Bloggens forfatter

Bloggens forfatter er Erling Spelling Østergaard, og jeg bor I Viborg sammen med min kone Anne-Marie. I 2011 blev jeg pensioneret fra min stilling som rektor for Viborg Katedralskole; måske et år eller to for tidligt (siger min kone), men hellere det end at høre et lettelsens suk brede sig på arbejdspladsen. Selv om jeg lod mig pensionere fra rektorstillingen havde jeg bestemt ingen drøm om lænestolen, og jeg fortsatte i både lønnede og ulønnede hverv. Frem til udgangen af 2014 var jeg formand for Nordeas Bankråd i det midtjyske, og aktuelt (efteråret 2017) arbejder jeg fortsat som certificeret tilsynsførende for Undervisningsministeriet ved private skoler. Derudover laver jeg sammen med min viv rejser for mennesker med interesse for kultur og historie – mit speciale er Central- og Østeuropa. På fronten for frivilligt arbejde er jeg aktiv i Virksund Sejklub (formand fra 2013-2017) og sejler-instruktør i den samme sejlklub. Så når nogen spørger, om jeg er pensionist, ved jeg aldrig, hvad jeg skal svare…!

Et billede hører vist også med til en præsentation, så her kommer der et –

Jeg er født i 1946 og blev vistnok til i en glædesrus natten efter, at russerne havde trukket sig tilbage fra Bornholm, min farmors fødeø. Jeg bør vel være russerne taknemmelig, for havde de fulgt deres sædvanlige praksis og sat sig fast på Bornholm, var jeg næppe blevet til. Stalin har meget på samvittigheden, men altså også dette. 1946-generationen er danmarkshistoriens største – der blev født 100.000 børn, og 70.000 af os er her stadig – og vi er utvivlsomt den mest privilegerede generation nogensinde. De hårde efterkrigsår med rationeringskort og mangel på det meste gik hen over hovedet på os, fordi vi var for små, men da vi blev teenagere med mod på livet, kom det store økonomiske opsving, og siden da har vi oplevet uafbrudt fremgang. Vi fik uddannelse før nogen havde tænkt på adgangsbegrænsning, det var os, der førte an i ungdomsoprøret i 1968, og da vi var færdige med at uddanne os, kunne vi vælge mellem jobmulighederne, fordi der var mangel på arbejdskraft. Da vi købte hus, var der fuld fradragsret for renteudgifterne samtidig med, at lønnen automatisk blev reguleret i takt med prisudviklingen. Og da vi ikke ville arbejde mere, eksisterede efterlønnen i bedste velgående. Nogle af os har som pensionister fortsat interessante opgaver, der supplerer den generøse pension, og når gigtplagede knæ og skuldre gør det svært at dyrke vores fritidsinteresser, sørger et skattebetalt sundhedssystem for at rette op på det. Vi har kort sagt haft utroligt gode vilkår, og hvordan skal vi begrunde det over for de næste generationer? Det ville være rart, hvis vi kunne sige, at vi har haft gode vilkår, fordi vi fortjente dem, men den forklaring holder nok ikke i byretten.

I sommeren 2016 læste jeg – for anden gang – den fantastiske, fabulerende og filosoferende bog, ”Nattog til Lissabon” af Pascal Mercier, og jeg er enig med ham et langt stykke af vejen, når han siger, at livets virkelige instruktør er …tilfældet! Naturligvis skal vi så vidt muligt træffe nogle gennemtænkte beslutninger, men tilfældet slår alligevel til og præsenterer noget overraskende, som vi ikke havde forudset. Det var tilfældige møder med kloge og engagerede mennesker, det var skelsættende begivenheder, der tilfældigvis udspandt sig for næsen af mig, det var beslutninger, jeg traf og som viste sig gode (men jeg kunne ligeså godt have truffet nogle andre beslutninger…!), det var stillinger, jeg tilfældigvis søgte på det rigtige tidspunkt osv.

Det er et grundvilkår, at vi lever livet forlæns og undervejs griber – eller lader passere – de muligheder, der byder sig, og først senere forstår vi konsekvenserne af de valg, vi traf. Livskunst er så at leve med de valg, vi traf og ikke se sig (for meget) tilbage over skulderen, og det kan vi være mere eller mindre gode til. Jeg hører bestemt ikke til de bedste.

