Piemonte, Ligurien, Toscana og Lombardiet i 2014

Sommerturen til Piemonte, Liguriens kyst, Toscana og Lombardiet er planlagt med afgang den 28/6 2014 meget tidligt om morgenen, hvis vi ellers kan komme op. Dagen før er der dimission med efterfølgende sommerfrokost på min gamle arbejdsplads, Viborg Katedralskole, og det plejer at være at være en hyggelig og munter affære med grill og rødvin i Kentauer-haven, og så kan man jo godt blive lidt træt….!

Lørdag d. 28/6 2014 I regnvejr gennem Tyskland, igen igen.

Det er dog utroligt – for fjerde gang i rap må vi stride os gennem massive regn- og uvejrsbyger i Tyskland, hvilket i perioder tvinger os til at sætte farten ned til 50-60 km/t., da sigtbarheden er elendig. Vi kom afsted fra Viborg kl. 04.30 og indtil Midttyskland var det pænt vejr, og for gud-ved-hvilken-gang tænkte jeg over, hvor forkert Tysklands dårlige ry som rejseland er. Slesvig-Holsten og Niedersachsen, som er de to første delstater på køreturen mod syd, byder vel ikke på de mest charmerende panoramaer, men her er masser af interessante steder. Hurtigt efter grænsen krydser vi Kieler-kanalen, der i virkeligheden hedder Kaiser Wilhelm kanalen, opkaldt efter den første kejser efter Tysklands samling i 1871. Den egentlige bagmand var Bismarck, kejserens enerådende kansler, hvis fulde og imponerende navn var Otto Eduard Leopold von Bismarck-Schönhausen. Han så behovet for at få forbundet de to militære havne Kiel og Wilhelmshaven og satte derfor omkring 1880 gang i en udvidelse af den gamle Ejder-kanal fra 1783. Kanalen blev bygget på 8 år med indsats af 9.000 arbejdere, som med skovle gravede 80 mio. m³ jord op. Mange af arbejderne var iøvrigt de samme, som nogle år tidligere havde gravet Frederik d. VII’s kanal ved Løgstør.  Kieler-kanalen er idag en af verdens mest trafikerede kanaler, og når skibene passerer Rendsburg, afspilles hvert skibs nationalmelodi. En pudsig, gammel tradition, der stadig opretholdes. Bismarck var arkitekten bag Tysklands samling, og hans betydning for Tyskland diskuteres stadig.  Var han en helt eller en katastrofe for Tyskland? Efter at have banket Danmark (1864), Østrig-Ungarn (1866) og Frankrig (1871) kunne ingen modsætte sig Tysklands samling med Bismarck og Preussen for bordenden, og ambitionerne for det nye kejserrige var store. Da Wilhelm den II satte sig på tronen i 1888 blev de endnu større, og tysk magt og ære i verden skulle blandt andet opnås ved skabelse af en militær tankegang hos alt og alle i det tyske samfund. Dette lykkedes i usædvanlig grad og var med til at lægge grundlaget for Tysklands katastrofale politik i de to verdenskrige i det 20. årh. Måske var resultatet i 1864 derfor for tyskerne en pyrrhussejr, der kom til at koste dem enormt, og en gave til danskerne, fordi den endegyldigt lærte os, at DK er en småstat og at vores politik skal føres ud fra den erkendelse.Det er da værd at spekulere over, mens man æder kilometer på den tyske autobahn på vej mod syd. Når Kieler-kanalen og Hamburg er lagt bag os, dukker Lüneburger heide op på begge sider af motorvejen. Dette landskab blev skabt i middelalderen ved fældning af skov til den saltproduktion i Lüneburg, der var en væsentlig del af det økonomiske grundlag for Hanseforbundet. Det var her på heden, at de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark den 4. maj 1945 overgav sig til feltmarskal Montgomery.  Det er også et eller andet sted her på heden, at nazi-lederen Heinrich Himmler ligger begravet efter at have begået selvmord. Man kender ikke gravens placering, og forhåbentlig finder man den aldrig, for det ville utvivlsomt få højre-radikale tosser til at valfarte til stedet. Koncentrationslejren Bergen-Belsen ligger her også, og selvom det var en lille lejr, rummede den ved befrielsen flere end 55.000 fanger. Lejrens sidste kommandant var Joseph Kramer, en ualmindelig modbydelig fyr, der af de indsatte blev kaldt “Dyret fra Belsen” – hvilket var betegnende for tilstandene under hans regime. Dagbogsforfatteren Anne Frank døde her i lejren i marts 1945. Længere mod syd hæver det tyske mellemhøjland, Mittelgebirge, sig, og når Kassel er passeret (Vi er nu i delstaten Hessen), bliver landskabet storslået og smukt. og arbejdet med at forcere de stejle og ikke mindst lange bakker begynder. I Volvoen har vi heldigvis masser af kraftoverskud, men adskillige gamle campere kommer kun langsomt op, svedende og med voldsom åndenød. Bakkerne varer ved frem til Fulda, og da de endelig fladede lidt ud, kom regnen – uophørligt og i perioder med karakter af skybrud, sådan som den ofte har gjort, når vi har kørt her. Alligevel blev det en sjælden god køredag uden trafikuheld, småt med vejarbejde, og ikke en eneste gang måtte vi holde i kø. Det betød, at vi nåede meget længere end forventet og først ved den østrigske grænse besluttede vi at stoppe for at overnatte. Landskabet var særdeles smukt med små landsbyer og stejle bjerge, hvor regnbuerne forekom så tæt på, at vi overvejede at køre hen for at finde krukken med guld. Vi søgte en ”Stellplätz” efter ADAC-bogen men fandt den aldrig. Området var imidlertid så dejligt, at vi så os lidt omkring og ved et tilfælde fandt en ualmindelig smukt beliggende P-plads, hvor vi besluttede at overnatte. Vi bor alene på pladsen med 180 graders udsigt til bjergene og de eneste lyde er kirkeklokkernes ringen i landsbyen – helt og aldeles perfekt. Regnen er holdt op og det er lunt, så vi griller pølser og drikker lidt left-over rødvin fra Sten og Grethes besøg i går og om lidt er der dømt dybt godnat. P-pladsen ligger på N 47 gr.65’ 080’’ – Ø12 gr.16’ 715’’ på adressen Bad-Trissl-Strasse i Oberaudorf og ser således ud: Camping på p-plads   Søndag d. 29/6 – Neandertalerne og ankomst til Alba

Afsted kl. 07:30 efter en aldeles rolig nat. Ruten går gennem Brenner-passet, der er velegnet til campingvogne, men også en flot tur. Begyndelsen af turen er gennem Alperne, der efterhånden går over i Dolomitterne, der har meget stejle rygge af kalksten. Kalken har utroligt nok sin forklaring i, at disse bjerge er gamle koralrev, der rejste sig for 250 mio. år siden – samtidig med nogle af øglernes storhedstid. De første menneskelignende væsner – Neandertalerne – kom først til meget senere, nemlig for ca. 250.000 år siden. Det er svært, næsten umuligt, at forholde sig til så store tidsspand, men det hjælper, hvis man tænker på denne måde: Antag at 250.000 år svarer til 1 time – i så fald blev Jesus født, da 59,5 minutter af denne time var gået og det sidste halve sekund af timen er altså de sidste 2000 år!! Jeg synes det giver en fornemmelse af, hvor uhyre kort “moderne tid” er i det store perspektiv. Et menneskeliv på 75-80 år er ikke engang et sandkorn på stranden!

Igen i dag flyder trafikken helt uden problemer, så vi er hurtigt igennem Østrig og begynder nedstigningen mod Po-sletten. Vejret er stadig regnfuldt, og da vi krydser Po, øs-pis-pjask-regner det faktisk, noget usædvanligt på denne årstid! Vi kører syd om Milano, forbi Garda-søen, hvor Louise med familie p.t. er på campingferie, og når frem til Alba kl. ca. 16. Vi får en fin-fin plads på byens campingplads, og nu er vejret blevet italiensk og dejligt. En hurtig tur i poolen og derefter hvidvin på ”terrassen” foran Columbine.

