Onsdag d. 6/7
Det var tåget, da vi stod op morgenen efter besøget i Porto, og vi besluttede at drage videre mod syd. Efter et par timers kørsel var vi i Lissabon og fandt den samme campingplads ca. 5 km. fra centrum, som vi benyttede i 1998 – og vistnok også den, vi var på i 1965. At komme til Lissabon var en brat opvågen fra 17 € pr. nat nord for Porto til 32 € her i hovedstaden, og dertil alt for mange mennesker og advarsler om endelig at huske at låse cyklerne forsvarligt osv – rigtig storby…! Vi tog straks ind til centrum – en time i en skramlende og overfyldt bus – og gik en tur i de gamle bydele, som med de små og snævre gader bestemt er charmerende og fyldt med maleriske motiver.
Ser man lidt om bag facaden, er det dog også tydeligt, at noget af det, der på afstand ser pittoresk ud, i virkeligheden er noget gammelt skidt, der er modent til nedrivning –
At Portugal er en gammel kolonimagt opleves alle steder i byen, der er fyldt med sorte mennesker fra de afrikanske kolonier:
På trods af byens charme blev vi dog hurtigt enige om, at juli er den helt forkerte måned at besøge Lissabon i – den er propfyldt med turister og af samme grund er priserne skruet i vejret og servicen den modsatte vej. Så vi vil videre i morgen. Vi har tidligere set byens store seværdigheder – og storbyens lyksaligheder er få og små i sommermånederne.
Morgenkørsel gennem Lissabon med en campingvogn på slæb er en “oplevelse”, men det gik nu fint, og efter på den kolossalt høje og imponerende bro at have passeret Tejo-floden, hvor den enorme Jesus-statue står på breddens klipper, blev kursen sat stik syd mod den lille by Sesimbra. Vi har ikke på forhånd fundet en god campingplads, så det er lidt chancesejlads, vi har begivet os ud i, og lidt på må og få kører vi mod byens centrum. Det skal man ikke gøre i Portugals snævre (og her: stejle) gader med en campingvogn på slæb, så det var mere held end forstand, at vi slap gennem byen uden problemer. Da vejret desuden var overskyet og lidt køligt blev en ny kurs fastlagt: Direkte mod syd til Algarves kyst.
Portugals motorveje er som hovedregel fine, så det går hurtigt – de fleste af dem er betalingsmotorveje, og opkrævningen foregår kun elektronisk. Derfor har vi i Nordportugal registreret bilens nummerplade i kombination med mit VISA-kort, og så bliver der automatisk trukket et beløb hver gang vi passerer et betalingsanlæg. På turen til Algarve slår det mig pludselig, at mit VISA-kort jo er blevet spærret, og da det sært nok ikke er muligt at få registreret et nyt kort, er det lidt spændende, om vi pludselig får en bom i hovedet. Det sker dog ikke (endnu?), men gad vist, om der efterfølgende kommer en regning…? Kl. 15 rammer vi den lille by Quarteira mellem de to store byer Lagos og Faro og finder hurtigt byens glimrende campingplads i Orbitur-kæden, der står for pladser af rimelig standard. Sammen med en masse portugisere ser vi om aftenen Portugal kvalificere sig til EM-finalen i fodbold – begejstringen er naturligvis enorm, og byen fyldes med biler, der med hornet i bund kører op og ned ad hovedgaden. Begejstringen er forståelig, men godt har det portugisiske hold ikke spillet på noget tidspunkt, synes vi – men vi siger det nu ikke højt…!
Det er utroligt, hvad det betyder for vejret at komme rundt om Portugals forblæste hjørne og ned på landets sydkyst ved Algarve. Her bager solen, strandsandet koger og selv om det er det samme Atlanterhav som ved Porto, er vinden her svag og vandet lunt. Det indbyder i den grad til dovne dage, og det er præcist hvad der sker for os
En af de største glæder ved at være på sommerferie på den måde, vi rejser, er den uforstyrrede tid til at læse bøger, nogle gange i timevis, i disse dovne perioder i dagevis. Det er læsning af kriminalromaner af den slags, der går 12 af på dusinet, det er uventet gode læseoplevelser som Jon Michelets mursten med den banale titel ”Havets helt, skovmatrosen”, der med udgangspunkt i Norge foregår på havet under 2. verdenskrig, og det er Pascal Mercier’s fremragende bog ”Nattog til Lissabon”, der skal læses langsomt og med eftertanke for at få det hele med. AM’s foretrukne læsested er ved stranden i den brændende sol, og godt begravet under en parasol og indsmurt fra top til tå i ækel sololie kan jeg også være med, men kongepladsen for mig er i skyggen under campingvognens markise, hvor kaffen er inden for rækkevidde. Livskunst består bl.a. af gyldne kompromisser, så det…-
En tidlig cykeltur (dvs ved 9-tiden…!) bringer os ned til byens marked, hvor et overvældende udbud af friske fisk, blæksprutter, muslinger og snegle ligger klar til salg –
AM har længe drømt om grillede sardiner, og mon ikke de vil være på restauranternes menukort i aften…
Et par hundrede meter fra byens markedshal findes der et alternativt fiskemarked (et gademarked i helt bogstavelig forstand), hvor priserne er markant lavere og fortjenesten formodentlig kulsort –
En fin udflugt går til det europæiske fastland sydvestlige hjørne, Cabo de Sao Vicente (Kap St. Vincent), hvor det altid – altid – blæser, og de store Atlanterhavsbølger dundrer ind mod kysten i det storladne landskab. I middelalderen mente man, at denne europæiske udkant var verdens ende – “Hinsides det gives der intet andet end havets vande, hvis grænser kun Gud kender.” (Spansk citat).
På vejen tilbage besøger vi en af de små, hvide landsbyer, Vila dó Bispo, hvor tiden fuldstændig synes at være gået i stå.
Tilbage i Quarteira skal AM have købt et frimærke, og det er en langsommelig og kompliceret operation, der alene kan foregå på et posthus, hvor de bevogtes som var de rigets kronjuveler. Mens AM står i en l-a-a-a-a-n-g kø funderer jeg over, hvorfor netop postetaten over store dele af verden – incl. DK – er arketypen på bureaukrati og skrankepaveri. Jeg fandt ikke svaret, men besynderligt er det da med dette fællestræk på tværs af landegrænser og kulturer.
Efter endnu et par dage under Algarvekystens brændende sol med temperaturer på 35-40 grader har vi besluttet igen at køre lidt mod nord, men først skal vi sammen med en masse portugisere se Portugal vinde EM i fodbold – og det sker lige her –
Det var ikke særlig velfortjent – men heller ikke aldeles ufortjent – det har været en sær slutrunde – næsten som vejret…!
Til næste afsnit: Coimbra og Midtportugal: http://www.rejserier.dk/portugal/coimbra-og-midtportugal
Retur til kort og indholdsfortegnelse: http://www.rejserier.dk/portugal