Wiens indre bykerne er pragtfuld at spadsere i med Hofburg, kejserfamiliens vinterpalads, som det naturlige centrum. En god spadseretur kan tage sin begyndelse på Michaelerplatz, der er utrolig smuk og hvor den gyldne kuppel markerer indgangen til Hofburg-komplekset og Heldenplatz –

Man ser kuplen bedst ved at gå over til cafe Grienstedl på den anden side af Michaelerplatz, og er man sulten, er det et fortrinligt sted at spise frokost med rimelige priser – husk at gå ind i bunden af caféen og se de to store Klimt-malerier.

Mens man står på Michaelerplatz bør man bemærke pladsens eneste moderne bygning – det såkaldte Loos-hus, tegnet af arkitekten Adolf Loos –

I dag kan huset ikke vække megen postyr, men da det blev opført i 1911 gav det anledning til opstandelse, fordi “den evige kejser” Frans Josef syntes, at huset var en skændsel – placeret som det er lige over for det smukke Hofburg-kompleks i barokstil. Kejseren blev så vred over den moderne facade, at han beordrede vinduerne blændet på Hofburg, så han ikke behøvede at se huset!

På pladsen er også Michaeler-kirken er værd at besøge, ikke mindst katakomberne, hvor utallige lav-adelige slægter ligger begravet. De havde ikke råd til at bygge palæer og bo i nærheden af Hofburg, men for dog på en eller anden måde at komme i nærheden af magtens centrum lod de begrave i denne kirke. Sært men sandt, og mon ikke denne kirke er det eneste sted i verden, hvor man har (lav)adelige knogler og skeletter liggende frit fremme til almen beskuelse. Her findes over 300 år gamle mumificerede lig, bevaret af de klimatiske forhold og en konstant temperatur i krypten. Ligene kan ses i dekorerede åbne kister, hvor de ligger med armene over kors – nogle stadig i deres ligklæder.

Fra Michaelerplatz fortsættes ind gennem buen under den gyldne kuppel, forbi den Spanske Rideskole og museet for kejserinde Sisi på hhv. venstre og højre hånd og frem til Heldenplatz. Her bliver historien meget nærværende og tankerne bør gå på langfart.

Foran palæet rider helten fra kampen mod tyrkerne i 1680’erne – prins Eugen – på en stejlende hest:

Prins Eugen var egentlig franskmand, men i sit hjemland ville man ikke vide af ham, fordi han var så grim! Men Habsburgerne var ligeglade, for de så hurtigt hans militære evner og belønnede ham fyrsteligt – og mere end det – som tak for de mange sejre, han skænkede kejserriget.  Han blev så velhavende, at han byggede det store Belvedere-palads (se mere her: Belvedere), og de bedste kunstnere blev betalt for på statuer og malerier at fremstille ham som den person, han ikke var…!  I eftertiden er han blevet den flotte mand, der passer til forestillingen om en krigshelt – også dengang kendte man til photoshop, det hed bare noget andet!

Bag ved Prins Eugen ses den store balkon, hvor Adolf Hitler i 1938 lod sig hylde efter Tysklands annexion af Østrig, der blev forvandlet til Ostmark. I årene forud for 1938 havde der både i Tyskland og Østrig været en “Heim ins Reich” politik, og et lille, men meget aggressivt østrigsk naziparti lavede så meget uro i landet, at Premierminister Kurt Schuschnigg foreslog en folkeafstemning ud fra en fast overbevisning om, at et flertal ville bevare Østrigs selvstændighed. Hitler benyttede uroen til at kræve Schusschnigg’s afgang og indsættelse af nazilederen Arthur Seyss-Inquart som ny statsminister. Schusschnigg nægtede imidlertid at gå af, og da Hitler frygtede resultatet af en folkeafstemning, gav han i marts 1938 ordre til invasionen, og den 15. marts gik han på balkonen på Hofburg og bekendtgjorde Østrigs tilslutning til det nye Stortyskland under navnet Ostmark –

Det er ikke svært at forestille sig Hitlers følelser denne dag på balkonen – han blev hyldet i netop den by, hvor han som ung havde hutlet sig igennem tilværelsen, og hvor han to gange var blevet vraget ved optagelsesprøven til Kunstakademiet med den udtrykkelige begrundelse, at han var uden talent. I 1907 og -08 boede han i nr. 31 i Stumpergasse (ikke langt fra Nasch-markt), hvor han betalte 10 Mark om måneden for et lille usselt værelse, som han delte med en anden. Går man til denne adresse bemærker man, at der – ganske fornuftigt – ikke er skyggen af information om denne beboer – han skal glemmes og man ønsker i særlig grad ikke, at nynazister begynder at valfarte til stedet. Mens han boede her i Stumpergasse fordrev han tiden med at drive rundt i gaderne og lidt håndører blev det til, når han bl.a. på Café Central solgte sine håndtegnede postkort.