Mandag d. 30/6 – Alba

Blå himmel og varmt allerede fra morgenstunden – dejlig italiensk. Campingpladsen i Alba viser sig ved nærmere eftersyn at være helt i top: Store parceller, meget fine toiletfaciliteter, en dejlig (omend lille) pool og venligt personale. Og byen ligger midt i regionen Piemonte, der er et vin- og madmekka. Her på egnen blev begrebet “slow-food” opfundet, hvide trøfler er en lokal specialitet, og en spytklat mod hhv. nordvest og sydøst ligger Barolo-området og Barbaresca-området, så meget bedre kan det ikke blive! Her er masser af DOCG-vine, men også mange andre, der sikkert er ligeså gode, blot mindre kendt og tilsvarende billigere. Af disse grunde er det ikke det mindste overraskende, at området altid har været omstridt. Alba var naturligvis en del af Romerriget,  men da det brød sammen, skulle magt-tomrummet udfyldes, og mange “bød ind”. Gennem århundrederne har der været mange magthavere, men en af de længerevarende var det franske hertugdømme Savoyen, og af den grund har Savoyen og Piemonte i dag næsten identiske “national-flag” med et hvidt kors på  bund, næsten som Dannebrog. Flag Vi tager cyklerne og kører ind til centrum af Alba, der viser sig at være lige så charmerende som forventet. Mange smukke pladser og huse i typiske renaissance-farver gør det til en dejlig oplevelse at gå rundt rundt i byen: Alba centrum ……… og dårligere bliver det da heller ikke af, at to glas glimrende hvidvin og en tilhørende tallerken med små, lokale specialiteter koster den nette sum af 8 Euro! Typisk for den stadigt dalende kvalitet af Politikens rejsebøger (“Turen går til Norditalien”) er byen slet ikke nævnt, men det er på sin vis en fordel, for her er ganske få turister. Aftensmaden er salat med tilbehør fra “krukke-skabet”:

Medisterpølse ville have givet meget mindre opvask...!

Medisterpølse ville have givet meget mindre opvask…!

Tirsdag d. 1/7 – på cykel i Piemonte

Piemonte er et mere end almindeligt bulet område. Det finder vi ud af på den første cykeltur i området – efter beskrivelsen fra turistbureauet af ”moderat sværhedsgrad”. Vi lægger ud i landsbyen Grinzane Cavour, opkaldt efter Camillo Benso di Cavour, der var strategen bag Italiens samling i 1861. Derefter en 37 km. lang rundtur i Barolo-bakkerne, der er stejle, ofte med en stigning på 15%, hvilket er meget, når det er over en strækning på 5 km!!

Bakkerne er laaaange og stejle

Bakkerne er laaaange og stejle

Der er naturligvis vinmarker overalt, og det er et vanvittigt smukt landskab at køre i, jævnligt afbrudt af charmerende landsbyer med interessante seværdigheder: Barolo-bar Kurvehejs Og der er jo ingen grund til at besvære sig med at gå ned fra altanen for at hente sin vin, når man kan få den bragt op – ganske automatisk:

Kvalitetsmæssigt er det Nebbiolo-druen, der leverer de bedste vine i Piemonte, og det sker i Barolo og Barbaresco-områderne. Barbera-druen leverer til gengæld flest hektoliter vin, og traditionelt har det været den enkle dagligdags vin. I dag laver nogle af de store Barolo-producenter dog også Barbera-vin, hvilket har hævet kvaliteten betragteligt, men priserne er stadigt langt under Barolo-niveau. Den sidste væsentlige røde drue i området er Dolcetto, der beskrives som mindre fyldig end Barolo, men meget frugtig og forfriskende – og til særdeles rimelige penge. Vi har netop købt sådan en Dolcetto i det lokale supermarked til 7 Euro, så beskrivelsen bliver prøvet af i aften. Måske fordi området er så dejligt og fyldt med fristelser, har den katolske kirke brug for at minde os om, at det kun er dem, der har levet et renfærdigt og dydigt liv, der kommer i himlen, mens I andre må henslæbe det evige liv dybt nede i helvede. Det gør kirken så overalt, her på kirkens front i  landsbyen Monforte: Helvede Aftenen blev tilbragt på en cafe i Albas centrum, hvor vi så Argentina slå Schweitz med 1-0. Det var en billig oplevelse, for sammen med et glas hvidvin til 5 Euro fulgte  også her en tallerken med lokale specialiteter, og da vi desuden fik gratis smagsprøver  fra cafeens køkken, var vi mætte, da vi drog hjem. Så vi har endnu til gode at smage den lokale Dolcetto.

Onsdag d. 2/7 – mødet med Dionysos/Bacchus

Bacchus Det er ham her – vinguden Bacchus – det handler om i Piemonte, ikke mindst her i landsbyen Barolo, der har lagt navn til de berømte vine, og som i dag er målet for vores cykeltur. Bacchus er nu ikke en italiensk opfindelse, men et latiniseret navn for den græske vingud Dionysos, der kom til Rom fra (det græske) Syditalien et par hundrede år før Kr. Dyrkelsen af Dionysos/Bacchus blev hurtigt meget populær i romerriget – især blandt kvinder – og omfattede indvielser og seksuelle udskejelser ved natlige bacchanalia. Det romerske senat – mænd, naturligvis blev i stigende grad betænkelig og skred i 186 f.kr. ind med en stærkt restriktiv regulering af denne religionsudøvelse. Det skete med en hyklerisk henvisning til statsskadelig virksomhed og blev formuleret i et dekret, der i dag er den ældst kendte sammenhængende latinske tekst. Dekretet må have været effektivt, for på vores 10 km. cykeltur fra campingpladsen til Barolo så vi absolut intet anstødeligt, kun billedet af den gamle vingud. Sic transit Gloria Mundi! Barolo by AM Barolo Landsbyen Barolo er beskrevet som uinteressant, men intet kan være mere forkert. Den er et charmerende bekendtskab med hyggelige gader og masser af smukke udsigter. Man kan naturligvis overalt købe Barolo-vine, hvis man ellers vil hoste op med flere hundrede kroner eller mere.   Proptrækker

 

Også udvalget af proptrækkere er imponerende (der er et helt proptrækker-museum!), men også disse priser er rent optrækkeri (undskyld), så vi nøjedes med to kopper kaffe på den lokale cafe til sølle 4 Euro.

Når man kører rundt i dette Norditalienske område, støder man igen og igen på beretninger om den italienske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Italienerne har utrolig travlt med at fortælle, at ved siden af den fascistiske bevægelse og alliancen med Nazi-tyskland var der også en aktiv modstandsbevægelse, der kæmpede aktivt mod landets totalt dilettantiske diktator Benito Mussolini. Ingen – og slet ikke tyskerne – tog den italienske deltagelse i 2. verdenskrig alvorligt. Måske bedst illustreret i en gammel vittighed, hvor man spørger: “Hvor mange gear har en italiensk kampvogn?” Svaret lyder, at ….“den har 8 – nemlig 1 fremadgående og 7 bak-gear!!” Italienerne er enten for dovne eller for charmerende til at være gode krigere, og måske er det en af grundene til, at det er sådan et dejligt land at besøge.

Torsdag d. 3/7 – Torino og Jesu ligklæde Hvordan det gik til, er der vist ingen, der længere husker, men engang i den sene middelalder lykkedes det den lokale fyrste i Torino at få fat i, hvad man var sikker på var Jesu ligklæde, og siden da har det været opbevaret i en aluminiumskiste, der er udstillet i et særligt sort sidealter i Johannesdøber domkirken i Torino. Selve klædet vises kun yderst sjældent frem, næste gang i 2025, men billeder viser et klæde med tydelige aftegninger af en mishandlet menneskekrop med sår og blod på hænder, hoved og højre side af brystet, hvilket stemmer overens med biblens beskrivelse af Jesu korsfæstelse.

Mange katolikker er derfor overbevist om, at der virkelig er tale om det klæde, som Jesus blev svøbt i, da han blev lagt i graven, og at billedet derfor er et direkte aftryk af Jesus, angiveligt opstået ved stærk “stråling” i opstandelses-øjeblikket. At en kulstof-14 undersøgelse har fastslået, at klædet er fra 1200-tallet, rokker ikke ikke ved denne opfattelse, for det handler naturligvis om tro og ikke videnskab.

Og her ligger det så, godt bevogtet og med forbud mod at fotografere (men nogle gange vender kustoden ryggen til….!) ↓

Ligklæde Vi er kørt til Torino, og selv om det kun var en tur på ca. 60 km., kørte vi forkert adskillige gange. Veje og kort passede slet ikke med hinanden, og den hjælp, vi fik ovenfra (altså GPS’en….!) var heller ikke meget bevendt – måske troede vi ikke nok på den? Men frem kom vi dog, og Torino har meget at byde på udover ”gammelt tekstil”. Her er et væld af storslåede pladser og kilometerlange arkader med de dyreste mærkevare-butikker: De sidstnævnte ses bedst udefra i rask march-tempo, så det gjorde vi….! slot i torino

Karakteristisk nok for situationen i Italien møder man tiggere på gaden, men også ganske almindelige mennesker, der er nødt til at hente deres vand ved den offentlige brønd på byens torv – det er afrikanske tilstande midt i en af de rigeste provinser i Europa. En skændsel, som Berlusconi og hans kristeligt/borgerlige banditter må tage ansvaret for. Mand ved vandpost Torino-området er kendt for sin store industriproduktion – bl.a. ligger hovedkvarteret for FIAT og Olivetti her i byen. Også de berømte IC4-tog fra firmaet Ansaldo Breda er produceret her på egnen og man ser dem overalt:… ↓↓↓

cykel 3 cykel 1Lyserød cykel

På billedet nedenfor ses Ansaldo Bredas kvindelige direktør, der demonstrerer firmaets allernyeste model, som de netop har fået bestilling på til den nye letbane i Århus.  Held og lykke til århusianerne, de får sandsynligvis brug for det….! cykel 2   Fredag d. 4/7 – regnvejr og kindkysseri

Det er overskyet, men vi beslutter os alligevel for en cykeltur langs floden, og inden vi har set os om, har vi kørt 15 km. og kan ikke rigtig komme videre uden at komme op på en meget stærkt trafikeret vej, så det går ikke. Vi vender, og kort efter kommer regnen, og den bliver ved resten af dagen ledsagt af lyn og torden. Anne-Marie kryber sammen i sin stol på “terrassen” og påstår, hun aldrig har frosset så meget…..!

