Hvis Ikke hele turen til Wien skal gå op i Habsburgere og barokkirker er det en god ide at tage en tur på Prater, der er den wienske udgave af Bakken eller Tivoli i København. I mange år var det et jagtområde forbeholdt kejseren og med dødsstraf for andre at bevæge sig ind i, men i 1766 gav kejser Josef lov til, at offentligheden fik adgang, der blev oprettet små caféer og restauranter og dermed var grunden lagt til nutidens grønne oase for wienerne. Kejserne blev ved med at gå på jagt i området, hvilket gav anledning til mange skærmydsler, men det problem – og mange andre – forsvandt med kejserrigets undergang efter første verdenskrig til stor glæde for den almindelige wiener. Ikke mange østrigere har siden da savnet kejserne med alle deres vanvittige privilegier; burde vi ikke også gå den vej i DK? Jeg synes, det kun kan gå for langsomt!
Vi har besøgt området flere gange, og i godt vejr er det en fin oplevelse – adgangen er gratis. Parken er mest kendt for sit store ”pariserhjul”, Riesenrad, der i et langsomt tempo giver en fin udsigt over byen. Riesenrad blev verdenskendt, da det blev brugt i filmen ”Den tredje Mand”, hvor Orson Welles tager op i hjulet for at føre en hemmelig samtale. Vil man spise middag herude er der mange muligheder, men hofnummeret på Prater er svineskank med sprød svær serveret sammen med sennep, brød, hylende stærkt peberrod samt en skål sauerkraut. En fin – og meget mættende oplevelse.