Cafe Central (se mere nedenfor) har altid været et meget søgt sted, og berømtheder som Stefan Szweig, Josef Stalin, Sigmund Freud og mange andre har her drukket deres kaffe, og når Hitler solgte sin postkort her på kafeen, må han have mødt nogle af disse mennesker. Hitlers færden her på cafeen kan naturligvis udnyttes i reklameøjemed, så i et af cafeens vindue hænger dette lille opslag –

Folk der kendte Adolf Hitler i disse år beskriver ham som en dagdrømmer og fantast med et kolerisk temperament, der pludseligt og uventet kunne blusse voldsomt op. Han så sig selv som et miskendt kunstnerisk geni, og hans realitetssans var (ganske som i 1945 i Berlin) –  ikke eksisterende.

Den 15/3 1938 må – stående på Hofburgs balkon med hundredetusinder af heilende østrigere under sig – have været en utrolig triumf efter ungdommens utallige nederlag i selvsamme by.

Måske have Schusschigg ret, når han vurderede, at et flertal af østrigerne ville have stemt imod en indlemmelse af landet i Stortyskland, men det er vanskeligt at vurdere, for de tyske tropper blev i Wien modtaget med blomster og jubelråb fra hundredtusindvis af østrigere, der havde haft det svært i årene efter 1. verdenskrig og nu håbede på bedre tider med en fast, tysk hånd på roret.

Mange østrigere havde også hadet mod jøderne til fælles med nazisterne, og hurtigt efter 1938 blev der ryddet ud i berømte institutioner som for eksempel Wienerphilharmonikerne, hvor jødiske musikere blev fyret og mange orkestermedlemmer lod sig indrulle i nazi-partiet. endnu mere graverende var det, at mange østrigere blev aktive i SS, ikke mindst i kz-lejrene, og fremtrædende østrigere havde efter krigen travlt med at skjule deres nazistiske fortid – Kurt Waldheim og Herbert von Karajan er blot et pr af de mere prominente eksempler.

Den nazistiske begejstring i Østrig blev naturligvis et problem efter krigen, og i mange år forsøgte man – bl.a. i skolernes historiebøger – at fremstille den tyske annektering af Østrig som et brutalt overfald, og nazi-tiden var generelt et ikke-tema i den østriske offentlighed. Først i de senere år er man begyndt at tale om den østrigske velvilje over for Hitler og deltagelse i de mange krigsforbrydelser – men naturligvis gør det forfærdelig ondt på østrisk selvfølelse.

Tilbage til Heldenplatz: Vender man sig 180 grader væk fra balkonen, ser man det østriske parlament –

– der ligesom Musikverein og meget andet i Wien er tegnet af den danske arkitekt Theophillus Hansen i slutningen af 1800-tallet. Byggeriet blev – tvungent af tidens krav – igangsat af “den evige kejser”, Frans Josef, selvom han afskyede demokratiske institutioner og aldrig satte sin fod i det flotte hus.

Hansens parlament er tydeligt inspireret – næsten kopieret – af klassisk græsk byggestil, fordi han ønskede at henvise til stedet, hvor demokratiet blev født –

Theophilus Hansen var en flittig mand, der også tegnede sofaer, dørhåndtag og pragtfulde lysekroner og lamper – se blot her:

Parlamentet kan besøges på guidede ture, men fra 2017 og nogle år frem lukkes hele bygningen for at undergå en omfattende restaurering, så man skal skynde sig, hvis man i den nærmeste tid vil besøge den flotte bygning.

Det østrigske parlament består af 2 kamre, Nationalrådet (= Folketinget) med 183 medlemmer valgt for en 5-årig periode og Forbundsrådet med 62 medlemmer, der vælges af landdagene i de 9 forbundslande. Forbundsrådets opgave er at være kontrollerende i forhold til forfatningen og hænger sammen med Østrigs rolle under 2.verdenskrig, idet besættelsesmagterne ved tilbagetrækningen i 1955 krævede sikkerhed for, at landet aldrig igen blev totalitært. Østrig blev ved samme lejlighed pålagt at være neutral og er derfor aldrig blevet medlem af NATO og blev først medlem af EU så sent som i  1995 sammen med Sverige og Finland, der også havde en traditionel neutralitet at værne om.

En spadseretur i centrum

Med udgangspunkt fra Hofburg er der mange fine spadsereture. Augustinerkirken lidt nede ad Reitsschulegasse er bestemt et besøg værd; udefra ligner den ikke en kirke og ser lidt undseelig ud, men gå ind alligevel (indgangen er fra Josefplatz), for den er smuk, og specielt skal man lægge mærke til det usædvanlige og smukke gravmæle over Maria Christina – kejserinde Maria Theresias yndlingsdatter – lavet af italieneren Antonio Canova på bestilling af hendes mand, Hertug Albert.

