focciacia-brød med hjem.
Videre til næste destination: Achensee og Bodensee