Romerriget – fra landsby til imperium 

Der er al mulig grund til at beskæftige sig med Roms historie, for fra at have været en lille landsby ved Tiberens bred, udviklede Rom sig til et centrum for et verdensrige, der på sit højdepunkt omkring 100 e.v.t. strakte sig fra Atlanterhavet i vest til Eufrat i øst og fra Rhinen og Donau i nord til Nordafrika i syd.

Arven efter dette kæmperige har været uudslettelig, og millioner af mennesker i Europa men også i Sydamerika og Canada taler idag et sprog, der er aflæggere af det latinske sprog, som mennesker i Rom betjente sig af for to tusinde år siden. Læger, zoologer, botanikere og mange flere betjener sig den dag i dag af det gamle sprog, og indtil 1960’erne foregik gudstjenesten i den katolske kirke på latin. Til glæde for hvem, kan man spørge, for kun de færreste forstod, hvad der blev sagt, men det skete i respekt for kirkens oprindelse, og det er da et tungt argument. Også vores moderne danske sprog har masser af ord af latinsk oprindelse som fx. attest, artikel, brev – etcetera!

Det klassiske Romerrige gik under i løbet af 400-tallet e.v.t., men som et genfærd levede det videre i forskellige skikkelser. Karl den Store – hersker over Frankerriget – lod sig krone til kejser i Rom i år 800, og skiftende tyske kejsere op gennem middelalderen kaldte deres rige for ‘Det Hellige Tysk-Romerske rige’. Flot skulle det være, og sådan blev det ved helt frem til rigets opløsning i 1806. Selv da var det ikke slut med mindet om Romerriget, for da 6 Vesteuropæiske lande i 1957 vedtog at lægge grundstenen til et forenet Europa, blev traktaten af symbolske grunde underskrevet i Rom, og ‘Rom-traktaten‘ blev den første trædesten frem mod det nuværende EU.

Roms grundlæggelse

Efter romersk tradition blev Rom grundlagt den 21. april 753 f.v.t. af Romulus. Taget helt bogstaveligt er det selvfølgelig noget vrøvl, men Romulus og hans tvillingebror Remus er vigtige sagnkonger i fortællingen om Rom. Deres far var krigsguden Mars, der forstødte deres mor og satte børnene ud i en lille båd på Tiberen. Efter at være strandet blev de opfostret af en hunulv og deraf opstod Roms berømte vartegn – afbildet ovenfor.

De første spredte bebyggelser på højene ved Tiberens bred kan arkæologisk dateres til engang i 900-tallet f.v.t., men et egentligt bysamfund – Rom – er der først tale om i midten af 700-tallet, jfr. Romulus-myten. Området blev i de første århundreder regeret af 7 mere eller mindre sagnagtige konger – nogle af etruskisk oprindelse – der konstant udvidede Roms territorium, og da byen i 509 f.v.t. smed den sidste konge på porten og blev en republik, var Rom den største by på den Italienske halvø. Som republik overtog ‘folket‘ – dvs patricier-standen (‘adelen’) – kongens enevældige magt og udøvede den gennem de højeste embedsmænd, konsuler, der udnævntes for et år ad gangen. De havde gensidig vetoret og skulle altså være enige for at kunne træffe beslutninger. Senere fik Roms almindelige borgere – plebejerne – sidestillet status og Rom blev styret i et kompliceret system, hvor magtdeling var det centrale.

I tiden som republik udvidede Rom sit herredømme til at omfatte store dele af den italienske halvø, hvilket naturligvis skete gennem omfattende krige. En egentlig ‘samling’ af Italien (som den der skete i 1861) var der dog ikke tale om, for der fandtes ingen italiensk nation. Datidens ‘Italien’ var et sammensurium af små og store ‘stater’, herunder etruskiske og græske, der indgik tosidede aftaler med Rom, hvor begge parter lovede hinanden troskab. Med et moderne udtryk var det daværende ‘Italien’ et løst statsforbund med Rom som edderkoppen i midten af spindet. En væsentlig årsag til, at statsforbundet fungerede og ikke brød sammen i uendelige konflikter var, at Rom som noget usædvanligt for en imperialistisk stormagt respekterede de lokale kulturer og gav borgerne rettigheder på linie med romernes. Tankegangen var helt enkelt, at tilfredse borgere sjældent gør oprør og gerne betaler deres skat for at få beskyttelse og rettigheder. Det burde senere tiders stormagter have lært af.

