I 1990 var Anne-Marie som gymnasielærer på et udvekslingsophold i Rom, og her mødte hun en ung kollega, Maria Pia Ercolini, og det blev begyndelsen på et europæisk venskab, der stadig lever, nu også med hendes mand, Mauro. Vi har besøgt dem, Anne-Marie endda flere gange, og de har besøgt os, og hver gang har det givet anledning til en masse god snak på tværs af kulturelle forskelligheder. God italiensk rødvin er en glimrende katalysator for den proces!

Vi er taget til Rom for igen at besøge familien og byen med alle dens fortræffeligheder. Vi har fået stillet en lejlighed i bydelen Trastevere til rådighed, så det er meget fornemt. Trastevere betyder ‘på den anden side af Tiberen’, og Rom-kendere vil vide, at Trastevere er den mest romerske del af Rom, det er her, de ’rigtige’ romere bor. Beboerne hedder korrekt ’trasteverini’, i daglig tale ’trassere’ eller blot ’trassi’. Nu bor vi ‘Danesi‘ her også :).

Anne-Marie kender byen væsentligt bedre end mig, så hun bliver kortfører hernede. Jeg glæder mig specielt til at nørde i byens historie og også i dens mange kirker. Det er indlysende for mig, at det er umuligt at beskæftige sig fornuftigt med Rom uden også at beskæftige sig med den katolske kirke som religiøst, kulturelt og politisk fænomen. Det bliver spændende.

Rejsen herned foregik med KLM fra Aalborg, men som så ofte før blev vi i Amsterdam ombooket til deres skod-selskab TransAvia med det pralende slogan: “Ready to Fly”!

Vi var ‘ready to fly’ men det var TransAvia ikke, for mens vi stod i gaten og ventede på at boarde, fik vi af en råbende kvinde besked om, at pga tekniske problemer kunne vi ikke komme afsted som planlagt. Nøjagtig ligesom sidst, vi skulle flyve med dem…Arghhh! Afsted til en anden gate og et andet fly, der først skulle tømmes for bagage og passagerer (gad vist, hvad der blev af dem?), så forsinkelsen blev til at føle på, men vi kom dog afsted. Desværre står et museum et eller andet sted nu og mangler et fly, for det var nemlig det, vi fløj med på den sidste strækning til Rom – gammelt, utæt og larmende som en gammel lastbil. Flytransport er i den grad blevet et ultra-discountprodukt.

Vel fremme i Roms lufthavn skulle vi naturligvis hente vores bagage – på bagagebælte nr. 54 stod der på info-skiltene. Efter en rum tid kom en flink lufthavnsmedarbejder og fortalte, at bagagen kom på bælte 42, hvor info-skiltene imidlertid angav bagage fra Genova og Lissabon. “Jamen det betyder ikke noget”, sagde den flinke mand og ganske rigtig, efter endnu en rum tid kom vores bagage. Vi er kommet til Italien.

Et lokaltog førte os fra lufthavnen til stationen Trastevere, hvor Mauro tog imod os og kørte os til den lejlighed, han og Maria Pia så venligt har lånt os. Lejligheden har tilhørt Mauros forlængst afdøde forældre og er som et museum over en svunden tid med mørke møbler med håndlavede udskæringer, finurlige lysekroner og blomsterbilleder på væggene. Mest imponeret er jeg over et godt slidt møbel i entreen, der dels rummer skocreme, dels har en lille hylde, hvor man kan stille sin fod, mens man snører fodtøjet. Lige til at kopiere!

Lejligheden er iskold på den særlige måde, som boliger er i Sydeuropa, fordi hverken isolering eller varmesystem er indrettet til de frostgrader, Rom p.t. har om natten. Mauro fortalte, at varmen tændes centralt for hele det store lejlighedskompleks – når varmemesteren synes det er påkrævet – fuldstændig som i Østeuropa før murens fald. Mauro havde naturligvis en italiensk løsning på det problem, nemlig en gang frisklavet pasta med kødsovs og en flaske rødvin –

Det blev en rigtig hyggelig aften med masser af snak om, hvordan livet i Rom på alle parametre er vanskeligere end i DK og om, hvordan mange ting kun fungerer på overfladen – hvis de fungerer. Den nuværende regering under Georgia Meloni vil have kvinderne hjem til kødgryderne, men det er umuligt at klare sig med én indkomst i en almindelig familie, fortalte Mauro. ‘Gammeldags fascistisk’ var hans beskrivelse af regeringen.

Natten gik begravet under tre lag tæpper, men himlen var blå og lovende, da vi vågnede. VI hoppede på apostlenes heste, fik italiensk morgenmad på vejen (kage og kaffe!) og begav os mod Roms centrum ad den brede og flotte Viale di Trastevere  –

Da vi nåede Tiberen viste Rom sig fra sin smukkeste side denne januardag –

Jo nærmere vi kom centrum og de store seværdigheder, jo tydeligere blev det, at selv i januar er Rom fyldt med turister, mange af dem i gåsegang efter en flagsvingende guide, der taler for døve øren i sin mikrofon. Masseturismens svøbe.

Piazza Navona er vel Roms smukkeste plads med barokkirken Sant Agnese og Berninis imponerende fontæner –

På Berninis store fontæne er der et par usædvanlige figurer: Den ene holder sin ene arm afvisende op foran sig, mens en anden hyller sit hoved ind i et klæde for intet at se –

Umiddelbart en underlig adfærd på en smuk fontæne, men AM kendte forklaringen: Bernini kunne ikke udstå arkitekterne bag Agnese-kirken, Girolamo Rainaldi og Francesco Borromioni, og figurerne gør med deres gestik nar af dem og af kirken. Om historien har noget på sig, ved vist ingen, men det bliver den jo ikke dårligere af 🙂

Vi kikkede ind i den barokke jesuitter-kirke Sant’ Ignazio for at (gen)se det fantastiske kuppelloft, hvor Sant’ Ignazio (jesuitternes stifter) bydes velkommen i himlen af Kristus og jomfru Maria –

Loftet er fantastisk, men der er gået forfærdelig meget katolsk turistgøgl i foretagendet, og nu kan man – mod betaling, naturligvis – få lov til at vente i en lang kø ved et spejl, hvor man samtidig med et selfie kan få et billede af loftet. Arrrggh!

Den berømte Trevi-fontæne slog vi også et slag forbi, men den var tømt for vand og til gengæld fyldt med turister, så ingen billeder…!

Vi undgik med forsæt frokost-turistfælderne i centrum og drog hjem til Trastevere, da sulten meldte sig hen på eftermiddagen, og på et lokalt pizzaria fik vi fremragende spaghetti med artiskokker til aldeles rimelige penge.

Det har været en dejlig, første dag i Rom med sol fra en skyfri himmel og temperaturer, der midt på dagen nærmede sig 17-18 grader. Der er masser af kaos i byen og trafikken er forfærdelig, men alligevel har vi kun mødt smil og venlighed overalt. Meget dejligt, meget italiensk. (Men hvordan min gamle ven og daværende trafikminister, Jacob Buksti, kunne finde på at lægge DSB’s skæbne (IC4-togene) i hænderne på italienerne, fatter jeg ikke. Måske var det fordi, de var så flinke…?)

Videre til Næste kapitel: En vandring i Roms centrum