En millionby som Rom gemmer på områder og kvarterer, som man kun finder frem til, hvis man som vi har en kyndig lokalguide. Igår viste Mauro os rundt i kvarteret ‘Garbatella‘, der er en blanding af gamle, meget ‘romerske’ villaer, store boligkaréer med stærke politiske budskaber på gavlene – og kemisk renset for turister:
Der er i Italien en stærk venstreorienteret bevægelse blandt unge mennesker, der imidlertid forlængst har opgivet troen på det italienske demokrati og derfor ikke stemmer ved parlamentsvalgene. Mere om det senere. I stedet lever de i deres egne miljøer, bl.a. her i Garbatella, hvad omgivelserne da også bærer stærkt præg af:
Området var før 2. verdenskrig stærkt præget af fascistiske bevægelser (Mussolini), og her i Garbatella blev der opsat et utal af relieffer med det fascistiske magtsymbol, fasces, et gammelt romersk magtsymbol, der består af en risknippe for enden af en stage. Symbolet er et billede på den italienske fascismes fascination af det gamle romerrige, der naturligvis også afspejles i ambitionerne om at skabe et imperium omkring Middelhavet.
Fascistiske symboler harmonerer ikke med holdningerne blandt de unge her i kvarteret, så derfor har de systematisk fjernet faklen på de mange relieffer, her ses en af dem med hullet efter faklen –
Det kan absolut anbefales at gå en tur i Garbatella-området, fordi det er smukt, grimt og autentisk på samme tid, men først og fremmest fordi det er interessant, hvis man vil opleve lidt af det moderne Italien langt fra turiststrøgene.
Et andet – meget lille men bestemt seværdigt – område er Coppedé-kvarteret, der ligger centreret rundt om Piazza Mincio. Her ligger nogle helt fantastiske bygninger fra en årene efter første verdenskrig, hvor man (nogle!) havde overskud til at bygge det helt usædvanlige –
Om søndagen er der også her i området et lille marked med italienske specialiteter. Vi købte et mindre læs fremragende grønne og sorte oliven fra Apulien samt nogle ‘syltede løg’ (det hedder noget mere avanceret på italiensk!), der skal fortæres i aften sammen med noget godt brød og god ost. Og måske et glas rødvin, også gerne fra Apulien.
Noget af det herlige i Rom er, at uanset hvornår kaffetrangen melder sig, så er der altid en bar i nærheden –
– og lige udenfor baren stod mandarin-træerne, hvor Maria Pia og AM med lidt sjov opfriskede minder fra dengang, hvor de var kolleger –
Vi talte en del med Mauro og Maria Pia om fascismen i Italien, som de ser som en truende fare, ikke i horisonten men lige om hjørnet. I sammenhæng med den snak besøgte vi det hus, som Mussolini boede i –
Det er bemærkelsesværdigt, at der her ikke er et eneste spor efter Mussolini, ikke et billede, ikke en plakette, ikke et fodspor, intet! Selvom jeg godt forstår problematikken, synes jeg det er ærgerligt og – navnligt – historieløst.
Mussolinis hus ligger i en dejlig park sammen med et kunstmuseum (Musei di Villa Torlonia) fyldt med smuk jugendstil-kunst –
Når man er ved at køre træt i knækkede søjler og romerske kejsere (og alt for mange turister), så kan det i den grad anbefales at opsøge nogle af de kvarterer, jeg har skrevet om ovenfor.
Vi kom rundt i byen i Mauro og Maria Pias bil, og jeg blev aldrig helt klar over, hvem der var chauffør. Mauro sad ved rattet, mens Maria Pia i sædet ved siden af på rivende italiensk kom med anvisninger på, hvor Mauro skulle have drejet af for et øjeblik siden! En stor hjælp. Det var ret underholdende at høre på, ikke mindst fordi den italiensk-talende dame i navigationssystemet hele tiden blandede sig med sine anvisninger, som MP jævnligt var uenig i. Hvem Mauro hørte mest efter, gik aldrig rigtig op for mig, men frem kom vi, mirakuløst nok uden skader, for trafikken var sindssyg hidsig, og mekanikere i Rom må have kronede dage, for kobling og bremser blev brændt af med jævnlige mellemrum.
Videre til næste kapitel: To altre