Jeg levede min ungdomstid i 1960’erne, altså de 60’ere, som sidenhen blev så berømte for frisind, opbrud og oprør, men at det var en særlig tid, var jeg og min omgangskreds naturligvis ikke bevidste om dengang. Som jeg husker det, brugte jeg al min energi på at finde ud af, hvem jeg var, og hvordan jeg skulle tackle livet. Når jeg sammen med mine kammerater lyttede til tidens popmusik, Elvis Presley, Tommy Steele og “Sån’t er livet” med svenske Siv Lindblom, var det for mit vedkommende mest på skrømt, for min virkelige interesse var klassisk musik og bøger, og på den måde blev jeg tidligt bevidst om, hvad det kræver at stå (næsten) alene i kammeratskabsflokken. I den proces lærte jeg gradvist, at der i min personlighed er træk af noget solitært, og mens nogle nærmest bader i netværk, venner og bekendte, så er jeg mere reserveret og selektiv.

For et par år siden blev jeg 70, men der er stadig stor forskel mellem at se sin alder på tryk og så forstå, at det faktisk handler om mig. Det hjælper lidt på forståelsen, når jeg ser mig i spejlet om morgenen, men så tænker jeg, at der nok bare er et problem med billedkvaliteten, og sådan kan vi snyde os selv i årevis. Grundtvig snyder til gengæld ikke, når han kalder 70-året for ”støvets år”, og bare for at træde i det fortsætter han, at…”om firsindstyve år en kæmpe når, des mere han har at døje” . Den formulering har jeg moret mig en del over, selvom det næppe var tilsigtet morsomt fra Grundtvigs side.

Johannes V. Jensen (student fra Viborg Katedralskole i 1893) skrev også om det at blive ældre, men han er mere optimistisk: ”Det er muligt at blive gammel uden at standse i væksten. Man har eksempler på produktive naturer, som med alderen har lagt til i åndelig kapacitet og overlegenhed…”, men så fortsætter han, for sentimental var han jo ikke…”lige til de i en høj alder mejes ned af et eller andet svigtende organ.”  Det er rene ord for pengene, og sådan vil jeg gerne gøre det, og netop derfor rejser vi ofte og gerne og altid med øjne og ører åbne. Lige indtil et eller andet mejer os ned….!

(En del af ovenstående blev bragt som kronik i Jyllandsposten d. 28/8 2017 sammen med denne geniale tegning ”Hvem var jeg” af Rasmus Høyer.

Hvis man som læser har lyst til at kommentere bloggen, er man meget velkommen til at gøre det. Man kan ringe til mig på tlf.: 4010 0655 eller man kan sende mig en mail på erlingoestergaard@gmail.com.

3 thoughts on “Bloggens forfatter

  1. Kære Hanne-Marie Zieler,
    Mange tak for din uddybende kommentar. Det er bestemt interessant, hvad du skriver og hele tanken om, at det – måske – er Jesu ligklæde er naturligvis ualmindelig fascinerende.
    Venlig hilsen
    Erling

  2. Afsnittet om ligklædet i Torino fortjener en kommentar. Kun små del af klædet, som var tilføjede lapper, viste sig at være fra 1200 tallet. Resten af klædet, er det bevist, stammer fra egnen omkring Jerusalem, det ses på stoffets beskaffenhed,vævningen, og pollen fra egnen. Der er også blodspor. Man kan se, at et offer for korsfæstelse har været svøbt i klædet. Og det stammer fra Jesu tid. Man har forsøgt at forklare billedets fremkomst, og det er lykkedes at fremstille en lille del af noget lignende ved hjælp af ultraviolet stråling, men strålingen er har været så stærk, at man ikke kan fremstille den i dag. Klædet er undersøgt i årevis af forskere siden den gang man lavede kulstof prøver af lapperne.
    Man kan ikke forklare billedets fremkomst ved nogen kendt, moderne eller gammel teknik.
    Der er derfor tale om meget mere end en trossag, når vi tror det kan have været Jesu ligklæde.
    Med hensyn til præsten der vender sig mod forsamlingen, glæder det at det har han altid gjort under prædiken, og når han henvendte sig til menigheden, men efter den ældre skik vendte præsten, som stadig i den danske folkekirke, mod alteret under selve nadverritualet, og under bøn rettet til Gud. Dette er bibeholdt i den danske folkekirke. Den katolske kirke er i dag på mange punkter mere ‘moderne’ end for eksempel den danske folkekirke.

    Venlig hilsen, Hanne-Marie Zieler.

  3. Good to discover this blog. Some commentary on Australia would be a pleasant addition!!

    Copenhagen this morning with a marvellous sense of community. Many many bikes left unlocked; not possible anywhere else I have been. Lots of young families promenading as the shopkeepers gear up for their day; fruit pretty tired.

    Stay strong Erling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *