Afgang fra Isla den 20/7 kl.0700-dut fra Isla, og så tidligt på dagen mødte vi heldigvis ingen modkørende biler på de første kilometers meget snævre veje. Inde i Frankrig hopper vi af betalingsmotorvejene, der dels er ret kostbare, men de hyppige stop ved betalingsstederne er desuden brandirriterende. Det viser sig at være en god ide, for som hovedregel er regional-vejene gode, og vi kom stort set frem ligeså hurtigt som på motorvejen. Vi har fundet en ADAC C-plads midt i Dordogne-området, men da vi når frem, ser den så kedelig ud, at vi beslutter at fortsætte. Vi fandt derefter en ACSI-plads lidt øst for Perigeux i nærheden af landsbyen Sct. Pierre (så kan det ikke gå helt galt…!), og selvom pladsen er fuld, fik vi en reserveplads med løfte om en rigtig plads i morgen. Pladsen er strengt taget fin, men vi havde ikke helt gennemskuet, at når pladsen i ACSI-bogen i positive vendinger beskrives som en ”familieplads”, så dækker over, at her camperer 1 million hollandske familier med hver 3 børn og 1 hund (gad vist, hvem der holder Holland kørende i sommerferien…?), hvilket betyder, at der er et leben, skrigen, råben, hylen og vuffen af overtrætte børn og hunde. Jeg ved ikke, om hollandske forældre er værre end så mange andre (sikkert ikke?), men hold da op, hvor deres børn realiserer sig selv uden indgriben fra deres tilsyneladende tunghøre og synshandicappede forældre, der har travlt med den gode franske rødvin. Vi kørte ind til Perigeux, der viser sig at være en meget charmerende og meget livlig by med utallige snævre og charmerende gader samt et livligt gademarked, hvor man forsøgte at prakke godtroende mennesker de mest besynderlige spiser på, muslinger, rejer m.m. –

Et besøg i Perigeux er bestemt en omvej værd, masser at se på, masser at smage på (hvis man altså er til sådan nogle små skaldyr…!) og så er der en rigtig god stemning. Da vi besøgte byen var der sågar på en ganske almindelig onsdag dans i gaderne, og endog ganske skandaløst lige foran kirken –

Dagen efter var første besøgsmål de berømte Lascaux-huler, som specielt jeg havde glædet mig til at se. Vi har set tilsvarende hulemalerier før, og det er et chok at se et 15.000 år gammelt menneskeligt håndaftryk, der er så klart, at dette kunne være sat i går. Besøget viste sig desværre at være helt umuligt – der var totalt trafikkaos, og billetter kunne kun (kun!) købes i et turistbureau 3 km. (3 km.!) fra hulerne, og ingen mulighed for at parkere hverken i nærheden af hulerne eller billetsalget…! Det hele var så sydlandsk kaotisk, at vi opgav – en stor skuffelse. Som et lille plaster på såret holdt vi ind et par kilometer fra Lascoux, hvor der også er huler med tilsvarende stenalder-tegninger, men de er (endnu) ikke restaurerede og derfor ikke tilgængelige, men vi fik dog et fint indtryk af hulernes funktion som beboelse –

Efter hulerne og forhistorisk tid kørte vi videre til byen Sarlat, der er beskrevet som indbegrebet af Dordogne, og byen er smuk – meget smuk – men den er i højsæsonen invaderet af horder af turister –

– og det betyder, at hele byen er omdannet til en mellemting mellem et tivoli og en super-de-luxe udgave af Den Gamle By i Århus med et utal af små butikker med smart (dame)tøj, ubrugeligt nips af enhver art i de utålelige “livsstilsbutikker”, lækkerier fra egnen m.m.m. – og alt naturligvis til opskruede priser. Hvis man kan se igennem alt dette gejl, er byen fyldt med fine bygninger med smukke detaljer –

Byen er bestemt et besøg værd, men i højsæsonen –> kør udenom i en stor bue…!

På vejen tilbage besøgte vi Les grottes du Roc de Gazelles, der er en fremstilling af 15.000 års historie på stedet, dvs. fra Cro Magnon menneskene, mammuterne og op til vor tid –

Det fascinerende ved det store område er, at der er dokumentation for, at mennesker har boet netop her i denne lange tidsperiode. En humoristisk og ganske præcis illustration af menneskets udvikling var der også plads til:

AM lod ganske uberettiget en bemærkning falde om, at personen yderst til højre på det seneste udviklingstrin kunne være mig…!

Hjemme igen hos den ene million hollændere med deres børn og hunde er lydniveauet ikke blevet lavere, så vi vil videre i morgen – op til en lille landsby i nærheden af Chablisbyen Auxerre, hvor der skulle være gode cykelmuligheder.

