Vejret er overskyet og småkoldt i Caminha, så vi har besluttet at forlægge residensen lidt mod syd, mere præcist til den lille by Vila Cha lidt nord for Portugals næststørste by, Porto. Byen er en autentisk fiskerlandsby med kun ganske få turister –

Det er morsomt at gå rundt i byen, hvor livet udspiller sig, som det har gjort i mange år – her ernærer købmandsmutter sig midt i butikken med lidt ekstraarbejde som syerske –

– og som i alle landsbyer er den sociale kontrol meget effektiv – her bliver der holdt øje med alle og alting –

Ud over at være charmerende fortæller Vila Cha også historien om en befolkning, der har behov for at kunne gemme sig bag høje mure og nedrullede gardiner –

Alle – alle som i alle – huse her i byen er omgivet af meterhøje mure og forsvarligt lukkede porte, bag ved hvilke der er en konstant glammen fra de mange (vagt?)hunde, som portugiserne omgiver sig med. Grimt og larmende, men for mig at se er der en klar sammenhæng mellem et lands historie og måden man bor på – jo mere diktatur og undertrykkelse, jo større behov har man som almindelig borger for at kunne gemme sig bag skærmende mure og nedrullede gardiner. Et konkret eksempel fik jeg kort efter Sovjetunionens sammenbrud tidligt i 1990’ere, hvor AM og jeg havde besøg af en kollega fra Estland og en dag gik en tur med gæsten i Glamsbjerg. Gæsten undrede sig højlydt over, hvor lave hækkene var rundt om folks huse og navnlig, at ingen havde trukket gardiner for deres vinduer. Hun forklarede, at livet i Sovjetunionen havde lært estlænderne altid at være på vagt over for myndigheder og stikkere, og derfor levede man altid – sommer og vinter – livet bag nedrullede gardiner.

Vejret på Portugals Atlanterhavskyst har overrasket os lidt. På den ene side skinner solen fra en skyfri himmel hver dag, på den anden side blæser det ganske voldsomt hver dag – altid fra nord og i styrke i nærheden af en lille kuling. Så når der skal solbades gælder det om at komme ned at ligge bag nogle store klipper for at finde lidt læ:

Den stærke vind betyder naturligvis, at havet er ganske oprørt med meterstore bølger og en brænding, der ikke er til at spøge med.

Badning kan kun ske i områder, hvor store klipper giver lidt beskyttelse, men selv her er det nødvendigt at holde godt fast i et udspændt tov:

Langs kysten hvor vi bor, er der anlagt en flere kilometer lang cykel- og gangsti af træ – den løber helt ude i klitterne og god til en cykeltur til nabobyerne –

Vi cyklede til nabobyen Vila do Conde, der er en udpræget søfartsby, der tibage i historien var den lokale knytnæve mod havet og Portugals fjender –

Byen rummer et stadigt fungerende skibsværft, der i begyndelsen af 1400-tallet byggede et skib til Henrik Søfareren til hans (ret mislykkede) erobringsforsøg i Nordafrika. På byens red ligger der i dag en 1:1 kopi af hans skib – set med moderne øjne er det påfaldende, hvor klodset det er, men typen var hotteste skibsmode i begyndelsen af 1400-tallet –

Vi skal ind at se Porto og tager den fine og moderne metro fra Mindelo og ind til centrum – står af på stationen Trindad, der er et fint udgangspunkt for en gåtur gennem centrum og ned til Doura-floden. Inden vi sætter i gang, skal apostlenes heste dog lige have en god omgang Voltaren for at være klar til opgaven –

Der er mange gode grunde til, at Portos centrum er blevet optaget på Unesco’s verdenarvliste (til stor irritation for Lissabon, der ikke har opnået den hæder!), for den er fuld af gamle charmerende bygninger (klik for stort billede og følg pilene):

Der synes næsten at være flere kirker end cafeer i byen, og de er alle i en overhængt og svulstig barokstil. Mest tummelumsk er barokstilen i Igreja de Sao Francisco, hvor overvældende træskærerkunst er dækket med enorme mængder af bladgulv. På billedet nedenfor ligger Kong Davids far  og ud af hans navle vokser Kristi stamtavle med Maria stående øverst i en bladguldskjole med Jesusbarnet på armen.

Et andet af kirkens træskærerarbejder fortæller den grusomme historien om kristne munke, der i Marokko bliver halshugget af muslimer, og intet overlades til beskuerens fantasi:

Hvem ham her er, fortælles der intet om – men at han har haft en dårlig dag, er vist ret åbenlyst –

Tavlernes fortællinger er så mange og overvældende, at kirkegængerne ikke kunne koncentrere sig om gudstjenestens indhold, og derfor blev kirken på et tidspunkt sløjfet og i stedet i 1800-tallet brugt som pakhus. Under diktatoren Salazar’s regime blev kirken dog restaureret og de guldbelagte træskærerarbejder fremstår i dag så flot – og barokt overhængt – som nogensinde.

Med denne udsigt ved Douro-floden spiste vi frokost –

Jeg fik en hamburger (surprise, surprise!) mens AM fik en salat med underlige havdyr i. Det var altsammen fortrinligt, men derefter gik dagen noget i smadder, for 10 min efter vi havde forladt restauranten opdagede jeg, at min pung var væk….! Arrrrrrg! Vi fløj tilbage, men naturligvis resultatløst. Måske et resultat af en fiks lommetyv – men mere sandsynligt en hjerneblødning hos mig. Jeg husker, at jeg betalte regningen og lagde vistnok (det husker jeg dog ikke) efterfølgende pungen på bordet, da jeg skulle på toilettet – og så var det sket. Spørgsmålet er, om jeg i fremtiden kan betros så meget som en P-billet. Grrrrrrrrrrrrrrrrrh!

Til alt held havde jeg metrobilletterne i en brystlomme, så vi kunne komme hjem.

Til næste afsnit: Lissabon og Algarve-kysten: http://www.rejserier.dk/portugal/lissabon-og-algarve-kysten

Retur til kort og indholdsfortegnelse: http://www.rejserier.dk/portugal