Man ser det overalt i byen – jugendstilen, eller secession, som det hedder på disse kanter. Blot 500 meter fra campingpladsen på Hüttendorfer allé ligger en stærkt koloreret og overpyntet pragtvilla bygget af arkitekten Otto Wagner i slutningen af 1890’erne i den typisk jugendstil – Otto Wagner er for Østrig, hvad Ödon Lecher er for Ungarn. Maleren Ernst Fuchs arbejdede videre på villaen i 1950’erne, og villaen fremstår i dag fantastisk flot og stilarten er iflg. AM nu blevet til fantastisk realisme.
Det mest kendte museum for secession ligger tæt ved Karlspladsen og Nasch-markt og er let genkendelig med sit ”kålhoved” af guld på toppen.
Det lokker specielt med Gustav Klimts Beethoven-frise, og den er både smuk og spændende men så symbol-mættet, at det kræver læsning af flere A4-sider at få det fortolket, og det finder jeg noget hysterisk. En anden del af museet rummede en midlertidig udstilling, som var ….. fis i en hornlygte! I en sal hang der helt rene lærreder, blot forsynet med ”kunstnerens” navn i nederste højre hjørne, og så var der frihed til at fortolke. Installationer af beton med indlagte plastikstrips af den type, man køber i byggemarkedet, lignede noget, de mindste børn i børnehaven havde lavet, og dertil kom et par gamle stole, der var forsynet med noget stålwire, så man ikke kunne sidde på stolene. Det høje kunstneriske niveau var lysende klart! På væggen hang en lang beskrivelse på flere sprog af ”kunstnerens” liv og karriere – hvad han hed, har jeg lykkeligt – og med vilje – fortrængt.