Den Kap Verdiske ø Sal er utvivlsomt det mest isolerede sted, vi har besøgt i mange år. Herude midt i Atlanterhavet, 500 km. fra det nærmeste fastland, lever man sit eget liv, og Trump og krig i Gaza og Ukraine føles som noget på en anden klode. I et tilbageblik står mødet med den helt utroligt søde lokalbefolkning stærkest i erindringen. Deres smil var fyldt med ægte varme, og vi følte os i høj grad velkomne.

Til gengæld må man også være ærlig og sige, at med mindre man er surfer, er der ikke meget at komme efter. Sal er flad som en pandekage og består af grå klipper uden naturlig bevoksning, og dyrelivet på land er begrænset til nogle få fugle. Det brusende, blågrønne Atlanterhav med hvide sandstrande så langt øjet rækker er et flot skue, men badning er en problematisk affære med store bølger, for det blæser, altid –

Vi brugte de offentlige badestrande, hvor solstolene er en bunke pindebrænde, som man kan forsøge at samle til en stol. Til gengæld sidder man lige i vandkanten med en fantastisk udsigt over havet, og på den meget simple strand-café fik vi fremragende mad, fremstillet af højt grinende sorte kvinder under et tag af palmeblade. Den sidste dag fandt vi dog nogle gode stole (mod gebyr) ved hotel Morabeza i nærheden af molen. Den tilknyttede restaurant laver fremragende mad.

Solen skinner bogstavelig talt hver eneste dag på Sal (i hele 2023 regnede det 3 gange, støvregn!), og for nogle vil det i kombination med de hvide strande og det brusende hav være tilstrækkelig grund til at tage en uges ferie her. For os var mødet med de autentiske, afrikanske miljøer det mest spændende, og i modsætning til mange andre steder i Afrika er det her fuldstændig uproblematisk at færdes i gaderne både før og efter mørkets frembrud. Der er et leben af sorte mennesker, ofte med et højt lydniveau, og der er legende børn overalt, de fleste barfodede på grus og brosten, men det hele foregår i en dejlig stemning med grin og latter. Utallige løse hunde er også en del af byens normalbillede, de er overalt men generer ingen, sover undertiden midt på gaden, og bilerne kører bare udenom.

Etnografisk er befolkningen på Sal et sammensurium af mennesker med en baggrund fra den portugisiske kolonitid eller fra det afrikanske fastland, og der er (endnu?) ingen fælles identitet, der kan skabe en nationalfølelse. Der er på Sal ingen museer (netop intet Nationalmuseum), ingen seværdige kirker, ingen erindringer om en fælles historie, ingen mindesmærker for noget som helst. Det er faktisk ret kedeligt.

De fleste på Sal er formelt set kristne, men kirken fylder ingenting i kulturen. Kun få bliver gift, fik vi fortalt, de fleste lever i åbne forhold med flere partnere, og ofte ved kvinderne ikke, hvem der er far til deres børn, der derfor opdrages i kvindens familie uden indblanding fra ham, der – måske – er faderen. Det stærke køn fører sig frem på Sal, og  endog på mændenes toilet på strandcafeen hænger der et opslag, hvor man frabeder sig, at hygiejnebind smides i toilettet. Den sidste bastion er faldet…!

Midt i Santa Maria fremturer man med dette herlige gavlmaleri med teksten: ’Girl Power’ –

De fysiske forhold på Sal er afrikanske. Meget er meget slidt, nærmest ødelagt. Vand og elektricitet på hotellerne fungerer ustabilt med jævnlige nedbrud, men man lever efter en devise om ’No stress’. Manden i baren synger, mens han skænker vin op til os fra en portugisisk papkarton, og da jeg en sulten eftermiddag ved hotellets pool bad om en bakke pommes-frites til min øl, blev køkkenpigen vækket, og vi fik en dejlig, frisklavet portion – længe efter at den sidste slurk øl var drukket. No Stress.

På disse kanter – som så mange andre steder i Afrika – er man nødt til at fokusere på det, der – ofte på trods – fungerer, på de store smil og den menneskelige varme. Man skal tage forudsætningerne i betragtning – ellers bliver besøget en dårlig oplevelse.

Vi boede på hotel La Luz i centrum af Santa Maria, købt gennem Spies Rejser, og det hele fungerede glimrende. Hotellets personale er utroligt søde, de fysiske forhold er OK med en lille swimmingpool og en bar med betjening i Sal-tempo (’No stress’). Der er adskillige gode restauranter i byen med masser af alt fra havet. Den bedste fiskerestaurant er ”George” i byens centrum, men også de italienske restauranter Lorenzo og Il Forno er glimrende med fremragende mad. Prisniveauet er europæisk. Caféer er der også mange af, og der var bestemt ikke noget at udsætte på betjeningen…!

Valutaen på de Kapverdiske øer – Esqudos – er så lokal, at den hverken kan ind- eller udføres. Overalt kan man dog betale med Euro, og kursen er nem at huske: 100 Esq = 1 Euro. Også VISA-kort fungerer mange steder mod et lille tillæg.

Skal man besøge Sal, vil nogle sikkert spørge, og jo mere jeg tænker over det, jo mere er jeg i tvivl om svaret. Den lokale befolkning er i sig selv et kæmpestort argument for et ‘ja‘! Rejs til Sal, for de behøver os i den grad, turismen er altafgørende for Sals økonomi, og ingen rejser hjem uden at være blevet glad i låget efter mødet med de store, brede smil, no-stress attituden, den dejlige mad, det fantastiske vejr og de flotte strande. Det kan lyde som en floskel, men det synes som om de sorte mennesker her er født med et særligt lyst sind, for de synger og smiler på gaden, i restauranten, i butikken, på hotellet, overalt.

På den anden side kan det ikke skjules, at øen Sal stort set ingen attraktioner har, ingen flot natur, ingen spændende kultur.

Vores konklusion er derfor, at hvis man kan lide at blive ristet i solen på stranden, hvis man er åben over for en anderledes, afrikansk kultur, og hvis man har medbragt nogle gode, tykke bøger, så er Sal et fantastisk sted at besøge. Om vi kommer igen, ved jeg ikke, men måske! Vi ville gerne have haft nogle flere kulturelle oplevelser, men mødet, snakkene, grinene med de fantastisk søde mennesker herude har gjort et enormt indtryk.