AM forklædt som puppe….!

På cykelturen købte vi nogle flotte steaks langt ude på landet og egentlig havde vi planlagt at grille dem i dag, men regnen står ned i tove, så det bliver der ikke noget af. I stedet planlægger vi at finde et sted, hvor vi både kan få lidt at spise spise og se kvartfinalen ved VM mellem Tyskland og Frankrig.

Det blev en cafe i centrum i ly for regnen, og vi sad med fint udsyn til TV-skærmen – lige indtil en gruppe franskmænd begyndte at indfinde sig. De kom enkeltvis og satte sig foran os, hvilket var ok, men når den næste franskmand/kvinde kom, så skulle der – stående, naturligvis – kindkysses på begge kinder og udveksles artigheder med ægte fransk ligegyldighed over for, at vi var mange, der sad bagved  og hellere ville se fodbold end kindkys. Og det gentog sig mange gange! Pay-back-time kom, da Tyskland vandt 1-0!

Episoden fik mig til at huske et besøg på VK’s venskabsskole i  Gray/Frankrig, hvor jeg fulgtes med min rektorkollega ind på skolen en morgen.Jeg var lidt imponeret over, at alle hans 3 sekretærer bød ham velkommen med kindkys og smilende falbelader og tænkte, at det var måske noget at indføre på VK….! “De hader mig….”, var  imidlertid Mr. Demontronds kommentar, da døren var lukket til hans kontor, og så forklarede han, hvordan kindkysseri i Frankrig er et tomt ritual, som kan være en pine, når man ikke kan lide hinanden! Så der sluttede mine overvejelser om at indføre kindkys som morgenhilsen på kontoret på VK…!

Onsdag d. 9/7 – Moneglia ved Liguriens kyst

I går aftes vandt Tyskland 7-1 over Brasilien ved VM i fodbold – i Brasilien! Det var et fodboldmæssigt jordskælv, og mange brasilianere græd åbenlyst over den nationale ydmygelse, som TV udstillede for hele verden. Der var dog også plads til lidt brasiliansk humor – en avis skrev således, at ….”Det er trods alt bedre at tabe en fodboldkamp end to verdenskrige…!”

Vi så kampen på en café i Moneglia, og selv de italienske tilskuere overgav sig og klappede ved de mange mål, selvom de bestemt ikke kan lide tyskerne. 2 generationer efter afslutningen af 2. verdenskrig er tyskerne stadig et omstridt folkefærd, og uanset hvor godt de spiller fodbold, ser alle andre end tyskerne helst, at de taber. Som dansker (når man altså er mig…!) er det også svært at udtrykke beundring for disse tyske (fodbold)sejre, fordi ordene straks associerer til Scavenius famøse tale fra 1940 om de tyske sejre, som »har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring«. Den plage skal unge mennesker heldigvis ikke slås med, men alligevel kan man høre, at det havde været langt sjovere, hvis det havde været Brasilien, der havde tværet Tyskland ud med 7-1….!

Jeg sad også og tænkte på, at fodboldelskere i hele Sydeuropa givetvis har set kampen med meget blandede følelser – på den ene side med beundring for det tyske spil, på den anden side med masser af frustrationer over, at Tyskland nu også svinger taktstokken på dette område, ganske som de har gjort under den økonomiske krise i Europa.

Funderer lidt videre over den tyske problematik. Hele verden beundrer tysk effektivitet, orden, målbevidsthed og kapacitet på alle områder – sportsligt, industrielt og intellektuelt – alligevel er der hele tiden den her følelse af, at verden ikke rigtig kan lide tyskerne. De er lidt underlige!  Hvorfor anbragte de ikke Hitler i en gummicelle og smed nøglen væk, da de så, hvad han var for en sindssyg galning? Måske er man nødt til at læse Hegel, Scopenhauer, Heine, Mann og andre tunge, tyske drenge for rigtigt at forstå, hvad de er for nogen, og hvorfor de har fostret både det ypperste og det mest afskyelige.

Vi ankom til Moneglia for et par dage siden og bor som tidligere på campingpladsen Smeralda, der – helt bogstaveligt – ligger direkte ned til Middelhavets klippekyst. Vi bor på plads N8, som ligger helt ideelt placeret med hensyn til vand, el og udsigt. Den først nat blev vi udsat for et voldsomt og massivt uvejr med regn, lyn og buldrende torden i massevis, og bølgerne, der i et grønt og hvidt inferno tordnede ind over klipperne et par meter fra Columbine, gjorde det svært at sove.

Moneglia

Generelt har vejret været mere ustabilt end normalt på disse kanter, men i dag er det godt igen med masser af sol, men også masser af vind, så når der kommer en særlig stor bølge, bliver Anne-Marie vækket….↓↓↓

Am sover

Torsdag d. 10/7 – byger, der går og kommer….! 

Fodboldkampen i går aftes mellem Holland og Argentina var en lang-gaber, og vi var først i seng kl. 2, så det var godt og vel morgen, inden vi kom op igen. Solen skinnede smukt og det var dejlig varmt, men det varede kun til kl. 14, hvor store, sorte skyer kommer væltende inde fra bjergene med trusler om uvejr, og efter få minutter væltede regnen ned ledsaget af lyn og torden:

uvejr

En stor skypumpe danser forbi på havet, og det undrer mig, at en sejlbåd derude ikke får hevet sejlene ned i en fart, men måske har de så meget at gøre, at de overser den.  På et øjeblik er sejlbåden væk, forsvundet ind i et tæt, sort skydække, der ligger helt nede ved vandoverfladen.

Skypumpe

Det ustabile vejr rækker langt ned i Italien – vi kan af vejrudsigterne se, at langt ned i Toscana er der byger, der går og kommer – som om det er den danske sommer….!

11-12/7 – stille dage i Moneglia

Vejret er dejlig varmt, men det vil alligevel ikke blive rigtig italiensk i år. Masser af skyer på himlen skygger for solen, og truslen om endnu en voldsom tordenbyge hænger hele tiden i luften. Læser – bader – skriver – læser – bader – skriver….!

Moneglia er et specielt og meget dejligt sted. Byen ligger I provinsen Ligurien på Italiens nord-vestlige kyst mellem Genova og Cinque Terre. Byen ligger smukt placeret i en dyb bugt for foden af bjerge, der er bevokset med oliven- og citrontræer.↓↓↓

Moneglia panorama.jpg

Byen er charmerende med fortovscafeer og små specialbutikker, hvor man bliver betjent på gammeldags vis af en m/k bag disken og pænt må stå i kø og vente, indtil det bliver ens tur. En overvægtig kvindelig betjent slentrer rundt i et astadigt tempo og har ikke meget at gøre, for stemningen i byen er særdeles afslappet, måske fordi der ikke er store seværdigheder til at tiltrække….hvilket naturligvis tiltrækker sådan nogle som os….!

Som i næsten alle italienske byer er her et par kirker med en oprindelse tilbage i middelalderen. Hovedkirken er Santa Croce kirken (opkaldt efter et byzantinsk kors, der hænger i kirken) ↓↓↓

Den nuværende kirkebygning er fra 1700-taller og ligner med sin klassiske barokstil mange andre kirker i Italien, så et besøg behøver ikke at tage lang tid, det er genkendelse mere end nyt. Sjovere er det at bemærke de store sorte jernringe, der hænger på kirkens ydermur – de beskyttede i middelalderen indsejlingen til Pisa, men blev i 1284 erobret af søfolk fra Moneglia i en af de utallige krige mellem de italienske bystater og bragt med tilbage som en souvenir og hængt op på byens mest centrale sted, Santa Croce kirken. .

Der ligger en glimrende campingplads tæt på byen, men vi foretrækker at bo på Smeraldo, der ligger ca. 2 km fra centrum.  Adgangen til Smeraldo foregår gennem en tunnel, der blev sprængt gennem bjerget helt tilbage i 1911, så den er lav og smal og slet ikke bygget til moderne trafikforhold. Med en campingvogn skal man sørge for at køre i midten af tunellen, som af meget gode grunde er ensrettet, styret af lyssignaler i begge ender. Pludselig – midt i den snævre tunnel – er der et lille hul ud mod havet, og når man langsomt og forsigtigt har snoet sig igennem dette hul, er man på Smeraldo, hvor venlige mennesker fra receptionen straks tager imod og får gelejdet vogntoget ind til siden. På den smalle ”hylde” hen til den reserverede (!) plads kan to biler ikke passere hinanden, så der skal planlægges og aftales, men det går fint – alle ved hvordan det er. Når man har fået campingvognen (Gud skabte moveren…!) på plads ved klippekanten ud til Middelhavet, og har fået stillet bilen af vejen et eller andet sted, så kan freden endelig sænke sig.  Det vil sige, det kan den ikke rigtig, for ”…nu trænger vi til et havbad”. Det vidste jeg ikke, men da vi lidt senere svømmer rundt i det usædvanligt lune vand, begynder jeg at se pointen.

