Det er desværre slut med Portugal i denne omgang, men det er ikke let at finde ud af Estrella-bjergene, hvor vejene har karakter af ”gedestier”, som ikke optræder på vores kort, og som vores elendige GPS ikke kan finde ud af. Normalt gør det ikke så meget at køre forkert, men at blive fanget med et vogntog i en portugisisk bjerglandsbys stejle og snævre gader er ikke en ønskedrøm. Det er tæt på ”fangst” et par gange , men vi slipper ud og finder den fremragende (og betalingsfri) motorvej ind i Spanien over Salamanca og Burgos, der slynger sig gennem det mest fantastiske landskab over den Castillianske højslette. Specielt jeg er vild med dette vidtstrakte landskab med dets overvejende gule farver, hvor blikket uhindret kan vandre kilometer efter kilometer ud mod den horisont, der ligger langt ude i det fjerne. Her er mange fugle, ikke mindst rovfugle, men også storken er ganske almindelig at møde her – her en rede med 3 unger fotograferet fra en p-plads på motorvejen –

Dagens mål er Haro, der er hovedby i Rioja-vindistriktet. Vi kender byen fra sidste år, og det er ikke en tilfældighed, at vi kommer her igen i år. Her er næsten ingen udenlandske turister, hvilket kan undre, da byen både er livlig, smuk og charmerende

• og på byens store torv residerer storken på toppen af den højeste bygning

Naturligvis er den fremragende Rioja-vin (Rianza (ung) eller Reserva (lagret)) i centrum overalt, og på disse kanter mener man åbenlyst, at Vorherre ser med milde øjne på dem, der tager (endnu) et glas rioja – se blot billedet her, hvor den katolske kirke kaster sin velsignende skygge ind over vinen.

Haros flotte domkirke (Sct. Thomas kirken) er et besøg værd af flere grunde – den er fantastisk flot indvendig med sin blanding af gotik og barok –

– og så rummer den en lille pudsighed, nemlig en omfattende samling af altervine fra hele verden – selv en jødisk altervin, hvilket er stærkt overraskende, når man betænker den 2000 år gamle katolske tradition for at kalde jøder for Jesus-mordere.

I et sidealter i kirken står der to træfigurer af hhv. en hane og en høne, som skal minde os om de katolske helgeners kraft. Engang i middelalderen tilbød en ung, smuk kvinde sine ynder til en præst, der imidlertid afviste tilbuddet – viet til jomfru Maria, som han jo var. Den unge kvinde blev så vred over afvisningen, at hun anklagede præsten for tyveri, og han blev dømt til døden. Hans forældre fandt ham i galgen, hvor han stadig levede og styrtede hen til dommeren og fortalte det. ”Sludder og vrøvl”, sagde dommeren, ”han er ligeså død som de kyllinger på min tallerken, som jeg netop er i færd med at spise.” I samme øjeblik rejste de to kyllinger sig fra tallerkenen og gik væk! Det kan man da kalde et helgenbevis…!

De gode Haro-borgere flokkes på byens mange cafeer og restauranter, mens antallet af udenlandske turister er meget begrænset.

Naturligvis er her også et stort gademarked, hvor de gamle koner køber friske råvarer i store mængder

Det spanske køkken er en oplevelse, og sjovest er det at gå ind på en af caféerne og bestille et glas Rioja – rød eller hvid –og så vælge mellem de utallige små tapas-retter på disken.

Vi har i morgenens nyheder læst om det vanvittige terrorangreb i Nice, hvor en IS-lastbilchauffør fuldt bevidst pløjede sig ind i en stor menneskemængde og dræbte mindst 60 mennesker, heraf mange børn. Det er endnu et stort terrorangreb i Europa i år, og intet tyder på, at det bliver det sidste. Samtidig med terrorhandlingen i Nice er et militært kupforsøg i gang i Tyrkiet, og i kombination med EU’s svækkelse efter Brexit, Trump som mulig præsident i USA og en stadig mere aggressiv Putin er der nok at bekymre sig over. I den situation er det nyttigt at huske, at nutidens største generation – min – blev avlet i lyst og glæde i 1945-1947, mens verden stod til halsen i krig, ulykker og statsterrorisme. Unge generationer har altid troet på fremtiden – uanset hvor meget generationerne på vej ud bekymrer sig…!