Med så megen magt samlet i Rom måtte det nødvendigvis komme til konflikt med rivaliserende stormagter, bl.a. fønikerne i Kathago på Nordafrikas kyst. Gennem 3 ‘puniske’ krige kæmpede republikken Rom og Karthago om magten i det vestlige Middelhav, og længe gik det godt for karthagerne, hvis krigsmaskine med brug af krigselefanter og under ledelse af Hannibal var uhyre effektiv. De tilføjede romerne det ene nederlag efter det andet, men i sidste ende blev Roms overlegne ressourcer ikke mindst til søs udslagsgivende, og ca. tohundrede år før vor tidsregning led Karthagerne det endelige nederlag, og Karthago blev udslettet.

I årene frem mod år 0 var Rom plaget af borgerkrige, og blandt de mest kendte er krigen mellem Cæsar og Pompejus, der endte med, at Cæsar blev enehersker i Rom. Det var dog langtfra ensbetydende med fred, og i år 44 f.v.t. blev Cæsar myrdet af en gruppe senatorer, der frygtede, at hans magt var blevet for stor. Nye borgerkrige brød ud, som Cæsars adoptivsøn Octavian med tilnavnet Augustus vandt, og i år 31 f.v.t. udråbte han sig til romerrigets første kejser. Under ham kom endnu flere områder under romersk kontrol, herunder Grækenland og Gallien, og under kejser Trajan ca. 100 år e.v.t. nåede Romerriget den kolossale udstrækning, som jeg har anført ovenfor og som ses på kortet her –

Når man ser på kortet er det ikke underligt, at Rom fik tilnavne som ‘Verdens hoved’ og ‘Den evige stad’ – moderne italieneres arrogance kommer ikke af ingenting!

I kejsetiden samledes magten hos kejseren, der blev enevældig og endda guddommeliggjort. Alligevel var det at være kejser et farligt job, faktisk farligere end at være gladiator. Flere end 2/3 af Roms første 70 kejsere blev således myrdet, begik selvmord eller døde i krig! En del af dem (Nero m.fl.) var grusomme despoter, mens andre som Caligula huskes for mærkværdige beslutninger som at udråbe sin hest til konsul og lade dyret bo i et møbleret hus med tjenere.

I kejsertiden kom kristendommen til Rom, og ikke mindst Paulus (som oprindelig var en ivrig forfølger af de nye kristne!) er kendt for sin utrættelige missionsvirksomhed i Italien og Rom. Paulus døde i Rom, og traditionelt antages det, at han ligesom Peter blev myrdet som kristen martyr under kejser Nero’s brutale forfølgelser af den kristne menighed.

Under kejser Konstantin den Store (285 – 337) fik kristendommen mere og mere plads og i 313 udstedte han det såkaldte “tolerence-edikt”, hvor de gamle religioner og kristendommen blev sidestillede: ” … Vi giver de kristne fri og fuld ret til at udøve deres religion; og også andre religioner giver vi på samme måde fri gudsdyrkelse…” Hermed var der erklæret principiel religionsfrihed.”

Romerne var praktiske mennesker, og da man havde besluttet at skrotte de gamle guder til fordel for kristendommens ene, gjorde man samtidig den 25/12 til Jesu fødselsdag, for i forvejen var man vant til at holde fest den dag – det var nemlig solguden Apollons fødselsdag!

Kristendommens indførelse betød store ændringer i romernes levevis og kultur. Med de gamle guder havde romerne et meget afslappet forhold til sex, der blev dyrket med stor glæde og ikke mindst åbenlyst. Sex var en gave fra guderne!

Nedenstående udsmykning er fundet i et romersk hjem, og tusindvis med lignende motiver  er fundet i arkæologiske udgravninger i Rom og Pompei. 

Sidespring af enhver art var en fast bestanddel af et romersk ægteskab og blev ikke opfattet som umoralsk. Sex kunne købes på ethvert gadehjørne, og i romerske byer såvel i Italien som rundt om i imperiet lå bordeller side om side med slagteren og grønthandleren. Nedenstående skilt er fundet i Pompei og viser vej til det nærmeste bordel.

Først med kristendommen blev sex uden for ægteskabet en synd, og de mange sexuelle illustrationer hjemme og i det offentlige rum forsvandt gradvist. Hvad der i det ‘hedenske’  romerrige blev anset for god tone, blev i det kristne romerrige til pornografi.