Den usædvanlige placering betyder, at bølgerne og en italiensk mama med skærebrænderstemme er de eneste støjkilder. Her er virkelig roligt, og udsigten er lige så bedårende om natten som om dagen. ↓↓↓

Moneglia nat

En tur ind til byen skal enten ske i bil, der er ”åbent” tre gange i timen, på gå-ben ad en meget stejl og klippefyldt sti langs vandet – eller allerbedst på cykel. Der er kun den lille hage ved det sidste, at det er strengt forbudt at cykle i tunnellerne! Men da det er et italiensk forbud, er der fundet en pragmatisk løsning:

Når bilerne i den ene retning er kommet igennem og før bilerne begynder at komme fra den modsatte retning, er der nogle minutter, hvor tunnellerne principielt set bør være tomme, og i dette korte tidsrum laver vi et Tour-de-France ind til byen. Systemet forudsætter naturligvis, at alle bilister respekterer det røde stopsignal ved tunnellens indgang, og da vi er i Italien, så.….! Anne-Marie synes det er en fed oplevelse!

Søndag d. 13/7 – Tyskland vinder VM

Så vandt Tyskland VM i fodbold – på Mai’s 8 års fødselsdag. Vi så kampen på campingpladsens cafe, og der blev da klappet lidt i baggrunden af nogle pænt neddæmpede tyskere, men de fleste af gæsterne nøjedes med at tage det høfligt til efterretning. Verden har i år markeret 100-året for 1. verdenskrig, formodentlig til tyskernes irritation, for de tabte jo, men nu har de så fået deres revanche. Det har de nu i øvrigt fået på alle planer, for ingen andre i Europa har kunnet følge med dem i de sidste 25 år, tyskerne er spitze, hvad enten vi kan lide det eller ej! De spillere, der vandt VM må være børnebørn af Det Tredje Rige og er utvivlsomt godt trætte af at få revet det i næsen – mon ikke de med stående applaus vil tilslutte sig Henry Fords ord fra 1916: “History is more or less bunk….. We want to live in the present, and the only history that is worth a tinker’s damn is the history that we make today.”

Mandag d. 14/7 – Genoa, en vrissen dame og en berømt halshugning…! 

Det er en rigtig god ide at tage toget, når man i Italien skal ind til de store byer, fordi parkeringsproblemerne kan være uoverskuelige. Og det er – hvor utroligt det end lyder – vores erfaring, at de italienske tog stort set kører til tiden, måske fordi de selv har beholdt alle de gode tog og eksporteret de dårlige….! Men at købe billet til disse tog er derimod ret IC4-agtigt! Vi vil til Genova og tager bilen til en nærliggende ubemandet station, hvor en billetautomat lokker med reklamer om den ”nemme måde” at få en billet på. Den virker naturligvis ikke, og vi kører videre til en anden og større station. To tilsvarende automater virker heller ikke her – Grrrr – men en enkelt billetluge er dog åben med en vrissen kvinde bag glasset. Vi står 25-30 mennesker i kø, og det går laaaaangsomt; da vi er nummer 5 i køen rejser hun sig pludselig og signalerer, at nu holder hun rygepause……uagtet, at køen på nuværende tidspunkt når ud på fortovet!!! Sidst jeg oplevede noget tilsvarende var på banegården i Warszawa før muren faldt, og Italiensk offentlig service arbejder åbenbart på at nå samme højder. Da den vrisne dame endelig kommer igen, er jeg klar til at slå hende ihjel, så Anne-Marie må købe billetterne..

Genua er bestemt en by at besøge. Den har gennem århundreder været en by for konger, adelige og andre velhavere med andre folks penge, så her er en overflod af flotte paladser, det ene mere imponerende end det andet ↓↓↓

Palads 3

Palads 1

Den gamle bydel er helt anderledes med snævre gader, små butikker og fine detaljer ↓↓↓

Snæver gade

Ur

Bager

AM i port

Udbuddet af små spisesteder er enormt, så den svære øvelse er at vælge mellem de mange muligheder. Vi traf et heldigt valg og fik rigtig god mad til rimelige penge, og billedet nedenfor afslører, at små, søde dyr måtte lade livet for AM’s appetit ↓↓↓

Skaller

Under den gode frokost kom jeg til at tænke på dette land som Eataly!!

 

Gennem de små gader når vi frem til Sct. Lorenzo-kirken, hvis gotiske indgang er enestående smuk ↓↓↓

Kirkeindgang

Inden for er den ikke mindre smuk ↓↓↓

KirkeloftbMosaik 1Mosaik 2

(Et klik på billedet giver et stort billede)

Men kirken er mest bemærkelsesværdig, fordi den har haft et utroligt (guddommeligt?) held med at skaffe relikvier. Kirken gemmer blandt andet på intet mindre end de jordiske rester af Johannes Døberen. Hans historie er kort, dramatisk – og værd at fortælle:

Johannes blev, annonceret af en engel(!), sat i verden for at forberede folket på, at Jesus skulle komme. Han døbte mange jøder i Jordan-floden, og altså også Jesus. Det er naturligvis skildret mange gange, her et billede malet på egetræ, der hænger i Wien: ↓↓↓

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne dragt af kamelhår som Johannes Døberen bærer omtales i Matth. 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til hans ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, der ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.

 

Dåbsstedet ligger i et smukt område midt i et større minefelt (Israel<–>Jordan!) og en sluse gennem det og frem til dåbsstedet er først for nylig blevet åbnet. Billedet her er fra et af mine besøg ↓↓↓

Jesu dåbssted Efter dåben blev kongen – Herodes Antipas – bange for, hvad der var under opsejling og arresterede Johannes, men turde imidlertid ikke røre ham, da han var en hellig mand. Men Salome (datter af Herodes elskerinde Herodias, der var gift med Herodes bror!) dansede så smukt for Herodes, at han lovede hende hvad som helst som belønning. Hun ønskede sig Johannes hoved på et fad, og kongen holdt sit ord! Og hvorfor denne dramatiske halshugning….? Fordi Herodias var stødt over, at Johannes kaldte det en synd, at hun var Herodes elskerinde, gift, som hun var, med Herodes bror. Man skal ikke træde kvinder over tæerne….!

På forunderlig vis – eller ved guddommelig mellemkomst – er Johannes Døberens afsjælede legeme kommet her til Genua og hviler i denne smukke sarkofag her i Sct. Lorenzo-kirken ↓↓↓

Sarkofag

Som om det ikke var nok, så rummer Sct. Lorenzo-kirken også det fad, som hovedet blev serveret på, og det fremvises mod særlig betaling….! Katolikkerne har altid været gode til det med penge, og at det er dét rigtige fad, er ganske vist.

I Danmark har Johanne Døberen lagt navn til mange Sct. Hans kirker og til Sct. Hans aften, men det tænker de færreste vist på, når de brænder bål og synger midsommersagen.

Ingen – hverken på ud- eller hjemtur – interesserede sig det mindste for vores hårdt tilkæmpede togbilletter, så næste gang kan det godt være, at vi går direkte uden om vrisne damer og automater, der ikke virker! Lidt hævn skal vi da tage oven på de elendige IC4-tog, de sendte os…..!

Torsdag d. 17/7 – Italiens samling

En stille, varm og solmættet dag i Moneglia giver anledning til at tænke over Italiens nyere historie, og jeg synes, det er en interessant udfordring – siddende i skyggen med Middelhavet klukkende 3 meter fra mig – om jeg kan skrive en ikke-for-lang og sammenhængende beretning om Italiens samling.

Fra Romerrigets sammenbrud i slutningen af 400-tallet og op til nationalismens gennembrud i 1800-tallet var Italien ikke Italien, men et kludetæppe af små og større bystater/områder, der jævnligt bekrigede hinanden og ligeså jævnligt blev erobret af fremmede magter, først og fremmest franske Savoyen.