Det tog ca. 6 timer at køre til den lille by Migennes, hvor den udvalgte campingplads ligger, og undervejs blev der på store info-tavler advaret om “orange alarm” pga stærk regn. Så slemt blev det nu ikke, men da vi kom frem til campingpladsen kl. 13.30, øsregnede det. Jeg svømmede ind til receptionen – der var åben – men fik at vide, at der var frokostpause og at man ville vende tilbage til arbejdet kl. 15…! Vi holdt foran en sænket bom og kunne hverken komme frem eller tilbage samtidig med, at vi kunne se personalet i receptionen, der selvfølgelig også kunne se os…! Det rørte ikke store ånder, og den franske frokostpause er en hellig stund, så verden må vente. Da frokosten var spist, blev jeg allernådigst vinket ind og det viste sig såmænd, at personalet både var venlige og særdeles imødekommende. Vi fik anvist en fin plads og da der ikke var mange gæster (og slet ingen hollændere), glædede vi os (naivt – se nedenfor) over roen.

En tur i byen afslørede, at her er alt gået i stå – masser af tomme huse med tilgitrede vinduer og mange lukkede virksomheder – et meget trist syn. Men selv i denne uddøde by fandt vi specialbutikker med et stort udvalg af hjemmelavede specialiteter, der smagte superb – slagterens hjemmelavede salat, hans Terrine de Campagne og dertil en flaske bourgogne er fremragende aftensmad! Hvordan en uddød by her i Frankrigs yderste provins kan holde liv i adskillige specialbutikker er en gåde, når man tænker på situationen i selv større danske byer.

Et uvejr går hen over mange campingpladser i disse år i form af larmende underholdning, som man mener lokker gæster til. Her på den stille campingplads bød man denne aften på caraoke-aften, der larmede over hele campingpladsen.  Det var u-l-i-d-e-l-i-g-t at høre på, fordi flertallet af deltagerne sang falsk – pivende falsk.Men højt og larmende var det, og de deltagende “kunstnere” klappede ivrigt af hinanden…!

Meningen med at vælge netop denne campingplads var et lovet net af cykelstier langs floden, men da vi dagen efter cyklede en tur til nabobyen Joigny foregik det nu mest på en meget trafikeret landevej, så det var lidt skuffende. Et besøg i byens smukke markedshal var turens bedste oplevelse –

Her har man naturligvis en særlig stand for snegle, en anden for kaninkød, en tredje for salat osv – franskmænd er virkelig gourmeter.

Eftermiddagturen gik til Auxerre, der var en meget positiv oplevelse – smuk og charmerende og slet ikke turist-ødelagt. Det første indtryk er byens enorme katedral –

– hvis indre er særdeles seværdig –

Det er altid sjovt at studere detaljer i disse gamle kirker – her har stenhuggeren engang i middelalderen afbildet en djævel med bukkehorn samt ved siden af en gemytlig fyr med et skævt smil –

Det er sandsynligt, at billedhuggeren har afbildet kendte personen fra landsbyen, så menigheden har haft noget at grine af under den timelange gudstjeneste, som de ikke forstod meget af, da den foregik på latin.

Auxerre er iøvrigt fyldt med smukke motiver –

Og dybsindige og kloge sentenser –

– Og således opfordret gik vi på cafe og drak et par glas af den fremragende Chablis, som produceres her på egnen.

Der er kun et par hundrede kilometer op til Verdun, så da vi kørte videre mod nord, var vi på byens glimrende campingplads før middag. Fin plads og fine faciliteter – og kun nogle hundredtusinde hollændere, så det er bedre end de sidste par pladser.

Som besøgsmål er Verdun overskuelig og charmerende at gå rundt i. Byen har naturligvis en stor katedral, og selvom man ser glasmosaikker i de fleste franske katedraler – det er en fransk paradedisciplin – så er de her flottere end normalt –

Byen er plastret til med historien om Verdun’s ulykker under 1. verdenskrig, og mange mennesker i byen lever i dag – lidt makabert – på skuldrene af de hundredtusindvis af unge mænd, der blev slagtet her for præcist 100 år siden i meningsløse angreb besluttet af inkompetente generaler, der anvendte fortidens militære tankegang mod helt nye våben som maskingeværet, kampvognen og gassen. Vi begyndte vores besøg i den underjordiske borg – Citadelle Souterraine – der fortæller historien om soldaternes liv her forholdsvist godt beskyttet under jorden. I et lille tog passerer man en række animationer af soldaterlivet, og teknisk er det flot lavet –

– men jeg er nu ikke vild med at få fortalt historien på denne måde – ud af 7 km. tunnel besøger man på denne måde kun 400 m., og der er undervejs hverken tid eller mulighed for at undres eller tænke, det er historiefortælling som ren oplevelse – som at læse et tegneseriehæfte, Den sidste scene viser situationen, hvor man vælger 1 ud af 8 kister med ukendte soldater

– og denne ene kiste føres til Paris, hvor den begraves under triumfbuen.