De brutale begivenheder i Nice og Tyrkiet finder sted, mens vi under en dybblå himmel i Haro med Rioja i glasset kan tænke på alle de venlige og hjælpsomme mennesker af forskellige nationaliteter, vi har mødt på vores færd rundt om på den Iberiske halvø. Det er utroligt så få idioter, der skal til for at ødelægge tilværelsen for de mange.

Vi vil lidt videre mod nord, og dagen efter Nice-tragedien kørte vi op til Cantabriens kyst, hvor vi har fundet en campingplads i den lille by Noja tæt ved Isla-halvøen. Pladsen var godt beskrevet, men da vi kom frem, viste den sig at være kedelig og trist, så vi sagde nej tak til plads-manden, der viste os rundt. Det blev han så sur over, at han nægtede mig muligheden for at vende bil og campingvogn (idiot…!), så jeg måtte bakke hele vogntoget ud af en 200 m. lang og snæver adgangsvej. Jeg tror det ærgrede ham grusomt, at jeg kunne…!

Vi kørte videre til Isla-halvøen, hvor vi var sidste år og fandt den samme campingplads – Camping Playa de Isla. Adgangsforholdene er meget dårlige for campingvogne, og man skal absolut ikke følge GPS’en, men skiltene, der leder gennem snævre gader i den lille by. Den sidste kilometer er på en så snæver vej, at to biler ikke kan passere hinanden, så AM løb foran som spejder for at sikre, at vejen var klar. Fremme ved campingpladsen var der kaos, fordi alt for mange ville ud og ind, og som altid er der for lidt plads til at manøvrere. Vi fik dog adgang og lagde os pudsigt nok på præcist den samme plads som sidste år. Udsigten er gudesmuk, der er 50 m. til havet, solen skinner og vinen dugger i glasset, så mon ikke vi bliver her et par dage.

19/7 2016

Vi blev her faktisk i 3 dage, for her er så dejligt, at det næsten ikke kan blive bedre – området omkring campingpladsen ser således ud –

– og “vores” badestrand, der ligger 100 m. fra campingvognen, er en beskyttet lille bugt med rent og frisk (og ret køligt) havvand at bade i –

Når dertil lægges min. 30 grader og fuld sol fra morgen til aften er det meget vanskeligt at finde noget at kritisere…! Det vil sige, det er der faktisk, hvis man er lokal, for de synes det er alt for varmt – og når vi siger, vi nyder varmen og vejret, ryster de blot smilende på hovedet af de skøre nordboere. Men de ved naturligvis heller ikke, hvilket vejr, vi døjer med det meste af året.

I disse dovne dage ved Biscayen begynder dagene med en frisk cykeltur op ad bakker, der ikke står tilbage for Mont Ventoux-stigningerne, rundt i landskabet, undervejs et besøg hos bageren efter morgenbrød og derefter hjem til et frisk havbad – og først så er vi klar til at spise morgenmad! Gæt selv, hvem der står for denne rækkefølge…!  Campingpladsens øvrige – lad os sige ordentlige – gæster kan vi se stå stille og roligt op, hente morgenbrød i campingpladsens supermarked, lave kaffe og nyde morgenfreden. “Men det er for din egen skyld”, som AM siger – og hun har sikkert ret…!

Lidt op ad formiddagen bager solen så stærkt, så solmarkisen må suppleres af en “svævende” parasol (ren tryllekunst…!) –

Resten af dagen tilbringes ved stranden – AM liggende på et håndklæde, når hun da ikke er i vandet, mens jeg passer på verden under et virvar af håndklæder, solparasol, kasket, solcreme, bøger og solbriller.  I det fjerne kan vi se sejlbåde stampe sig frem mod bølgerne på den altid urolige Biscay-bugt – de får sig nogle gevaldige rutscheture derude, kan vi se.

Vi har planlagt at køre videre i morgen med planlagt afgang kl. 7- målet er Perigeux i Dordogne, som er et af Frankrigs mest tiltalende områder. Udkørsel fra denne campingplads er en udfordring, fordi “vejene” er så utroligt smalle, og derfor har vi på cykel udforsket mulighederne, men AM skal givetvis være spejder igen.

Videre til næste afsnit – hjemturen gennem Frankrig:  http://www.rejserier.dk/portugal/retur-til-frankrig-dordogne-og-midtfrankrig

Retur til kort og indholdsfortegnelse: http://www.rejserier.dk/portugal