Der var ikke et fælles sprog men utallige indbyrdes uforståelige dialekter, og kun en ganske lille elite talte det, vi kender som italiensk. Hoveddialekten var Toscansk, der af nogle senere blev kaldt ”rigs-italiensk”. Selv om man manglede et fælles sprog havde mennesker fra Trieste til Sicilien alligevel en oplevelse af et vist kulturelt og historisk fællesskab, og da man efter den franske revolution overalt i Europa begyndte at tænke i ”nationer”, skete det naturligvis også her – samtidig med samlingsbestræbelserne i Tyskland, men på et helt andet grundlag.  Hvor Tysklands samling var begrundet i en forestilling om en særlig tysk førerstilling i Europa, så skete den italienske genfødsel ud fra moralske og kulturelle principper En af de mest bemærkelsesværdige personer i denne sammenhæng er Guiseppe Mazzini, der i midten af 1800-tallet formulerede tankerne om, at en italiensk enhedsstat var en nødvendighed for at udjævne uligheder i samfundet og bidrage til folkets generelle højnelse. Det var smukke, dristige og ikke mindst demokratiske tanker, og folkeafstemninger skulle bruges i stor stil for at legitimere den nye stat. En bølge af oprør og væbnede sammenstød fulgte efter, og Mazzini blev efterhånden udmanøvreret af andre og stærkere politikere, men hans tanker har haft betydning ikke kun i Italien, men for hele Europa. Faktisk er han skaberen af den opfattelse af Nationernes Europa, som Monnet efter 2. verdenskrig førte ud i livet i form af EF/EU.  Mazzini var glødende patriot, men ikke nationalist, tværtimod var han internationalist om en hals, og den sondring er f….. vigtig, ikke mindst i dag. Nationalismen var i Mazzinis øjne en forvrængning af og parodi på sund patriotisme, og han formulerede et krav om, at hver enkelt nation skal repræsentere et vigtigt bidrag til det europæiske fællesskab! Han gik så langt som til at skrive, at han håbede, at begrebet fædreland en dag ville blive irrelevant i en stor Europæisk Føderation, der skal nedbryde de skel, som egoistiske fyrster for egen vindings skyld har fremkaldt, men samtidig respektere og styrke de forskellige nationaliteter. Der skal udarbejdes en fælles europæisk forfatning, og uenigheder skal afgøres af en Europæisk Voldgiftsret. Alle disse tanker er næsten ord til anden ideologien bag EU, men de blev altså formuleret første gang 100 år før EF så dagens lys. Mazzini burde være pligtlæsning for Dansk Folkeparti!!

Samtidig med at Mazzini fremførte disse tanker, havde Verdi stor succes på operascenen. Dels, naturligvis, fordi musikken er dejlig, men også fordi Verdi udtrykker tidens hedeste ønsker, når han i Nabucco lader koret synge om jødernes længsel efter at blive befriet fra det babylonske fangenskab – parrallelen for det italienske publikum var tydelig: Befrielsen fra det østrigske herredømme. Verdi blev så populær, at han blev symbol for frihedsbevægelsen – når patrioterne råbte ”Viva Verdi”, så betød det i virkeligheden ”Viva Vittorio  Emanuele Re dItalia”, altså ”leve Vittorio Emanuele Italiens konge!!  En tilsvarende betydning tror jeg ikke andre komponister har haft.

En lang historie gjort kort: Italien blev samlet i 1861, desværre ikke med Mazzinis smukke tanker som grundlag, men som resultat af en magtkamp, der blev vundet af Piemonte og dynastiet bag Vittorio Emanuele – af den grund blev hovedbyen i Piemonte, Torino, da også landets første hovedstad. Verdi blev i øvrigt sin hjembys første repræsentant i det nye senat.

Noget af det første, der skete i den nye stat, var at adskille stat og kirke, hvilket var nødvendigt for at få isoleret de katolske fundamentalister. Vi har ofte – og med god grund – travlt med at fordømme de muslimske tosser, der i Irak og andre steder vil genskabe det gamle kalifat, men vi er tilbøjelige til at glemme, at vores egne katolikker ikke er meget bedre. I 1864 udsendte Pius den 9. en bandbulle mod tidens værste vildfarelser, og her kan man bl.a. læse (man kan næsten se ham sige det på billedet nedenfor…..!), at ”talefrihed fordærver sjælen”, at ”religiøs tolerance er af det onde” og mere fra nederste skuffe.Efterfølgende paver har været meget tøvende over for at tage afstand fra disse dybt anakronistiske læresætninger, og resultatet har været, at almindelige italienere har skullet fægte sig frem mellem loyalitet over for den nye demokratiske og moderne stat og den kirke, som de tilhører. Først i 1903 holdt den katolske kirke i praksis – men ikke formuleret – op med at bekæmpe den italienske stat, fordi man 
indså, at man satte sig selv uden for indflydelse.   Ikke underligt, at denne dybt konservative katolske kirke har svært ved at skaffe sig klangbund blandt unge italienere og at der generelt blandt italienere er en dyb skepsis over for autoriteter i almindelighed.

Nå, nu kalder eftermiddagsdrink’sen snart, og så må fundamentalistiske katolikker og andre tumper ha’ det! Mere italiensk historie på et senere tidspunkt.

 

Fredag d. 18/7 – Fra Moneglia til Montecino Terme

Fra Moneglia og ned til Lucca-området er der kun et par timers kørsel – i princippet – men i Italien skal man altid tage højde for uforudsete hændelser, ikke mindst i trafikken. Vejen ud af Moneglia går gennem de gamle tunneller, og ved indkørslen til den ene stod der pludselig et vejskilt, der advarede om en maksimal bredde på 1,80 m., og da vores vogntog er omkring et par meter i bredden, var det unægtelig et problem. Problemet for os var dobbelt, for med særlig italiensk snilde var skiltet anbragt umiddelbart foran tunnelen, hvor der absolut ingen plads var til at vende!! Jeg fik manøvreret vogntoget ind til siden, så den øvrige trafik kunne passere, og AM gik ud som spejder for at finde ud af, hvor problemet var. ”Intet at se”, berettede hun, tilsyneladende er alt normalt, men det er ikke lykken at begive sig ind i en snæver, ensrettet tunnel, hvis den et sted pludselig snævrer ind til 1,80 m., og hvad gør man så? På italiensk maner venter man og ser! Da trafikken begyndte at rulle, så vi varevogne komme igennem med en bredde, som jeg skønnede svarede til vores, så….? Vi besluttede, at skiltet sikkert ikke gjaldt længere, tog chancen og kørte ind i tunnelen. Og det viste sig at være korrekt – tunnelen var helt normal. Grrrr!!! Ved indkørslen til motorvejen et par kilometer længere fremme skulle vi som altid trække en billet i en automat, men – gæt selv – virkede den ikke eller virkede den ikke? Vi holdt sammen med andre i kø, indtil vi manuelt fik udleveret en billet af en medarbejder, der først skulle tilkaldes!

Italien er IC4’s fædreland, men landet rummer også de smukkest beliggende motorveje – blandt andet motorvejen fra Moneglia mod syd, der kører på kanten af de snedækkede Appenniner-bjerge forbi de store marmorbrud ved Carrera. Tænk at man helt tilbage i oldtiden med datidens simple teknologi brød masser af store marmorblokke her, fragtede dem over land til Middelhavet og sejlede dem til de romerske besiddelser rundt på ”Mare Nostrum’s” kyster. Blandt andet sejlede man marmor til Cæsarea i det nuværende Israel, lidt syd for Haifa, hvor Herodes for 2000 år siden byggede en stor havn med et højt fyrtårn ved brug af sænkekasser og cement under vand! Jeg har været der flere gange, og udover havnen forundres og imponeres man over, at der også blev bygget en flot sommerbolig til Pontius Pilatus – hans navn ses stadig hugget ind i en stor sten. Huset blev bygget fra stranden og direkte ud i Middelhavet med et oversvømmet område, der kunne fungere som swimmingpool. Sådan – for 2000 år siden! Det gode liv, som italienerne er verdensmestre til, er en romersk opfindelse.

På højde med Lucca drejer vi ind i landet og når efter ca. 50 km. frem til byen Montecino Terme og campingpladsen Belsito. Det er et bjergrigt område med små, snoede veje, der ikke er digitaliserede, så GPS’en opgiver hurtigt ævred, og vi må navigere efter de skilte, der enten ikke er der, er uforståelige eller er gemt bag ved et stort træ! Da vi når frem til campingpladsen, er der to timers siesta i receptionen, men da de endelig lukker op, viser personalet sig at være både flinke og hjælpsomme. Vi får en plads med en gude-smuk udsigt over Toscanas bjerge og småbyer ↓↓↓

ved Monfiori

Lørdag d. 19/7 – Vinci

Kugle

I Leonardos berømte ”Vitruvianske mand” ser man tydeligt, at mennesket i renæssancen er kommet i centrum, og mandens proportioner er så ideelle, at de kan indpasses i både en cirkel og et kvadrat.

 

 

Det er varmt – på den anden side af 30 grader allerede tidligt, så det er dejligt med en pool. Vi kører en tur til landbyen Vinci, som Leonardo di Vinci er opkaldt efter. Byen ligger i et meget smukt Toscansk område, som alene er turen værd ↓↓↓

Ved Vinci

Cypres

Hus ved Vinci

(Tryk for stort billede)

Landsbyen Vinci er smuk, men ikke anderledes end andre smukke Toscanske landsbyer, bortset fra et museum og optrækkepriser på barerne (8 Euro for 2 glas cola!).  En rundtur i byen er dog dejlig ↓↓↓

AM ved kirke

Her blev den lille Leonardo døbt i midten af 1400-tallet

Citroner

 

 

 

 

 

Leonardo var åbenlyst et af de genier, der fødes med århundreders mellemrum – i museet var opstillet kopier af hans utallige opfindelser – dybt imponerende at se hans bud på en cykel, en vævestol og meget mere, som ført bliver en realitet i 1800-tallet.

