Sommerturen 2016 er planlagt til at gå til Portugal. Der er 3000 km. fra Viborg til Lissabon, så sidste års 8.500 km. på rejsen “Spanien på tværs” bliver nok gentaget i år.
Jeg var i Portugal første gang i 1965 (dengang landet var et diktatur under Antonio Salazar) sammen med min bror Hans og mine forældre – vi kørte derned i en lille 2-dørs, blå VW-boble – eller “folkevogn” som den konsekvent hed dengang.
Det var naturligvis mange år før aircondition i biler, og jeg husker tydeligt, hvordan vi i den stegende hede måtte køre med lukkede vinduer, fordi bilen ellers blev fyldt med stikkende insekter. Bagagerummet i en “folkevogn” ligger foran i bilen (fordi motoren ligger bagi) og er ikke ret stort, så med telt, luftmadrasser, køkken (et par løse gasbrændere), bord og stole samt tøj var det nødvendigt med en tagbagagebærer, der skulle pakkes meget omhyggeligt for ikke at give bilen problemer. Bilens motor var på 40 HK, så kun det allermest nødvendige var med – jeg husker mor være stolt over, at hun klarede sig gennem 5 ugers rejse med 1 kjole (den var rød!) og 1 par shorts – slut!
Her er nogle billeder fra den tur – for 51 år siden…! (hold cursoren på billedet, og teksten vises, klik på billedet og det bliver større)
Anne-Marie og jeg har været der et par gange i den mellemliggende tid – en nytårsferie i Lissabon/Algarve i 2000/2001 og en sommerferie i Nordportugal i 1998. Befolkningen er meget imødekommende, og her er Anne-Marie således i gang med at orientere en tålmodig mand i Lissabon om retningen til Fyn….! Som man kan se på den flinke mands attitude var han meget interesseret…!
Her er yderligere nogle billeder fra de to rejser (hold cursoren på billedet, og teksten vises, klik på billedet og det bliver større):
Planerne for dette års rejse er at køre ned gennem Loire-dalen i Frankrig, derefter videre til Nordvestspanien og sydpå til Portugal. Den første del af turen bliver fra nord til syd ved kysten, og formodentlig svinger vi østpå efter Lissabon og kører ind i landet for at opleve nogle af Portugals nationalparker samt et udvalg af de gamle byer, Braganca, Evora m.fl., som har en historie og kultur fra tiden, hvor Portugal var et verdensrige, men som nu er forsvundet i glemslen.
Portugals storhedstid var 1400- og 1500-tallet, hvor portugisiske sømænd – mest kendt er Vasco de Gama – sejlede ud for at udforske verdenshavene og erobre land. Begge dele lykkedes, for de fandt søvejen til både Brasilien og Indien og udforskede Afrikas kyster, og overalt grundlagde de kolonier og hjemtog umådelige rigdomme, der en overgang gjorde landet til et af de rigeste i verden. De efterfølgende århundreder var nedgangstider for Portugal med naturkatastrofer, konstant politisk uro og økonomisk nedgang, der varede helt ind i det 20. årh. I 1926 tog Antonio Salazar magten ved et militærkup, og Portugal var et diktatur helt frem til 1974, hvor en gruppe venstreorienterede officerer gennemførte et nyt kup og derefter gradvist indførte demokratiske reformer. Socialisten Mario Soares førte som landets præsident Portugal ind i EU i 1986.
Til næste afsnit: Loiredalen i regnvejr og sol ved Bordeaux: http://www.rejserier.dk/portugal/paa-vej-til-portugal-loiredalen
Retur til kort og indholdsfortegnelse: http://www.rejserier.dk/portugal