Italienske mænd og kvinder ønsker bestemt ikke ønsker at gå i ét med tapetet, og det gælder ikke mindst i Milano, der er et modemekka. Byen er højaktuel, spændende og herlig at besøge på en storbyferie, for den har det hele. Ikke kun er stor modeindustri og utallige små og store modebutikker, men byen er også fyldt til bristepunktet med historie, kultur, arkitektur, industri, musik, caféer, restauranter og meget mere, og hvis ikke Rom havde sin helt specielle fortid, ville Milano være det oplagte valg som Italiens hovedstad – nu må byen nøjes med status som hovedstad i regionen Lombardiet. Har man lidt ekstra tid, kan besøget med fordel forlænges med et ophold ved de pragtfulde norditalienske søer, der kun ligger en times kørsel fra byen.

Milano er Italiens førende industrielle og teknologiske by, og noget af det første, man bemærker, er den ultramoderne arkitektur i nogle store og meget markante bygninger. Et enkelt eksempel er Generali Tower af den irakisk-britiske arkitekt Zaha Hadid (1950 – 2016). Bygningen kaldes af indlysende grund “Lo Storno” – den snoede – og er på hele 44 etager –

Et andet eksempel er tre italienske arkitekters to højhuse “Bosco Verticale” – den lodrette skov – der rummer træer og planter i et antal, så det svarer til 20.000 kvm. skov, men altså her anlagt i højden –

Ovenstående er blot nogle få eksempler fra det Moderne Milano, hvor vægten er lagt på alternativ energi, bæredygtigt byggeri, grønne områder og livskvaliltet. Er man interesseret i denne vinkel på byen, er det oplagt at starte på pladsen Gae Aulenti, der i sig selv er en seværdighed med kunstinstallationer, springvand og meget mere, og derfra gå på opdagelse blandt de mange fantastiske bygninger, der i skrivende stund (maj 2017) endnu ikke er helt færdige.

Milano har en lang historie bag sig – oprindelig anlagt flere hundrede år f.v.t. med en ideel placering ved floden Po og strategisk beliggende som et vejknudepunkt mellem syd og nord. Romerne så hurtigt byens potentiale og forvandlede den frem mod år 0 til en vigtig handelsby – en status byen har beholdt siden da. Efter romerrigets fald blev Milano en selvstændig bystat, der op gennem middelalderen og renæssancen lå i bestandig strid med de andre store italienske bystater som fx. Venezia. Forskellige fyrsteslægter (Visconti-familien, Sforza-familien m.fl.) dominerede området gennem nogle århundreder, men de blev overvundet af den endnu mægtigere Habsburger-slægt, først den spanske gren og fra 1711 den østrigske gren, der styrede hele Milano-området fra Hofburg i Wien. I 1797 erobrede Napoleon Milano og blev kronet som konge i Milanos katedral, men den fest varede dog kort, idet Napoleon endegyldigt blev besejret ved slaget ved Waterloo i 1815. Han nåede dog at sætte gang i et byggeri af den triumfbue, der står uden for den imponerende Sforzesco-borg –

Napoleons triumfbue minder om Brandenburger Tor i Berlin, og måske har han hentet inspirationen der, for da han erobrede Berlin i 1806, blev han så begejstret for den gamle byport, at han stjal det berømte firspand fra toppen af byporten og hjemførte det til Paris. Den nye triumfbue i Milano skulle naturligvis overgå den tyske port, og derfor blev den – som man kan se på billedet – udstyret med et seksspand på toppen…! Byggeriet af det, der skulle have været et sejrsmonument, var dog langt fra færdig, da Napoleon blev besejret ved Waterloo i 1815, og buen blev først indviet i 1836 og da som et fredsmonument over afslutningen på de europæiske Napoleonskrige. Efter Napoleon fik de østrigske Habsburgere atter magten over Milano, og det varede helt frem til 1859, da Milano og Lombardiet tilsluttede sig det nye italienske kongerige.

En tur gennem de imponerende gallerier i Milanos centrum er et must. Arkitekturen er fantastisk, men pas godt på pungen! Her er både utroligt dygtige lommetyve, og hvis de ikke får fat i dine penge, så har du alle muligheder for at slippe af med nogle (mange) i de utallige modebutikker –

For enden af gallerierne kommer man frem til den dybt imponerende domkirke, hvis størrelse gør den vanskelig at fotografere –

Man skal løse billet for at komme ind i kirken, men værre er det næsten, at køen til billetlugen ofte er alenlang. Kirken trækker ikke mindst mange troende, fordi den har et af den katolske kirkes største relikvier – et krucefiks med et søm fra Jesu kors! Et fif er et komme tidligt og købe billet før kirken åbner – så slipper man for det meste af ventiden.

Kirken er påbegyndt i 1300-tallet, og det  tog næsten 500 år at bygge den færdig, hvilket ikke er så underlig, når man ser dens størrelse – den er en af de største i verden og rummer op mod 40.000 mennesker – og dens utallige detaljer, som man kan filosofere længe over –

Byens forskellige kvarterer er meget charmerende at gå rundt i – først og fremmest Brera-kvarteret – små hyggelige gader med et utal af forretninger, cafeer og ikke mindst smukke huse –

Når det bliver aften, er det oplagt at søge ned til Navigli-området, hvor gaderne langs kanalen er fyldt med små, hyggelige caféer og restauranter. Her kan man typisk bestille en Aperol Spritz for ca. 10€, der også giver adgang til en velforsynet bufé. De efterfølgende drinks er lidt billigere, og på den måde kan man få et både hyggeligt måltid og en dejlig aften.

Byen er med den 1,3 mio. indbyggere naturligvis ganske stor, men men en effektiv metro kommer man hurtigt rundt til billige penge – 1,5 € for en billet med 90 min. varighed og 4,5 € for en 24 timers billet. Man kan også tage en af de hyggelige, gamle og skrumlende sporvogne, som milaneserne elsker – nogle af dem er iøvrigt gamle københavnske sporvogne, som nu er kommet til ære og værdighed igen –