Vi har revet en uge ud af kalenderen – eller rettere sagt ud af regnvejret – og taget til Cap Verde øen Sal 600 km. vest for Vestafrikas kyst for at finde sol og varme. Den ene af os siger, at hun trænger voldsomt…! En af de første turister på Sal var Christoffer Columbus, der tilbragte en uge her i 1498 og ved afrejsen noterede i skibets logbog, at øernes navn (“Grønt Forbjerg” på dansk) er forkert, fordi der ikke er noget som helst grønt på øerne. Om det brok er korrekt, vil vi finde ud af i løbet af næste uge.
Kap Verde øerne kender jeg fra en bizar begivenhed i slutningen af 1400-tallet. To af datidens stormagter – Spanien og Portugal – havde handelsinteresser over hele verden og en stærk flåde til at beskytte dem, og med begge landes store appetit på at finde og erobre endnu ukendte områder var der oplagte risici for sammenstød. Noget måtte gøres.
I 1493 besluttede pave Alexander 6., at alle landområder og øer vest for en linje, der blev trukket fra pol til pol ca. 650 km. vest for Azorerne, skulle tilfalde Spanien. Beslutningen gjaldt også områder, der måtte blive opdaget i fremtiden (sic)! Vatikanets pengekasse blev forunderligt nok fyldt godt op ved den lejlighed. 1-0 til Spanien.
Pavens beslutning var en begmand til portugiserne, der protesterede, og nye forhandlinger blev indledt. Igen med pavens mellemkomst lykkedes det i 1494 i den spanske by Tordesillas at opnå enighed om et portugisisk forslag , der placerede en ny delingslinie længere mod vest, 2.400 km. vest for Kap Verdeøerne. Alt vest for denne linie skulle tilfalde Spanien, alt øst for linien skulle Portugal have. Spaniolerne accepterede aftalen, for rigdommene lå mod vest, lige til at samle op. Troede de!
6 år efter Tordesillas-traktaten blev Brasilien opdaget, og det store og ressourcerige land viste sig at ligge øst for delingslinien, og portugiseren Pedro Álvares Cabral tog området i besiddelse på vegne af Portugals konge. Udligning til Portugal, hvis sprog med tiden blev et verdenssprog.
At det netop var Kap Verdeøerne, der blev brugt som målepunkt, hænger formodentlig sammen med, at portugiseren Henrik Søfareren som den første opdagede øerne i midten af 1400-tallet og underlagde dem den portugisiske konge. Så vidt vides boede der før det tidspunkt ingen mennesker på øerne.
De første fastboende på Kap Verde øerne var portugisiske handelsmænd, der medbragte afrikanske slaver til at dyrke jorden, samt grupper af mennesker fra Portugal, som den katolske kirke havde erklæret ‘uønskede’ – det var først og fremmest jøder og kriminelle. Øerne viste sig at ligge strategisk godt på søvejen fra Europa til Indien og beboerne tjente godt på at levere vand, mad – og slaver – til de søfarende.
I 1700-tallet blev øerne ramt af den ene tørke efter den anden, hvilket førte til udbredt fattigdom og hungersnød. De tilbagevende tørkeperioder varede helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og kun gode indtægter fra handlen med skibe, der søgte læ og forsyninger på øerne, redde den lokale befolkning fra en katastrofe. Efter 2. verdenskrig var Sydafrika en af de gode kunder, for kun Portugals diktator, Antonio Salazár, ville sælge olie til apartheidstyres skibe og fly. Penge er dejlige, uanset hvor de kommer fra.
Efter Antonio Salazárs død i 1970 fik en Kap Verdisk afhængighedsbevægelse vind i sejlene, og i 1975 fik Kap Verdeøerne deres selvstændighed. I dag har øerne et stabilt, demokratisk styre og har FN-status som udviklingsland.
Øernes officielle sprog er portugisisk, men i det daglige bruges i vid udstrækning kreolsk, der er portugisisk iblandet en masse vestafrikanske ord. Møntenheden er Kap Verdiske Escudos, der er koblet op på Euro. I marts 2024 var 100 Escudos = ca 7 kr.