Søndag d. 20/7 – en cykeltur til Lucca

Vi er dovne, så for at slippe for bjergene på cykel, tager vi cyklerne bag på bilen ned til lavlandet og spænder fra ca. 10 km. fra Lucca. Byens historie daterer sig til Romerriget før Kristi fødsel og har gennem århundrederne været eftertragtet som krigsbytte af utallige hærførere. Rundt om byen løber en bred vold, hvorpå man kan gå, cykle og løbe, hvad rigtigt mange benytter sig af denne sommerdag i juli:

AM i Lucca

Senere på tværs gennem de snævre gader:

AM shopper

Den allerbedste måde at shoppe på! Det går fremad hele tiden, og det koster ikke en krone!

Kirke i Lucca

Jeg aner ikke, hvad denne stilart hedder. Måske “konditorstil”?

 

Kirkefront Lucca

Jo, den katolske kirke fylder meget overalt – mere om det senere!

Eftermiddagen tilbringes på campingpladsen, bl.a. med at skrive næste kapitel om Italiens moderne historie: Italien i 1. og 2. verdenskrig:

Italienere kan man ikke stole på!  Jeg ved ikke, hvor myten stammer fra, men den blev grundigt bekræftet af landets adfærd i forbindelse med 1. verdenskrig. Italien var en del af Triple-Alliancen med Østrig-Ungarn og Tyskland, men da krigen brød ud i august 1914, holdet landet sig udenfor. Det var pay-back til Habsburgerne, der havde været en af hovedfjenderne i kampen om Italiens samling, og desuden sad de på Trentino, Trieste og andre italiensksprogede områder, så de varme følelser i alliancen var til at overse. I mere end et halvt år efter krigsudbruddet forhandlede Italien med begge sider i krigen for at få et billede af, hvilken side, der ville give mest for Italiens deltagelse – meget betegnende under mottoet ”sacro egoismo”(hellig egoisme!) – og besluttede sig for at svigte alliancen og træde ind i krigen på Vestmagternes side. En overgang var Italien faktisk allieret med begge krigens parter og alt i alt bidrog landets start på 1. verdenskrig til landets i forvejen blakkede ry.  Udslagsgivende for at tilslutte sig Vestmagterne var løfter om ikke blot Trentino og Trieste, men også det overvejende tysksprogede Sydtyrol, Istrien, et stykke af den dalmatinske kyst og – helt besynderligt – den tyrkiske provins Antalya og mere til. Rendyrket italiensk imperialisme! Krigen kostede Italien 100.000-vis af døde og sårede, men nationalitetsmæssigt kom landet mere samlet ud af krigen, end det var gået ind i krigen, hvilket naturligvis var en enorm gevinst set i en større sammenhæng.

Kort efter afslutningen af 1. verdenskrig blev fascismen den dominerende politiske kraft i Italien, hvilket varede fem til afslutningen af 2. verdenskrig. Det er et stående diskussionstema i Italien – som stadig ikke har fundet sin konklusion – i hvilket omfang befolkningen sluttede op bag fascisterne. Italienske historikere har kunnet påvise en stor folkelig opbakning bag fascismen i 1930’erne, men de pågældende historikere er blevet særdeles upopulære og hængt ud i pressen. Det har været en virkelig ”bad story” i Italien efter krigen, for helt frem til Berlusconi i begyndelsen af 1990’erne var anti-fascisme det brændstof, der drev de politiske partier. Som jeg tidligere har skrevet, ser man overalt i Italien mindesmærker for de anti-fascistiske frihedskæmpere, og det har været et nærmest kanoniseret billede, at hovedparten af befolkningen var anti-fascister, som imidlertid blev kuet af Mussolinis undertrykkelsesapparat, men det er altså ikke et retvisende billede, og det gør naturligvis ondt i den nationale selvfølelse.  Det er da også tankevækkende, at det i dag myldrer med små fascistiske partier, hvoraf et endog har været med i en af Berlusconis regeringer. Mere ved en senere lejlighed…..!

Mandag d. 21/7

Vi vågner op til uvejr og solmarkisen slår voldsomt, så den må skyndsomst rulles ind, mens torden og regn ruller hen over Toscanas smukke bakker, der er næsten helt indhyllet i tunge skyer. Ved 8:30 tiden stilner regnen lidt af, og vi kommer afsted mod Pavia (udtales med tryk på midterste stavelse). Da vi når campingpladsen regner det stadig heftigt, så kryber i læ under markisen. Pladsen er OK, men ikke specielt charmerende – til gengæld er den lokale ”pladsmand” både engelsktalende og ualmindelig mødekommende og fortæller grundigt om byen, egnen og dens muligheder. Sidst på dagen holder regnen (næsten) op, og vi cykler ind til centrum og går rundt i den gamle, smukke bykerne

pavia tårne

pavia gade medcirkel

Den økonomiske krise ramte Italien hårdt, hvilket ses mange steder, ikke mindst på bygningerne. Mange steder hviler der en træt og lidt dekadent stemning over de smukke huse

pavia balkon med rød

Domkirken er som altid i en gammel middelalderby meget dominerende:

Pavia domkirke udvendig

Indvendig er den næsten endnu flottere, præget af den tredjestørste kuppel i Italien og med en meget flot arkitektur, hvilket ikke er nogen stor overraskelse, når man ser, at bl.a. Leonardo di Vinci og Bramante har medvirket:

Pavia domikrke indv

Udenfor kirken ridder en stolt rytter på sin hest –

Pavia hest

– og de lokale borgere (borgerinder..?) synes åbenbart, at en del af hesten er specielt værdifuld og derfor fortjener at blive pudset regelmæssigt….,

pavia kugler

På den store plads ved domkirken får vi en ”Spritze” – en herlig orange drinks – og efterfølgende grillede grøntsager og en pizza. Jeg skal tage stilling til, om min pizza skal være normal eller stor, og i ungdommeligt overmod bestiller jeg den store. Den flinke tjener (der viser sig at være indehaver) ser mildt på mig og siger på sit bedste italiensk/engelske kaudervælsk, at den kan jeg næppe klare, for den er på størrelse med et møllehjul, så de ekstra penge er smidt ud af vinduet. Igen – igen mødte vi en overvældende venlighed og ingen forsøg på optrækkeri.  Husets hvid- og rødvin (”mezzo biancho, mezzo rosso”) er fortrinlig – ingen italiensk restaurant med respekt for sig selv serverer dårlig hus-vin, så den vælger vi næsten altid. Pizzaerne var fremragende, men vi måtte begge levne, så tjeneren havde ret….!

 Tirsdag d. 22/7

Vejret er blevet dejligt igen, men vi får fortalt, at et mægtigt stormvejr ramte byen for nogle dage siden, og en masse store træer væltede – også på campingpladsen ligger der store træer revet op med rode. Italiensk vejr er bestemt ikke altid blå himmel og cikadesang! Vi vil på cykeltur og forsøger os først langs floden, men må opgive på grund af væltede træer:

pavia væltet træ

Vi kører tilbage til landevej og forsøger igen lidt senere at komme ned til den afmærkede cykelrute, der går langs med floden, men den helt forsvundet i et mægtigt jordskred

pavia jordskred

Vi møder en ældre mand på knallert, der er udstyret med en imponerende grøn kastet med et flot rødt Sovjet-symbol – der har altid været mange kommunister i Italien. Han spørger om vi kan fransk, hvilket jeg bekræfter, hvorefter han på rivende italiensk kaster sig ud i en forklaring, hvoraf vi forstår så meget, at vi skal køre op på landevejen og bruge den, for stien langs floden er helt ødelagt.  Så det gør vi –

pavia selfie

Det viste sig at være en rigtig god ide, for på glimrende veje med begrænset trafik kørte vi gennem de smukkeste landskaber, over gamle træbroer og gennem små landsbyer, i alt 45 km. blev det til.

pavia flodbugt

pavia am ved kirke

pavia træbro

Et par storkeunger er klar til at gå på vingerne og en guldsmed pynter på en busk i den rivende flod

pavia storke

pavia guldsmed

Men Italien er jo ikke kun flinke mennesker og smukke udsigter. Den katolske kirke fylder utroligt meget i dette land – reaktionær ud i det absurde set med mine øjne – men alligevel er den det sted, hvor mange almindelige italienere ser hen, når de skal søge råd og vejledning, formodentlig på grund af den lave tillid til staten, som mange anser for både uduelig og korrupt. Svangerskabsforebyggelse og abort er fortsat absolut forbudt i den katolske verden, mens man – hyklerisk – er mere ulden i mælet, når det handler om holdningen til dødsstraf! Den katolske kirke flytter sig holdningsmæssigt som resultat af såkaldte kirkemøder, hvor biskopper fra hele verden samles for – som de siger – at føre kirken ajour med samfundsudviklingen, hvilket må siges at være en overdrivelse af næsten himmelske dimensioner. Først i 1965 (sic!) blev det besluttet, at gudstjenesten ikke længere skulle forgå på latin, og på samme kirkemøde (der varede i tre år!) tog man den næsten revolutionære beslutning, at præsten fremover skulle stå med ansigtet – og ikke som tidligere med ryggen – til menigheden….! Ajour med samfundsudviklingen….!

Til trods for den udprægede konservatisme bakker hovedparten af moderne italienere op bag den katolske kirke, 1/3 går i kirke hver søndag og stort set alle er døbt i kirken. Som religion er den givet med til at styrke det nationale fællesskab, men i kraft af sin autoritet for mange italienere er den med til at svække statens position og betydning, hvilket mildt sagt ikke er uproblematisk, set med mine øjne.

Italienere er stolte af deres land – men ikke så meget, at det gør noget. At landsholdet i fodbold klarer sig skidt ved VM er uheldigt, men hvis Juventus taber, er det en katastrofe i Torini. Det hænger sammen med italienernes dybe mistro til politikerne i Rom – gode italienske venner, og med dem millioner af italienere – var så flove over Italiens premierminister Berlusconi og den fremtrædende politiker fra Liga Nord, Bossi, at de helst ikke vil tale om det. Det er for pinligt! Og man forstår dem….! I parlamentet var Bossi i debat med den ny-fascistiske Alessandra Mussolini (barnebarn af Il Duce og fotomodel), og konkluderede sit indlæg på denne smukke måde: ”Hvis det ikke var for Mussolinis barnebarns nødder, ville ingen interesse sig for det parti….!”  Mussolini replicerede fra samme skuffe: ”Du skulle ikke tænke så meget på mine nødder….i Mantova måtte du holde valgmøde på en keglebane for at finde nogle kugler…!” Bossi afsluttede med denne salut: ”Jeg kunne tænke mig at vise hende, hvad jeg kan seksuelt. Hun ser slet ikke dårlig ud. Måske har Mussolini alligevel gjort noget godt ved at give os denne lille blondine i arv!”

Berlusconi har jævnligt samme debatniveau, og han var en plage i det europæiske fællesskab. Helt aktuelle Grillo er et komisk mysterium set fra et nordisk perspektiv, og hans mange stemmer gør kun italiensk politik endnu sværere at forstå.

Både Berlusconi og Bossi har i dag udspillet deres rolle – førstnævnte afsoner samfundstjeneste på et plejehjem efter at være blevet dømt igen og igen (en historisk uretfærdighed, som han selv siger), og Bossi er placeret på den yderste højrefløj, hvor ingen rigtig tager ham og hans ideer om at dele Italien alvorligt.

Onsdag d. 23/7

Vi beslutter at blive endnu en dag i Pavia, dels fordi vejrudsigten lyder godt, dels fordi vi gerne vil besøge et klostret Certosa 16-17 km. uden for byen. Det er en dejlig cykeltur derud, eller rettere sagt, den bliver dejlig, når man har snoet sig ud af trafikkaosset i Pavia. Der er biler til højre og venstre, og man skal som cyklist være på tæerne, men det underlige er, at selv om italienerne generelt set kører som vanvittige, så er de yderst hensynsfulde over for gående og cyklister. Så snart man er i nærheden af et fodgængefelt, standser al trafik. Det sværeste er de store rundkørsler, hvor det gælder om at få øjenkontakt med bilisten – så går det.

Vejret er lunt uden at være smeltende varmt, fordi det er overskyet, så det er perfekt cykelvejr. Da vi kommer derud, er klostret og kirken middagslukket (gad vist om det også indgår i Vorherres livsstil at holde siesta?), men selv i lukket tilstand ser det specielt og spændende ud, så vi beslutter at vende tilbage i morgen.

pavia overblik kloster

Eftermiddagen tilbringes med læsning på campingpladsen og en smuttur til centrum, hvor AM køber nye sko.

Torsdag d. 24/7

Verden og vejret er af lave! Brasilien kan ikke længere spille fodbold, og vejret i DK er bedre end i Italien! Det har regnet hele natten, og da vi står op, er det fortsat regntungt uden løfter om blå himmel. Vi pakker og kører med Columbine bagpå ud til Certosa-klostret.

Nu er der åbent, og vi går ind i klosterkirken, der er u-b-e-s-k-r-i-v-e-l-i-g flot – helt afgjort ikke kun en omvej værd, men en rejse værd!  Klostret er grundlagt i 1300-tallet, og der er klare gotiske træk, men naturligvis har man også i renæssancen bygget til og om. Facaden er nærmest ubeskrivelig i dens overdådighed ↓↓↓

pavia kirke forside

Og klosterhaven går også lige an ↓↓↓

pavia klosterhave

 

Også  indvendig er kirken formidabel – enorm (sandsynligvis med flere kvm. end Peterskirken i Rom) og meget smukt udsmykket ↓↓↓

pavia kloster alter

Klostret tilhører Karteuserordenen, også kaldet St. Bruno-ordenen, og rummer både munke og nonner, der lever deres liv efter samme regler som i 1000-tallet, da ordenen blev grundlagt. Alle har aflagt løfte om total isolation fra den omgivende verden – eller subsidiært – fuldstændig tavshed! Hver Karteusermunk/nonne har sin egen lille celle-bolig og tilbringer hele dagen der, ligesom alle måltider indtages ensomt i cellen. Et sindrigt sluse-system sikrer, at munken/nonnen ikke kommer i kontakt med den person, der leverer maden til cellen. Han/hun forlader kun sin celle i forbindelse med de tre obligatoriske daglige bønner. Den ene munk, vi kom i nærkontakt med – fordi han holdt opsyn med, at jeg ikke fotograferede (sic!) – var da også stum som en østers. Det første kloster i denne orden lå i Chartreuse-bjergene i Frankrig, og stedet er senere blevet berømt for sin Chartreuse-likør, som munkene fremstiller – efter min erindring smager det forfærdeligt og giver hovedpine, men berømt er det.

I kapellet, hvor der er fællesbøn tre gange om dagen, har hver broder/søster sin egen stol, som må være meget svær at falde i søvn i ↓↓↓

pavia præstestol

I 1100-tallet forsøgte ærkebiskop Eskild i Danmark at få oprettet et karteuserkloster i Danmark, og en klosterbroder fra Chartreuse kom til Asserbo i Nordsjælland for at besigtige forholdene. Ifølge sagens natur kunne han ikke sige noget og drog tilbage til Frankrig. Siden da har man ikke hørt noget fra Chartreuse, så et karteuserkloster i Danmark er det aldrig blevet til – den gode munk har sikkert bedømt dette fjerne sted som så øde, vildt, utilgængeligt og svagt befolket, at det ikke var umagen værd!

Jeg spekulerer over, hvordan det må være at leve et liv som karteusermunk. Alt i morgen vil være ligesom i går, alt til næste år vil være ligesom i år, en 100% cyklisk tankegang med “alt der kommer, har været, alt der har været, kommer igen”.  Rendyrket middelalder-tankegang – svær at forstå, men interessant, at nogle stadig lever sådan.

Efter klosterbesøget kører vi videre mod nord til Camping La Breva ved nordenden af Como-søen. Vigtigt at køre på østsiden af søen, hvor der er gode veje, mens vestsiden er meget vanskeligere med campingvogn.

Fredag d. 25/7

Vejret er for en kort stund blevet italiensk igen, så det bliver en badedag ved søen. Vi er mange på camping Breva i Dongo, fordi det er et dejligt sted. Specielt er her mange hollændere, og jeg tænker som ofte før på, at man kan mærke, at de er vant til at bo tættere sammen end os – på stranden slår de sig ned 1 meter fra os, selv om der er masser af plads, deres privatzone-opfattelse er simpelthen anderledes end vores.

Como-søen er – tror jeg – et af de allersmukkeste steder i Europa. De omkringliggende bjerge er stejle og dramatiske med sne på toppen selv her om sommeren, og søen er ikke større, end at man kan se over på den anden side. ↓↓↓

Comosøen

Como - henrettelse

 

Den lille by, Dongo, som vi bor i er et charmerende bekendtskab med et centralt torv, små gader, forretninger og restauranter.

como - torvet

Af en eller anden grund er specielt brød billig her i byen – 50% lavere priser end hvor vi sidst var. Mystisk. Lige ved siden af campingpladsen ligger en lille forretning, hvor man kan fylde sin dunk med vin for ca. 2 Euro pr. liter, men også deres flaskevin er til særdeles fornuftige priser. Og med billigt brød og vin, så går det lige…! AM er blevet specielt glad for Vermentino hvidvin, der er tør og frisk og betalelig! Byen Dongo er historisk set helt speciel, fordi d. 28. april 1945 blev en deling tyske soldater stopper her af italienske partisaner, og blandt tyskerne fandt de – forklædt – en række kendte italienske fascister, blandt dem Benito Mussolini og hans elskerinde Claretta Petacci. (Det er pudsigt med sproget – ”elskerinde” bruger vi, når vi ønsker en negativ konnotation, mens vi siger ”kæreste”, når det skal være positivt….!). Det var i krigens sidste og mest brutale dage, og der var ingen skånsel – de tilfangetagne fascister blev ført ud på balustraden på havnen og skudt. Gad vist, om det var en trøst, at det er et smukt sted at dø? ↓↓↓

dongo henrettelse

Petaccis bror forsøgte som den eneste at flygte ved at kaste sig i søen, men han blev skudt i vandet. Mussolini-parret blev ført til byen Mezzegra nogle få kilometer fra Donga og henrettet der. Amerikanske dokumentarfilm viser, hvordan den lokale befolkning efter henrettelsen bogstavelig talt sparkede, slog og pissede på de to lig, inden de blev hængt op i en lygtepæl med hovedet nedad. Nedturen for den stor-skrydende dilletant-diktator var total.

