Ti intense dage i Rom er slut, og vi sidder den sidste dag og taler om de mange oplevelser. Søjler, triumfbuer, kirker og obelisker fylder meget, fordi romersk historie er så utrolig tæt på, nærmest påtrængende, når man færdes rundt i byen, men der har sandelig også været meget andet.
Marcus Aurelius har jeg fået bekræftet som en kejser og filosof (stoiker), det stadig er værd at beskæftige sig med, selvom han har været død i 2000 år. Det er tankevækkende, at mange af hans tanker stadig er relevante idag. Jeg er også blevet mindet om, at Konstantins triumfbue er et mindesmærke om en mand, der udrettede mere, end jeg kunne huske, da vi kom herned – 
De største oplevelser for os har denne gang været besøg på Roms ‘ukendte steder’ – takket være Mauros eminente rundvisninger og forklaringer. Som et lille element heri var det en sjov opdagelse, at en ‘dannet’ romer naturligvis læser latin flydende og endog taler det til husbehov.
Januar har været et optimalt tidspunkt at besøge byen på, for vejret har været dejligt med masser af sol, pæne temperaturer om dagen, og appelsinerne hang smukke og gule i træerne –
Der er mange turister i Rom også i januar, men det har dog været tåleligt – bortset fra Peterskirken, som er begravet i turister. Til gengæld var Laterankirken og Santa Maria Maggiore fantastiske besøg, der sagtens kan matche Peterskirken. I højsæsonen ville jeg aldrig tage Rom, for da slår masseturismen svøbe simpelthen for hårdt.
Vinduesparti i Santa Marie Maggiore
Mellem de mange besøg var der flere gange tid til at snakke med vores værter om det moderne Italien, og deres beskrivelser ligger milevidt fra det idylliske billede af Italien, som vi gæster får, når vi besøger landet om sommeren. Begge vores venner er højtuddannede og meget politisk interesserede, og jeg var ved at falde ned af stolen, da de gav deres analyse af situationen i Italien: Berlusconi ødelagde på ægte Trump-vis den politiske kultur i landet fuldstændig, og siden ham er det gået fra slemt til værre, fortalte de. Det er ikke umagen værd at stemme, siger de, for den politiske kultur er så ødelagt og de populistiske (højre)kræfter så stærke, at der intet håb er om ændringer. Vi spurgte ind til venstrefløjspolitikerne, og svaret kom hurtigt: De er ‘dumme’ og bliver fuldstændig mast af premierminister Giorgia Meloni, som de karakteriserede som – alas – både klog og stærk.
Blandt de nære og konkrete problemer nævnte de, at unge italienere emigrerer i stort tal, fordi fremtidsmulighederne er dårlige – såvel arbejdsmæssigt som privat. Der er for få jobs, specielt sydpå, uddannelse koster penge, kun meget få unge har økonomisk mulighed for at flytte hjemmefra, og vilkårene for børnefamilier er så ringe, at mange unge fravælger at få børn. Det offentlige sundhedssystem er mere eller mindre brudt sammen, og ventetiden hos egen læge ligger på den forkerte side af et halvt år.
Symptomatisk var det, at vores venners to børn begge bor i udlandet med halvfærdige uddannelser og uden konkrete planer for fremtiden.
En stor, grøn oliven satte sig fast i halsen på mig, da jeg spurgte, hvad der skal til for at ændre situationen. “En diktator eller måske en krig”, lød svaret i afmagt fra Maria Pia – og selvom man trækker italieneres tilbøjelighed til drama fra, er det en mildt sagt en foruroligende melding fra en ældre og sympatisk kvinde, der har mistet troen på fremtiden i det nuværende Italien.
Måske skulle jeg have gjort dem opmærksom på denne oplagte mulighed, som vi stødte på under en gåtur i Trastevere –
Man kan håbe, at ovenstående holdninger er udtryk for et overdrevent, negativt livssyn, men det er nok ingen tilfældighed, at unge mennesker i stort tal forlader dette smukke land med alle dets kvaliteter omkring mad, vin, klima og oplevelser. Så…?
Endnu en rejse er slut, og vi kommer ‘forandrede’ hjem, hvilket præcist er meningen med at rejse.
