Italienske morgener kunne jeg altså godt vænne mig til…! Efter et brusebad går turen ned til den nærmeste bar, hvor morgenmaden – en kop sort kaffe og en kage – serveres af en smilende tjener i et kaos af mennesker med samme ærinde. Den sædvanlige skål skyr derhjemme virker pludselig meget langt væk.
Vi har aftalt at mødes med vores ven, Mauro, i centrum af Rom og tager en bus derind. Roms busser er glimrende men ofte propfulde, og idag måtte vi lade to busser passere, før der kom en med plads til os. AM bemærker med en blanding af glæde og ubehag, at hver gang hun kommer ind i en tætproppet bus, er der en venlig sjæl, der rejser sig og tilbyder hende en siddeplads! Det sker underligt nok aldrig for mig…! Busbilletter køber man i en Tabac-kiosk, og man skal huske at validere dem i bussen – men der er tilsyneladende aldrig nogen, der kontrollerer det!
Rom er på mange måder kaotisk, men romere er verdensmestre i at få kaos til at fungere, ofte endda med et smil. Byens centrum er et virvar af snævre gader, hvor biler, busser, lastbiler, fodgængere og sværme af scootere på mirakuløs vis navigerer mellem hinanden. Trafiklys er vist mest vejledende, for fodgængere fungerer de slet ikke, og nøglen til at slippe helskindet gennem trafikken er øjenkontakt. Her er vi på vej i Roms små gader i en trafik, der ville gøre de fleste danskere grønviolette af stres, men romerne er vant til det og tager det (forholdsvist) roligt –
13 km. blev det til idag i dag på en rasende interessant vandring i Roms centrum med Mauro som en kyndig lokalguide. Det blev en tur til mange af Roms store og små seværdigheder ledsaget af forklaringer og små anekdoter.
På Piazza Minerva – klods op ad kirken Santa Maria sopra Minerva – er en obelisk placeret på ryggen af en elefant, en opgave som Roms bystyre i 1600-tallet gav til billedhuggeren Bernini. I Berninis første udkast stod elefanten på fire ben med obelisken på ryggen, men “det bryder sammen”, sagde bystyret og pålagde Bernini at give elefanten en massiv understøttelse. “Det vil se grimt ud”, sagde Bernini og nægtede, men bystyret insisterede, og da de sad med pengekassen, måtte Bernini gøre som bystyret krævede –
Bernini fik dog det sidste ord, for som man kan se, har han udstyret elefanten med en usædvanlig lang snabel og budskabet er tydeligt: “Kiss my ass…!” Humor kan overleve i århundreder!
En af glæderne ved at gå i Rom er, at historien er påtrængende og synlig som ingen andre steder i verden. Overalt støder man på det antikke Rom, der var et verdensimperium i århundrederne før og efter Kristi fødsel. Man måber, når man på Piazza Colonna passerer den 30 meter høje Marcus Aurelius søjle –
Søjlen er et gravmonument over kejser Marcus Aurelius og blev rejst i år 180 e. Kr. På relieffet, der løber rundt om søjlen, skildres hans kampe mod barbarerne i Nordeuropa, der truede Romerriget. Udtrykket ‘barbarere‘ siges iøvrigt at være opfundet af grækerne, da de gjorde nar af folk fra Nordeuropa, der ikke talte græsk, og hvis sprog i grækernes ører lød som ‘bar bar bar’…!
Marcus Aurelius var ikke kun kejser men også filosof, og mange af hans skriverier er stadig værd at beskæftige sig med. Han var ikke mindst god til at formulere ‘one-liners’ som for eksempel denne: “Alt vi hører, er et synspunkt, ikke et faktum. Alt vi ser er et perspektiv, ikke sandheden”!
Stadig værd at tænke over, synes jeg!
Rom er ikke bare gamle sten og søjler, byen er også mekka for ‘feinschmeckere‘ af næsten enhver art. Vores ven er grafiker og købte undervejs på dagens vandring blæk i en specialforretning for netop dét, og lidt længere fremme ad gaden var der bid for feinschmeckere med hang til fremragende mad – og kulørte lampeskærme – 🙂
Af alle Roms smukke pladser er Piazza del Popolo nok den smukkeste, selvom dens historie er grum, for indtil 1826 fungerede pladsen som byen henrettelsesplads. Billedet her er taget fra pladsens centrum op mod ‘pinjeklippen’ (Monte Pincio) –
Oprindelig var pladsen naturligvis ikke brolagt, men da pave Alexander 6. omkring år 1500 blev træt af at få beskidte sko, lod han det ske. Han manglede imidlertid penge til projektet men løste problemet på god katolsk vis ved at pålægge byens prostituerede en afgift. Det gav mange penge i kassen, for ud af Roms befolkning på 200.000 var ca. 39.000 – en femtedel af byens befolkning! – skøger! Når der var så god gang i butikken, skyldtes det bl.a., at mandlige pilgrimme på forhånd var lovet aflad – og at gejstligheden selv tog let på kyskhedsløftet! Katolsk problemløsning.
På den Spanske Trappe må man ikke sidde, hvilket Mauro synes er et tåbeligt forbud, så –
De blev ikke opdaget, og det var nok meget godt, for på facaden af den nærliggende kirke kunne vi se, hvad der skete med to andre, der blev opdaget! De to forbrydere var så lettede, at de måtte sunde sig et øjeblik –
Det er sjældent, jeg skriver om madsteder, vi har besøgt, men idag er en undtagelse. Da sulten meldte sig hen på eftermiddagen (morgenens kage havde ligget tungt i maven hele dagen), gik vi tilfældigvis ind i en forretning med specialiteter fra Calabrien (en region i det sydligste Italien), og da der var små borde i bagbutikken, satte vi os ned og bestilte en ‘mixed platte’ og to glas hvidvin. Det blev en sjælden, fremragende oplevelse. Vi fik ost, pølse, skinke, brød, oliven, små stykker bruchetta i flere varianter og en pesto varmet i et lille fad over et fyrfadslys. Det hele smagte, så de lokale kirkeklokker bimlede (det gjorde de faktisk!), og et afsluttende glas calabrisk rødvin afrundede oplevelsen af. Det var så godt, at AM købte et glas af den hjemmelavede pesto. Restauranten hedder ‘Calabriati‘, ligger i Via Capo le Case 49 i det centrale Rom og er bestemt en omvej værd.
Meget mere kunne fortælles fra dagens gåtur, men ovenstående giver et indtryk. Vi har fået at vide, at i morgen strejker buschaufførerne, så dagens program ligner vandringer i Trastevere.
Videre til næste kapitel: Mirakler i Trastevere