 Lørdag d. 26/7 – mødet med Viborg Katedralskole i Como….!

Regnen begyndte i løbet af natten, og da det blev morgen, var himlen blygrå, og regnen væltede ned. Vejrudsigten forudsagde, at regnen først ville holde op i løbet af aftenen, så den planlagte sejltur til Como blev aflyst, og i stedet tog vi bilen derned langs vestsiden af søen. Vejen er nogle steder meget smal og slet ikke egnet til campingvogne, så skal man til Dongo, skal man komme fra søens østside. Como er lidt trist i øsende regnvejr, men på den smukke havnefront passerede vi tilfældigvis et stort mindesmærke for den europæiske frihedskamp mod fascismen. Det består af store stålplader, hvorpå der med svejsetråd er skrevet citater af frihedskæmpere eller af ofre for fascismen – for eksempel er der citeret fra Anne Franks dagbog ↓↓↓

Monument collage-001

Og minsandten – lige pludselig opdager AM, at der på dansk står et citat af en student fra Viborg Katedralskole, Christian Ulrik Hansen,  der blev henrettet af tyskerne i januar 1944.Citatet lyder: ”For at et folk skal kunne leve, må nødvendigvis nogle kunne dø”, underskrevet Christian Ulrik Hansen. ↓↓↓

CUH citat dansk

Til overflod er citatet oversat til 7 forskellige sprog: ↓↓↓

Chr. Ulrik Hansen citatcollage

Jeg har ingen anelse om, hvordan CUH er kommet til Como og hvor citatet stammer fra, og jeg er i tvivl om det sprogligt er helt korrekt. Alligevel var det en meget speciel oplevelse pludselig at møde citatet her, fordi jeg gennem mange år har været med til at bestyre et CUH-legat på VK. I legatbestyrelsen sad gennem alle årene CUH’s nærmeste ven, Inge Theut, og hun fortalte meget om ham, når vi skulle finde de rigtige legatmodtagere, så – lidt overdrevet – synes jeg næsten, jeg kender ham. I de sidste timer inden henrettelsen skrev CUH en række afskedsbreve, som jeg har læst mange gange. Ud over det gribende i indholdet – kærlige hilsner til familie og venner, taknemmelighed over at have levet, absolut ingen klynken, bitterhed eller angst – har håndskriften altid slået mig som helt særlig. Få timer før han skal henrettes, skriver han disse breve med fast, tydelig håndskrift uden en eneste rettelse eller overstregning. Han må have været en meget stærk person.

For et par år siden havde jeg en timelang og intens samtale med Inge Theut om CUH, hans liv, personlighed og kristne holdninger, men også om det at være ung og naiv under krigen, totalt uforberedt på det brutale møde med tyskerne og krigen. Inge Theut og endnu en klassekammerat fra VK har overdraget deres brevarkiver fra krigens tid til to lærere fra VK (Visti Kristensen og Jens Sass Bak) og mig, og sammen er vi i gang med at systematisere det med henblik på at bevare det for eftertiden. Jeg har netop (gennem hendes søn i Viborg) skrevet til Inge Theut om denne oplevelse i Como – jeg tror ikke, hun kender til monumentet, og jeg tror det vil glæde hende at høre historien.

Mandag d. 28/7

Pænt vejr, men noget overskyet, så vi beslutter os for en tur i bjergene til Spluga-passet mellem Italien og Schweitz. Det bliver en stejl og flot tur med utallige hårnålesving, nogle af dem så snævre, at de er svære at komme rundt i i ét hug. Fremme ved passet er udsigten fantastisk mod de mange forskellige bjergtinder og forstærkes af, at himlen er dramatisk med masser af mørke skyer.↓↓↓

Passo d. spluga

 

Passo d. spluga 2

Vi finder en flot tur, men efter et par kilometer bliver stien ujævn og glat, og AM beslutter fornuftigt – helt undtagelsesvist – at vende om inden det går galt. Risikoen for at forvride et knæ er for stor. Jeg fortsætter opad og kommer om på den anden side af en bjergkam, hvor udsigten er endnu mere dramatisk. Desværre begynder de tunge skyer at komme lidt for nær på….↓↓↓

Skyer

…og da det efterhånden er blevet mere klatring end vandring, begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg finder ned igen, hvis det bliver tåget og regnfuldt. Da regnen sætter ind, vender jeg derfor om og når ned uden problemer, men glat og vådt var det, og jeg får stor respekt for advarslerne om altid i bjergene at være forberedt på hurtige og voldsomme skift i vejret.

På vej hjem til C-pladsen skal vi have handlet italienske specialiteter inden hjemturen i morgen, og AM har – tilfældigvis – spottet et stort indkøbscenter i nærheden. Da vi får parkeret, viser det sig at være en italiensk udgave af Fields x 10. AM forsøger at slippe afsted med, at det vidste hun da ikke….!

Vi slipper elegant forbi en række ”dame-butikker” og finder den afdeling, der rummer fødevarer. Jeg får noget usædvanligt lov til på egen hånd at finde den frugt, vi skal have i bilen til hjemturen, kaster mig ud i opgaven med ildhu og lægger efter nogle få minutter nogle flotte og billige ferskner i indkøbsvognen. Derefter bliver de straks taget op igen og byttet til nogle andre! Men det var sjovt så længe det varede….!

Mens jeg køber vin, går AM til afdelingen for små glas og krukker med specialiteter. Med 4 flasker Chianti i kurven forlader jeg vinafdelingen for at finde AM, der stadig – hvilket slet ikke er overraskende – er i afdelingen for små glas og krukker med specialiteter. En øjeblik mente jeg at se hende bevæge sig, men det var naturligvis synsbedrag, og efter nogen tid frygtede jeg alvorligt, at det var gået hende som Lots hustru (1. mosebog, kap. 18-19…!).  Så galt gik det dog ikke, og efter nogen tid var der faktisk lidt bevægelse, der med diskret opmuntring blev til en langsom vandring ud af afdelingen for små glas og krukker med specialiteter. Vel ude af denne afdeling vil AM købe noget pasta, hvorefter vi længe stod stille og studerede det interessante udvalg af mel, som denne butik bød på – det var fantastisk. Kunsten er – diskret, naturligvis – at lægge ruten frem mod det, der skal købes, forbi reolerne med toiletruller og rengøringsartikler, men det lader sig ikke altid gøre, og så er det, at det går galt. Da vi endelig nåede frem til kassen, var der kun 8 km. kø, og i Italien går der lang tid med at betale, fordi alle har nogle rabatkort, der skal udfyldes og underskrives, inden de kan indløses og det kan der gå l-a-n-g tid med.

Da vi kom hjem var det begyndt at regne ganske voldsomt, men vi fik da ryddet op og aftensmaden var en fortrinlig pizza på en af de lokale restauranter.

Overnatningerne på Camping Breva i Dongo koster ca. 30 Euro pr. nat.

Tirsdag d. 29/7 2014

Det regner og tordner voldsomt hele natten, så vi bliver hyppigt vækket, men kom dog op til den sidste oprydning ved 7:30 tiden. Oprydningen udendørs foregår i badebukser, for det regner stadig ganske meget, og afrejsen fra Como-søen og Italien foregår helt usædvanligt med tunge skyer overalt, hvilket har været ganske karakteristisk for denne sommers vejr ↓↓↓

Afrejse m skyer

Vi lettede fra pladsen kl. 9 og helt uden problemer kom vi ca. kl. 19 frem til Hotel Bauer-Keller, Kraftsbucher str 1, 91171 Greding, Lidt syd for Nürnberg, hvor vi for 11 Euro overnatter på en glimrende Stell-platz. Middag på den tilhørende kro er både billig og god.

Onsdag d. 30/7 2014

Hjemkørsel – 1000 km – ad tyske motorveje uden trafikpropper eller uheld. Kun Hamborg volder vanskeligheder – passagen tog ca. 2 timer. Ankomst til Viborg kl. 22.

Torsdag d. 31/7 og fredag d. 1/8 2014

Oprydning, vask, græsslåning etc. og derefter til Fjellerup på 100-årsdagen for 1. verdenskrigs udbrud.