Det er fuldstændig utroligt, hvor mange mennesker der kan stoppes ind i en bus i Rom! Vi taler af erfaring, for afstandene i byen er store, og da AM er en haj til at finde ud af ruter og stoppesteder, benytter vi dem flittigt. Problemet er blot, at kapaciteten slet ikke svarer til behovet, og vi står derfor bogstaveligt ryg mod mave, skulder mod skulder, presset sammen som sardiner i en dåse. Det går kun godt, fordi romerne er vant til det og både er tålmodige og umådeligt venlige overfor gamlinge som os. Næsten hver gang er der venlige mennesker, der rejser sig op og tilbyder os deres sæder. Vi kunne bestemt lære noget af dem.
Uanset hvad man mener om den katolske kirke, så bør man besøge Peterskirken, når man er i Rom, for kirken er den katolske verdens absolutte og ubestridte centrum med pavens residens og apostlen Peters grav. Man tror i hvertfald, at det er apostlen Peter (der oprindelig hed Simon, men det er en anden historie) der ligger her, og derved deler han skæbne med mange andre berømtheder (Bach f.ex), hvis grave vi valfarter til i håbet om, at det er ham/hende, der ligger der. Men det er nu ikke så vigtigt, det handler om at tro.
Den nuværende Peterskirke er den anden kirke på stedet. Den første blev bygget af kejser Konstantin, der legaliserede kristendommen omkring år 320 efter at have haft et syn og en åbenbaring natten før et stort slag. Han så på himlen et brændende kors ledsaget af ordene In Hoc Signo Vinces, nu forkortet til IHS. Den mest udbredte fortolkning af ’IHS’ er ”I dette tegn skal du sejre”, men også fortolkningen ”Jesus Hominum Salvator” (Jesus, menneskenes frelser’) er udbredt. Der er såmænd også en dansk fortolkning: ”Jesus, Herrens søn”.
Konstantins Peterskirke stod i 1000 år, men så var det også slut. Middelalderens strigheder med paver både i Rom og Avignon sluttede i slutningen af 1300-tallet, da paven endegyldigt fik fast jord under fødderne i Rom. Nu skulle byen igen være verdens centrum, og da Konstantins kirke var slidt, skulle der bygges en ny. Pave Julius II (han havde taget sit pavenavn efter ingen ringere end Cæsar) tog fat om nældens rod, beordrede den gamle kirke revet ned og en ny bygget, der skulle være så flot og prangende, at den kunne matche de verdslige fyrsters slotte. Byggeriet blev indledt i 1506 og afsluttet 120 år senere. I den nye kirkes centrum – under kuplen – skulle apostlen Peter ligge og opgaven med at udsmykke kirken fik renæssancens største arkitekter – Bernini m.fl.
I 1626 var den nuværende Peterskirke færdig og stod klar til at modtage verdens pilgrimme – og gæster som os 400 år senere. Vi kom gående op mod kirken, men allerede på afstand anede vi, at der er ugler i mosen. Turister i tusindvis. Arrrgh!
Køen for at komme ind snoede sig flere hundrede meter hen over Peterspladsen, og der var en ventetid på mindst et par timer for at komme ind. Det lovede ikke godt, og gårsdagens mirakler så ud til at være sluppet op.
Midt på Peterspladsen står en 25 meter høj obelisk – som så mange andre i Rom stjålet i Ægypten – der i 1500 år fungerede som vartegn ved Neros væddeløbsbane lidt syd for den nuværende kirke.
Obelisken har været vidne til de mest utrolige begivenheder, bl.a kejser Neros korsfæstelse af apostlen Peter og mange andre kristne omkring år 64 e.kr., og netop derfor er den vigtig i den katolske kirkes selvforståelse, og da den nye kirke stod færdig sent i 1500-tallet, blev den flyttet til en plads midt på Peterspladsen.