Det store museum om 1. verdenskrig ligger ca. 10 km. uden for Verdun, og jeg har tidligere besøgt det et par gange og huskede det som fremragende. Nu er det imidlertid bygget om i anledning af 100 års jubilæet, og det var helt tydeligt, at ambitionen har været at præsentere endnu flere af den overvældende mængde effekter, man har haft i magasinerne, og resultatet er blevet et flot – men forvirrende – museum, igen med hovedvægt på oplevelse. Det er et musealt valg, som prioriterer de umiddelbare oplevelser over forklaring, forståelse og sammenhæng.

Det mest opløftende er, at museet eksplicit præsenterer krigens grusomheder fra både en tysk og en fransk synsvinkel – her er ingen sejrherrer, kun ofre – her er et par stykker af de mænd/fædre/sønner, der aldrig vendte tilbage –

Lidt fra museet ligger ”Benmuseet” (Ossuaire de Dounaumont), hvilket er en makaber men ganske rammende betegnelse for museet –

– for her ligger resterne af 130.000 uidentificerede franske og tyske soldater, og i tillæg hertil hviler 15.000 navngivne soldater udenfor –

Et lille stykke herfra ligger Tranchée des Baionettes, der er et mindesmærke for en gruppe franske soldater, der lå i en skyttegrav og ventede på et angreb, der aldrig kom. Alligevel døde de, for granatnedslag dyngede så store mængder mudder ned over dem, at de blev levende begravet. Efter angrebet var det eneste, der stak op, deres bajonetter…!

Sidste besøg var fortet Douaumont, der efter nederlaget til Preussen i 1871 og tabet af Alsace-Lorraine blev anlagt højt i landskabet som en kæmpemæssig fransk knytnæve til brug i den næste krig, som man vidste ville komme –

Det lykkedes tyskerne at erobre fortet i 1916, men måtte opgive det igen efter et halv års intense kampe med tusindvis af dræbte og lemlæstede franske og tyske soldater.

På Douaumont-fortet vajer i dag meget sympatisk det franske og det tyske flag samt – meget symbolsk – EU-flaget.

EU er i hele sin grundtanke et fredsprojekt, der skulle gøre end på de mange europæiske krige, hvilket til fulde er lykkedes, og derfor er det dybt deprimerende at iagttage udviklingen i Europa i disse år, hvor uvidende og populistiske politikere taler for at vende ryggen til EU og i stedet vende tilbage til den nationalisme, der har været roden til så meget ondt.

Den sidste aften i Frankrig ville vi i Verdun ofre en fransk middag på os selv og udvalgte efter grundig søgen en fint beliggende restaurant med udsigt over floden. Vi blev bænket, fik spisekortet, hvorefter der i 45 min. intet skete – absolut intet – trods fægten med arme og ben af tjeneren. Så gik vi! Nogle hundrede meter derfra fandt vi en anden godt beliggende restaurant, hvor le Garcon meddelte os, at køkkenet var lukket – kl. 20.05 i Frankrig…! På restaurant nr. 3 blev vi bænket og fik hurtigt et glas vin og spisekortet og fik bestilt restaurantens 3-retters menu. Herefter skete der intet i m-e-g-e-t lang tid. Efter nogen fægten med arme og ben (vi var ligesom i træning…!) kom der 2 forretter, hvoraf AM’s var rigtig, mens min var forkert. AM spiste sin (varme) forret, mens jeg så interesseret til, og da AM var færdig, kom min, og så ar det AM’s tur til at se interesseret på…! En ny måde at spise på, der måske kan danne skole…!

Hovedretten var naturligvis bestilt samtidig med forretten, men der skete intet – absolut intet – så meget intet, at en hel flaske Cote du Rhone l-a-n-g-s-o-m-t blev drukket, – og da det var sket, kom hovedretten! Fin timing. Vi turde ikke bestille mere vin, for så ville den sikkert komme til desserten…!

Engang var en 3-retter menu i Frankrig altid en suveræn oplevelse – men det gælder ikke ved floden i Verdun.

Til næste (og sidste) afsnit: På vej hjem gennem Moseldalen og Nordtyskland: http://www.rejserier.dk/portugal/paa-vej-hjem-moseldalen-og-nordtyskland

Retur til kort og indholdsfortegnelse: http://www.rejserier.dk/portugal