Det er virkelig ingen overdrivelse, at overalt i Rom og omegn støder man på knækkede søjler og andre rester fra den romerske storhedstid. Nogle gange er de velordnede og en del af et museum, andre gange ligger de blot og flyder, fordi ingen orker at tage sig af dem. Der er simpelthen så mange. Vi har brugt dagen på en tur til San Sebastiano katakomberne, der i århundrederne før Kristi fødsel var en kristen begravelsesplads langt uden for det centrale Rom, og undervejs med bybussen så vi adskillige romerske artefakter ligge spredt i buskadser og på græsplæner.
Der er ret langt ud til San Sebastiano kirken og katakomberne, men bus nr. 118 kører derud fra centrum, og turen tog omkring tre kvarter, så der var rigelig lejlighed til at studere Roms yderkvarterer, hvilket der ikke er meget pænt at skrive om. Den sidste del af turen foregår på selveste Via Appia, Roms første og vigtigste vej, der stammer helt tilbage fra ca. år 300 f.Kr., og det er et mirakel, at vejen med dens brolægning af basaltsten stadig eksisterer, for (bortset fra søndag) er der en intens trafik på den –
Via Appia er et godt eksempel på, hvor moderne man var i Romerriget i århundrederne før Kristi fødsel. Hurtig transport var vigtig, så vejen blev hele tiden forlænget, og i det andet århundrede f. Kr. nåede den helt til Brindisi, der var porten mod øst til bl.a. Grækenland.
Katakomberne kan kun besøges med guide, hvilket er særdeles fornuftigt, for i de mange underjordiske gange kan man nemt fare vild. Det er idag en betagende oplevelse at gå i de snævre gange mellem ‘hylderne’, hvor de døde blev anbragt, men i samtiden har der været stygt hernede pga lugten –
Næsten chokerende var det at se sten, hvorpå de kristne har skrevet ønsker og hilsner:
Inskriptionerne er foretaget på latin og på græsk, datidens to vigtigste sprog, og det er tankevækkende, at mennesker i denne del af verden i de første århundreder efter Kristi fødsel havde et skriftsprog, mens vi i det høje nord helt op i vikingetiden ikke har en eneste skriftlig kilde.
Nogle af frescoerne hernede dybt under jorden står endnu så klare i farverne, at man skulle tro, de var malet for nylig – duer er et traditionelt, kristent symbol for helligånden:
En af de mere forunderlige oplevelser får man i kirken, der ligger i tilknytning til katakomberne. Her er udstillet (kopier af) Jesu fodspor, der symboliserer fortællingen om Peters møde med Jesus – efter hans død!
Legenden fortæller, at Peter var ved at flygte ud af Rom, da han mødte Jesus her på Via Appia, hvor kirken står i dag. Peter spurgte ‘Que Vadis, Domine’ (‘Hvor går du hen, herre’?), og Jesus svarede, at han var på vej til Rom for at blive korsfæstet igen. Peter vendte herefter om og gik tilbage til Rom, hvor han led martyrdøden ved at blive korsfæstet med hovedet nedad.
Jesus forsvandt herefter, men legenden fortæller, at efter mødet på Via Appia fandt man Jesu fodspor i vejstøvet, og de opbevares nu her i kirken, men vises kun frem ved særlige lejligheder –
Den ægte vare? Ja, hvis man er stærk nok i troen!
Der er meget at tænke over efter sådant et besøg og ‘mødet’ med de tidlige kristnes fortællinger og artefakter.
Videre til næste kapitel: Det ukendte Rom