Achensee og Bodensee i juni 2019

19. juni 2019: ”Hvor er Østrig dog et smukt land”, var det første jeg tænkte, da vi forlod Brenner-motorvejen og snoede os ind gennem små landsbyer på vej mod Achensee, der er vores næste destination. Landet er pakket ind i bjerge i et lidt utilgængeligt hjørne af Europa med et væld af søer med krystalklart, grønt vand og et sommervejr så uforudsigeligt som en vis præsident langt herfra, ham hvis navn vi ikke gider nævne!

Østrig er også et land med en dramatisk historie, der for en vis del – kejserrigets tid frem til 1919 – dyrkes og fejres i et romantiserende tilbageblik, mens en anden del – nazitiden fra 1938–1945 – fortrænges i et kollektivt hukommelsestab.

Et smukt og spændende land.

Vi er kommet til Achensee lidt nord for Innsbruch efter fuldstændig problemfri kørsel fra Bolzano og har indkvarteret os på Camping Schwarzenau (GPS: N 47,46872 E 11,71365), der ligger særdeles smukt ved søen og i det hele taget virker som en dejlig plads med muligheder for at allehånde aktiviteter – incl. klatring i de stejle bjerge, der omgiver søen. En cykelsti løber langs søen og giver mindelser om en rundtur om søen hjemme i Viborg 🙂 –

Lige nu har vi perfekt sommervejr, men et lavtryk truer, så planen er at blive her et par dage og så fortsætte nordpå til Bodensee.

20.juni 2019:

En smuk morgen var det igen idag her ved Achensee, men vejrudsigten lyder på regn i eftermiddag, så vi var tidligt afsted på cyklerne. Det er en stor katolsk helligdag i dag, Corpus Christi, Kristi Legems- og blodsfest på dansk, hvor man fejrer nadveren, altså det sidste måltid for Jesus og hans disciple før korsfæstelsen. Det er en alvorlig sag her i Østrig, og i den lille by Achenkirch ved søens nordende løb vi ind i en stor procession, hvor man bar nadverbrødet (= Kristi legeme) rundt om kirken.

Corpus Cristi dagen er dog mindst lige så meget en national(istisk) markering, og billeder fra en ubehagelig periode i Østrigs historie løb gennem mit hoved, da borgervæbningen med drenge og mænd stillede op på kirkegården –

– og saluterede for fanen

På byens hovedgade flyttede festens fokus sig tydeligt fra det religiøse til det nationalistiske, og der var ikke meget ‘Corpus Cristi’ over den ledsagende marchmusik og den afsluttende affyring af en æressalut – (tryk på det første og brug piletasterne) –

Alt efter temperament kan man vælge at betragte dagen som en national fejring af sommerens komme med vægt på Østrigs traditionelle værdier, men man kan også fortolke det militære præg i en klar nationalistisk retning. I mine øjne var der ingen tvivl om, at der stod malet FPÖ (Østrig’s ’Dansk Folkeparti’) hen over det hele.

Dagens cykeltur –

– nåede bl.a. frem til en ’historisk bygning’:

– nemlig den nedlagte grænsestation mellem Østrig og Tyskland. Denne kedelige, forladte bygning illustrerer mere end noget andet den udvikling, der er sket i Europa siden etableringen af EU.

Turen sluttede med en let frokost – en herlig gang ’carrywurst mit pommes’ og ‘et dødt dyr fra søen med gemüse’ – fordelingen giver vist sig selv…! 🙂

21. juni 2019: Vi fik et par virkeligt heftige haglbyger plus en masse regn i går aftes, og da vejrudsigten for Achensee lød på mere fra samme skuffe, kørte vi i morges videre til Bregenz i det lille hjørne af Bodensee, der tilhører Østrig. Vi er indkvarteret på Seecamping Bregenz, der er en kæmpestor, flad græsmark med hundredvis af telte og campingvogne, så ucharmerende, at jeg ikke engang har et billede af stedet. Men de tekniske faciliteter er udmærkede.

Vi havde på forhånd læst om byen og egnen i Lonely Planets bog om Østrig, og deres lovprisninger viste sig at være – –  vildt overdrevne. Her er pænt med bjerge i baggrunden, men de mange superlativer i bogen holder ikke en meter. Vi cyklede en tur langs søen til den tyske by Lindau, der har en smuk bykerne og – selvfølgelig – også en masse smarte forretninger med ambitioner om at komme i lommerne på de mange turist-shorts, der spankulerede forbi. Byen har en del smukke, gamle bygninger, men da vi havde gået rundt en times tid, sagde vi i munden på hinanden, at stedet er smukt men har for meget karakter af en turist-kulisse til at være charmerende.

Det mest bemærkelsesværdige ved cykelturen – 12 km. hver vej – var det, der ikke er der. På cykelstien mellem østrigske Bregenz og tyske Lindau er der ikke en eneste markering af landegrænsen, ingen skilte, ikke engang et lille bump på vejen. Hitlers militære anschluss i 1938 førte efter krigen til en bestemmelse i den østrigske grundlov om, at Østrig aldrig måtte forene sig med Tyskland – og alligevel kan mennesker nu gå, cykle eller køre til og hos hinanden uden så meget som et legitimationskort. Alene tanken om at genskabe en gammeldags grænsekontrol virker fuldstændig absurd, tænkte jeg fra udkigspositionen på min høje herrecykel, da vi kørte fra by til by, fra land til land.

Bodensee er smuk, men den var voldsomt skæmmet af en enorm mængde træer, grene og blade, der flere steder lå i en bræmme på 2-3 meter ud fra kysten så langt øjet rakte, og lystbådehavnene var nærmest lukkede af de store mængder træ. Am fik oplyst, at træet stammer fra Svejts på den anden side af søen, hvor usædvanligt voldsomt regnvejr har fået floder til at svulme så meget op, at træer i tusindvis er blevet revet ud i søen, og der forestår et enormt oprydningsarbejde. Klimaforandringerne koster.

Bregenz virkede lige så turist-fikseret som Lindau (bl.a. med et kæmpestort kasino…!), så vi besluttede at fortsætte rejsen i morgen – med Heidelberg som mål.

 

 

 

Nye indlæg