Netop på det tidspunkt stod kristenheden midt i en krise, for længere mod nord havde protestantiske kræfter med Luther i spidsen vendt sig kritisk mod pavekirken, og bitre fjendskaber udviklede sig. Derfor lod den daværende pave – Sixtus V – indhugge indskrifter (på latin, naturligvis) på obeliskens sokkel, der skulle forhindre mennesker med ondt i sinde at komme frem til kirken –
Indskriften lyder “FUGITE PARTES ADVERSAE”, der i dansk oversættelse bliver til ”Vig bort, fjender” og adressen er ikke til at tage fejl af: Luther og alle hans kætterske medløbere! Man kan vel sige, at soklen med dens indskrift var datidens metaldetektor – terrorister (læs: lutheranere) med ondt i sinde skulle holde sig væk!
Selvom vi er lutheranere, ville vi aldeles fredeligt gerne have besøgt kirken, men ventetiden var ulidelig lang, så vi nøjedes med at se omgivelserne. Jeg havde glædet mig til at se Berninis rytterstatue med Konstantin, der ser skriften på himlen, men det må blive en anden gang – måske.
I stedet slentrede vi en dejlig tur gennem vatikanområdet, hvor AM længe var optaget af et spejl, mens jeg var tæt på at falde for et slagtilbud – hvis blot den havde været rød –
Da vi har udnævnt dagen til ‘Store Kirkedag’, drog vi i stedet med endnu en bus til Roms domkirke, Laterankirken i den modsatte ende af byen. Her var vi heldige, for kirkebygningen er en oplevelse, og der var kun ganske få turister. Selvom Peterskirken er større, er det Laterankirken, der er bispedømmet Roms domkirke – og formelt set den fornemste. Laterankirken kaldes ofte Alle kirkers moder, fordi der på facaden står: “Den helligste Laterankirke, for hele byen og verden, moder- og hovedkirke! Man tager gerne munden fuld hos katolikkerne.
Allerede ved indgangen bliver man stum over den pragt og størrelse, der kendetegner kirken. Her står AM ved den gigantiske, hellige dør, der kun åbnes i de særlige jubelår –
Næste jubelår er i 2025, og som altid har paven udstedt det løfte, at alle der går gennem porten, vil få en generel syndsforladelse. Nu har jeg ikke behov for det, så jeg bliver hjemme, men jeg kender nogen, jeg vil give ideen…!
Konstantin d. Store havde travlt efter sin ‘korsvision’ (IHS), så også Lateralkirken er et resultat af hans initiativ, og naturligvis er det ham, der byder velkommen straks ved indgangen –
Indvendig er kirken vanvittig flot i et orgie af guld og marmor. Kirken har været ødelagt adskillige gange, så stilen er helt naturligt et rod-sammen.
En så fornem og vigtig kirke som Lateralkirken må nødvendigvis besidde nogle af kristenhedens vigtigste relikvier, og det er da også tilfældet. I en baldakin over højalteret opbevarer man apostlene Peters og Paulus hoveder. Større bliver det ikke.
Det kan være svært for kølige protestanter som os at forstå vigtigheden af relikvier, men for en troende katolik er en kirke uden relikvier fuldstændig uinteressant. Jeg husker en enorm domkirke i Portugal, hvor vi undrede os over at være fuldstændig alene i et kirkerum, der kunne rumme mange hundreder mennesker. Forklaringen viste sig at være, at kirken manglede relikvier. Der var masser af guld og glimmer men ingen relikvier, og så bliver kirken ligegyldig for den troende.
Ved et tilfælde kom vi en dag forbi en stor, ikke-katolsk kirkegård, der ligger klods op ad ‘Cestius-pyramiden (se nedenfor), og vi gik indenfor –
Kirkegården er interessant og værd at ofre en times tid på, for her er en særlig stemning mellem de mange grave med berømtheder fra bl.a. Danmark (bl.a. digteren Carsten Hauch)
Denne gravsten over en ukendt englænder kunne jeg slet ikke stå for med dens selvironiske indskrift –
Videre til det næste kapitel: Det jødiske kvarter i Rom