Grædende kvinder og børn ses gå ind i gravkammeret, hvorpå der står skrevet: ”UXORI OPTIMAE ALBERTUS” ,,der nogenlunde mundret kan oversættes til: “Den bedste hustru for Albert”.  Smukkere bliver det ikke, og man kan fundere over, hvorfor man ikke ser flere af den slags inskriptioner…!

Maria Christina var kejserinde Maria Theresias (1740-80) yndlingsdatter, og da man dengang ingen problemer havde med at gøre forskel, fik Albert og Maria Christina et fornemt palæ i udkanten af Hofburg. Palæet – kaldet Albertina – ligger nær ved kirken med Maria Christinas gravmæle og er i dag et stort kunstmuseum med værker af de største kunstnere i verden.

Når et medlem af den kejserlige familie afgik ved døden, trådte en bizar tradition i kraft. Hjertet blev anbragt i en sølvurne, der står I Loretta-kapellet i Augustinerkirken, indvolde blev deponeret under hovedalteret i Stephansdom, og de sørgelige rester blev anbragt i større eller mindre – i nogle tilfælde enorme – sarkofager i Kaisergruft i Tegetthoffstraße. Hvis man har sans for barokkens bizarre dødedans er Kaisergruft bestemt et besøg værd – læg især mærke til Maria Theresia’s gigantiske sarkofag, hvor alene låget vejer mere end 1 ton –

Detaljerne er ikke mindre imponerende – se blot her, hvor hvor smilende kranier bærer kroner og synes at se på den besøgende.

Det er også værd at bemærke, at der ofte ligger friske blomster ved nogle af sarkofagerne – en del østrigere drømmer stadig våde drømme om dengang under habsburgerne – før verden gik af lave.

På Graben (den middelalderlige voldgrav lå her) er pestsøjlen et dominerende ikon, rejst efter afslutningen af den store og ødelæggende pest i anden halvdel af 1600-tallet. På søjlens top bliver heksen (= pesten) nedkæmpet af en engel, men for en sikkerheds skyld har kejser Leopold iført tidens store paryk også placeret sig selv meget synligt på søjlen – han ville have sin del af æren for pestens afslutning…! Pestsøjlen på Graben er iøvrigt et glimrende mødested, når man er her med grupper – meget synligt og let at finde.

Ganske nær ved Pestsøjlen ligger Wiens Peterskirke, der er et orgie af guld, strålekranse og englebasser, altså barok – og udpræget et besøg værd.

Er man blevet sulten eller kaffetørstig, ligger cafe Hawelka tæt ved i Dorotheergasse nr. 6. Den er hyggelig og deres wienerschnitzel med lidt sauerkraut er fortræffelig.

Fra Graben og Pestsøjlen er det en fin ide at fortsætte ad Bognergasse, hvor man i nr. 5 passerer madtemplet Zum Schwarzen Kameel og kort efter mindesmærket for H.C.Andersen, der boede her under et af sine 6 gange besøg i Wien. Drej ned ad Haarhof og gå frem til Herrengasse, der er en herlig gade at gå på. Man passerer den berømte café Central, og når man på højre hånd kommer til Palais Ferstel er der en fin lille arkade, som man bør gå igennem – her er cafeer og små butikker. Herfra er der kun kort til pladsen Am Hof med sine fine bygninger og derfra videre til Judenplatz, hvor Wiens største synagoge lå, indtil den blev ødelagt. Idag er der et interessant monument, som det er værd at fortolke på – prøv selv:

Fra Judenplatz er det oplagt at gå videre til Hoher Markt og frem til Stephansdom.

Stephansdom er en enorm domkirke i samme gotiske stil, som man møder andre steder i Eruopa. Til venstre for kirkens indgang (altså udenfor) ser man et godt eksempel på, hvordan kirken i middelalderen ikke kun var et religiøst centrum, men også et sted, hvor praktiske dagligdags tvister kunne afgøres. Her finder man et “autoriseret” alenmål samt en cirkel indkradset i stenene, der præcist viser hvor stort et brød skulle være, og mente man sig snydt af klædehandleren eller bageren, kunne tvisten altså afgøres her. Inde i kirken kan man i et kapel til venstre for indgangen more sig over Jesus på koret med et skæg, der efter overleveringen stadig vokser (!). Lidt længere fremme i kirkens venstre side (set mod alteret) møder man en relief af kirkens bygmester, Pilgram, og lidt længere fremme på venstre hånd i en niche møder man en ny udgave af Jesus på korset med det folkelige tilnavn “Jesus med tandpine” – og når man ser det, forstår man tilnavnet…!

Til næste kapitel: Jugendstil i Wien ->

http://www.rejserier.dk/oestrig/jugendstil-i-wien