Fredag d. 24/6
Det blev en omvendt D-dag – briterne har med et snævert flertal besluttet at forlade EU. Det er set med mine øjne en katastrofe for Europa og en kæmpemæssig begmand til føderalist-eliten, der har drevet de sidste mange års udvikling af EU. Juncker, Anders Fogh m.fl. skal være mere end dygtige til virkelighedsfortrængning for ikke at se dette som et kæmpemæssigt nederlag for deres politik og ideologi gennem de sidste 25 år. Poul Schlüter sidder til gengæld formodentlig og smiler skævt, for allerede i 1987 proklamerede han fra Folketingets talerstol, at “…unionen for stendød…!” Hans synspunkt var, at med 27-28 meget forskellige medlemslande i EU er en politisk union a la USA en umulighed – tiden har vist, at han havde ret. I 1972 stemte jeg – præget som jeg var af den kritiske 1968-universitære atmosfære – imod Danmarks optagelse i EF, men efterfølgende blev jeg en varm tilhænger, nærmest brandvarm, fordi jeg opfatter det som et modigt og begavet svar på Europas tusindårede historie med nationalisme og krige. Så Englands Brexit er jeg ked af, og jeg tror Brexit-tilhængerne om kort tid vågner op til nogle gevaldige tømmermænd, fordi de set med mine øjne er blevet vildledt af dybt populistiske politikere som Boris Johnson og Nigel Farage, der har løjet og fordrejet kendsgerninger om mulighederne for UK uden for EU. Samtidig er jeg dog fuld af forståelse for, at når et stort projekt som en europæisk union aldrig er blevet folkeligt forankret, så er det en kolos på lerfødder. Millioner af europæiske lønmodtagere ser deres job forsvinde eller blive overtaget af billig østeuropæisk arbejdskraft, og når de samtidig ser den økonomiske union på grænsen af sammenbrud, fordi den fra starten har været fejlkonstrueret, og når de ser Schengen-konstruktionen som ubrugelig og ude af stand til at beskytte EU’s ydre grænser, fordi også den er fejlkonstrueret, hvor skal de så vende sig hen? Mod de ansigtsløse bureaukrater i Brussels? Eliten i sorte jakkesæt og store biler? Eller nationalstaten, der trods alt har vist sin styrke som styreform i modsætning til en utopi (omend en smuk utopi) om en union? Svaret giver sig naturligvis sig selv, og Brexit kan ikke ses som andet end et dødsstød mod elitisterne/føderalisterne, og det virkeligt spændende bliver, hvordan Brussel vil reagere på udfordringen.
Men tilbage til vores dagligdag her på grænsen mellem Frankrig og Spanien, hvor det i år ikke for alvor vil blive sommer. Vi vil videre mod Portugal, men først skal det centrale Spaniens bjergmassiv forceres, og det skal tages i mindre bidder – dagens mål er Burgos, Franco’s hovedsæde under 1930’ernes spanske borgerkrig, og vi når frem kl. ca. 17 efter 600 km på franske og spanske motorveje, hvor vi er blevet standset utallige gange for at betale vejgebyrer – smask-irriterende. Efter at have slået lejr på byens camping-plads, der er næsten lige så charmerende som Franco var, tager vi ind til byen for at besøge den berømte katedral, som jeg længe har ønsket at se. Den er i gotisk stil, enorm og med en vanvittig flot indgangsportal – når man besøger kirken i Burgos mindes man om, at Spanien engang var et verdensrige.
I en frise uden for kirken hænger en frise med nogle tydeligvis lidende mennesker – hvem og hvorfor var det umuligt at finde ud af, men et lidt frisk langskud kunne være, at det er nogle af dem, der med store afsavn har betalt for det enorme byggeri – iværksat af mænd i sorte præstekjoler, der til gengæld lovede evig lykke i det hinsides…!
Vejret er særdeles u-spansk, blæsende og køligt, og campingpladsen tilmed ret ucharmerende, så vi agter os videre i morgen, men forinden skal vi have lidt at spise –
Dejlig mad, men den rumler lidt i maven, og da vi går i seng, er rumlen blevet til tordenvejr, og uden at gå i detaljer (og slet ingen fotos…!) kan der blot berettes fra natten, at den forløb på den mest ubehagelige vis med at tømme de indre systemer – fuldstændigt! Hvad der forårsagede denne voldsomme maveinfektion, har vi ingen anelse om – men slemt var det. Vi var mildt sagt matte den efterfølgende dag, men kl. 16 var vi tilstrækkeligt restituerede til at forlade Burgos og køre videre mod sydvest.
Lørdag d. 25/6
Meget kan lykkes i kraft af god planlægning, men intet slår et regulært svineheld. Pga den sene afgang fra Burgos havde vi besluttet kun at køre 150 km og havde på kortet fundet en lille by med en campingplads – Tordesillas. Bortset fra nørdede historikere er der næppe mange, der har hørt om byen – og jeg skulle da også grave en del i hjernens afkroge, før dens betydning dukkede op – og her ligger svineheldet, for byen ligger smukt ved floden Duero og er meget seværdig og historisk interessant.
Pga udskejelserne den foregående nat faldt vi halvdøde om i sengen kl. 21.30 og sov i 12 timer, hvorefter jeg var fuldt restitueret, mens AM endnu mangler noget i at være frisk. Søndag gik vi op i den charmerende by, der er typisk for denne del af Spanien med små, skyggefulde gyder og en meget synlig historie, der strækker sig mere end 500 år tilbage. Vi går på byens lille men fint indrettede museum og opdager byens historiske betydning. I 1494 mødtes repræsentanter for kongedømmerne Portugal og Spanien (faktisk var det kongedømmet Galicien, der i dag er en provins i Spanien, men den detalje forbigår vi i denne sammenhæng). De to verdensmagter mødtes her i Tordesillas for at bilægge deres stridigheder og aftale intet mindre end verdens opdeling i to interessesfærer. Med hjælp fra pave Alexander d. 6 enedes man om at trække en linie gennem Atlanterhavet fra pol til pol 2.400 km. vest for Kap Verdeøerne, og paven skænkede Spanien herredømmet over alle de øer og lande, der var opdaget eller måtte blive opdaget (sic) vest for denne linje, mens Portugal tilsvarende fik herredømmet øst for Tordesilla-linien. Linien gennem Atlanterhavet gik så langt mod vest, at det endnu uopdagede Brasilien kom under portugisisk herredømme, og af den grund taler man i dag portugisisk i dette store Sydamerikanske land.
En spændende historielektion, men efter et par timer i byen er vi dog flade og går hjem til liggestolene under Prostatas solmarkise. AM forsøger et dyp i den lokale swimmingpool for at blive helt frisk igen, men effekten er begrænset, hvilket viser sig kl. 17:30, da jeg tilbyder et glas koldt hvidvin. ”Nej tak, hellere et glas koldt vand….”.
Til næste afsnit: Caminha og Brexit nr. 2: http://www.rejserier.dk/portugal/caminha-og-brexit-nr-2.
Retur til kort og indholdsfortegnelse: http://www.rejserier.dk/portugal