Romerrigets opløsning

Opløsningen af det mægtige imperium var en glidende proces, og det er ikke muligt at angive et enkelt årstal for, hvornår det skete, men op gennem 300-tallet var der en lang række begivenheder og konflikter, der kan ses som begyndelsen til rigets opløsning. Riget var delt i tre med hver sin hersker: Konstantin og hans bror herskede i hver sine ende af det vestlige romerrige, mens Konstantins svoger herskede i rigets østlige del. Gennem krige fik Konstantin nedkæmpet både sin bror og svoger, og i 324 stod han som enehersker i Romerriget.

Det var dog ikke ensbetydende med fred og fordragelighed, og ikke minst var der store diskussioner om den kristne kirkes dogmer – og bølgerne gik højt. Blandt andet stredes de kirkelige lærde om Kristi to naturer: var han overvejende gud eller menneske? De såkaldte arianere hævdede, at Kristus var skabt og altså ikke evig og fuldkommen som Gud Fader, mens flertallet mente, at sønnen er af samme væsen som Gud Fader. Først på et kirkemøde i Konstantinobel i 381 fik flertallet trumfet sin opfattelse igennem som gældende ‘latin’ i den katolske kirke. Ved samme lejlighed blev helligåndens guddommelighed slået fast, og dermed var de kirkelige treenighedslære skabt. I dag kan denne strid virke absurd, men i den unge kristne kirke var det fuldstændigt afgørende at få disse forhold lagt fast – og man var parat til at slå ihjel for sin opfattelse. Og man gjorde det!

Om Konstantin var kristen af overbevisning eller om begunstigelsen af kristendommen var udtryk for en politisk strategi er svær at afgøre. Han lod sig dyrke i overensstemmelse med den gamle kejserkult og beholdt den gamle romerske titel Pontifex Maximus, så helt overbevist kan han ikke have været, men han havde brug for en religion, som kunne skabe åndelig enhed i riget, og dertil kunne kristendommen bruges. Han lod sig først døbe, da han lå på sit dødsleje, og måske var det udtryk for kold beregning, for han havde fået fortalt, at med dåben blev alle synder forladt, og så var det jo smart at vente så længe som muligt…!

Romerriget stod i disse første århundreder over for et flertal af udfordringer. Germanske barbare (vores forfædre!) strømmede mod det rige Romerrige, som de også ville have en bid af, og militært blev Rom udfordret af det asiatiske nomadefolk Hunnerne under ledelse af den navnkundige Attila. Rigets militære forsvar var svækket og ikke længere i stand til at beskytte befolkningen, og Rom blev plyndret . Også internt viste Rom viste store svaghedsten, idet eliten – adelen – ikke længere var loyale over for riget men prioriterede egne interesser.

Som et resultat af de ændrede magtforhold var det umuligt at holde sammen på det mægtige rige, der blev splittet op i et Østromersk og et Vestromersk rige med hovedstad i hhv. Konstantinobel (tidligere Byzans, nu Istanbul) og Rom. Svagest stod det Vestromerske rige, og i 476 styrtedes her den sidste kejser og dermed forsvandt det mægtigste rige, som verden på det tidspunkt kendte til.

Det kristne Østromerske rige havde større modstandskraft og levede videre endnu et årtusinde med centrum i Konstantinopel. Da Konstantinopel blev invaderet af de muslimske Osmannere i 1453, gik også dette rige under, og dermed var hele det gamle romerske rige forsvundet.

Roms historie – en tidslinie

Roerrigets historie er lang og kompliceret – måske kan det som en sammenfatning hjælpe at have denne tidslinie:

F.v.t.:

• 753: Rom bliver et bysamfund og regeres af konger
• 509: Den sidste konge afsættes, og Rom bliver en republik
• 264 – 146: Roms krige mod Karthago, der udslettes.
• 44: Cæsar myrdes
• 31: Rom bliver et kejserrige

E.v.t.:

• 313: Kristendommen anerkendes i Romerriget
• 395: Romerriget opdeles i øst og vest
• 476: den sidste vestromerske kejser afsættes
• 1453: Konstantinobel falder og dermed ophører det Østromerske rige.

Europa – en moderne kopi af romerriget?

Rom dominerede hele Europa og store dele af Middelhavsområdet i 4-500 år, og det er oplagt at lave en parallel til Europa, der på samme vis dominerede den moderne verden i 4-500 år efter de store opdagelser i 1400-tallet. Der har derfor været talrige spekulationer over, om nutidens Europa som Romerriget risikerer et totalt kollaps – og risiciene er nemme at få øje på.