19. november 2024
En septemberdag i 1966 blev jeg i den smukke aula på Aarhus Universitet budt velkommen som ny studerende . Universitetets rektor havde hvide handsker på, og gav alle de nye studerende det såkaldte akademiske håndtryk. Det var højtideligt, en smule opstyltet men også særdeles meningsfuldt. Idag har jeg været tilbage i den samme aula til et arrangement for alumner fra universitet, og indholdet var dramatisk, for nogle af landets fremmeste eksperter talte under overskriften: “Ikke siden afslutningen af 2. verdenskrig har Europa stået i en så farlig og konfliktfyldt situation som i disse år”.
Temaet var “Fra kold krig til hybridkrig” og det var ikke opløftende analyser, de lagde frem for os.
En af mine første samfundsfagselever på Vestfyns Gymnasium (1976), lektor og Ph.D. Mette Skak (billedet ovenfor, tryk for bedre billede) talte om situationen i Rusland, der er så presset, at det har motiveret Putin til horrible initiativer, og ingen ved, hvor hans grænse går – hvis han har en grænse. Rusland har mistet 700.000 soldater i løbet af de 1000 dage, krigen hidtil har varet, altså i gennemsnit 700 dræbte eller sårede hver evig eneste dag. Det er svimlende tal, og Rusland har brug for en totalmobilisering, men Putin tør ikke, fordi det vil vække enorm utilfredshed i befolkningen og true ham på magten. For at komme ud af den kattepine har han i stedet importeret 10.000 nordkoreanske soldater og dermed bragt Asien ind i en europæisk krig. Det er en voldsom optrapning og utvivlsomt årsagen til, at præsident Biden for et par dage siden gav ukrainerne lov til at bruge amerikanske langtrækkende våben på russisk territorium – endnu et trin op ad konfliktstigen.
Krigens omkostninger er en enorm belastning for den russiske økonomi, der tilmed er strukturelt presset af svigtende innovation og gammeldags forhold i den militære produktionssektor, hvilket forstærkes af Vestens sanktioner, der faktisk virker, fortalte Mette Skak. Alene det forhold, at et af Putins krav for at gå til forhandlingsbordet er en afskaffelse af Vestens sanktioner, viser rigtigheden af Mettes analyse. Dertil kommer, at Rusland økonomisk og politisk er i lommen på Kina – som man ikke for alvor stoler på! Den russisk-kinesiske historie rummer mange spøgelser, og de er ikke forsvundet, kun midlertidigt nedtonet.
Flemming Splidsboe, Ph.D. og ekspert i global sikkerhed og geopolitik (billedet ovenfor, tryk for bedre billede), tog dernæst over og redegjorde for den hybridkrigsførelse, som Rusland praktiserer for at undergave de vestlige demokratier. Hybridkrigen er sat i værk, fordi Rusland – som Mette Skak redegjorde for – er voldsomt presset, og russerne har hentet adskillige ting op fra værktøjskassen: Drab eller forsøg på drab på nøglepersoner i Vesten, sabotage på vestlig infrastruktur (fx. datakabler på havbunden), cyberangreb mod lufthavne, elværker etc. og endelig også massive mængder af ‘fake news’ med det formål at undergrave tilliden til autoriteterne. Mest foruroligende var det at høre Splidsboes analyse af, at dette trusselsbillede er stærkt dynamisk og ikke er på vej til at stoppe!
Både Mette Skak og Flemming Splidsboe blev spurgt om, hvordan situation vil udvikle sig efter 20. januar, når Trump indtager det Hvide Hus i USA. Deres svar var samstemmende, at verden bevæger sig ind i totalt ukendt territorium, så….? Et andet spørgsmål lød, om Trump kan skaffe den fred, han har lovet, eller om krigen vil fortsætte, og Mette svarede galgenhumoristisk for dem begge med ordene: “Det kan blive en pige eller en dreng. Vi aner det ikke!”.
Et tredje foredrag af lektor Birgitte Beck Pristed handlede om krigen set gennem både russiske og ukrainske børnebøger, og ubehageligt var det at høre, hvordan ukrainske børnebøger – nødtvungent – forsøger at gøre børnene fortrolige med luftalarmer. De russiske børnebøger er – naturligvis – stærkt nationalistiske og voldsomt propaganderende, men alligevel lykkes det nogle af forfatterne at smugle anti-krigs budskaber ind i teksten til en befolkning, der har mange års træning i at læse mellem linierne.
Sidste indslag på seminaret var en rørende samtale via videolink med en ung kvinde i Ukraine, Natalie (billedet nedenfor, tryk for bedre billede), der fortalte om en stærkt belastet dagligdag med børn og familie, hvor det jævnligt er nødvendigt at styrte ned i et beskyttelsesrum, når luftalarmen lyder.
Natalie blev til slut spurgt om sit forhold til civile russere, og hun fortalte om russiske venner, bosat i Moskva, der i begyndelsen af krigen jævnligt skrev til hende for at oplyse hende om, at… “Rusland bare vil hjælpe…!”
Der var meget stille i salen efter hendes fortælling!
5. november 2024
Et forfærdeligt valgresultat i USA, og stemningen i DK afspejles i dagens vejr her i Fjellerup: Overskyet, gråt, udsigtsløst! Statsminister Mette Frederiksen og hendes ligesindede ønsker Trump tillykke med valgsejren – men ønsker ham i det stille hen, hvor peberet gror.
Valgresultatet er i mine øjne mere end noget andet en skamstøtte over et politisk system, der med sin økonomiske liberalisme har spillet fallit ved at tillade hæmningsløs grådighed for de få og undlade at sikre offentlig velfærd for de mange. Trumps sejr var ikke overraskende. Der må (bør) være dybe panderynker hos liberale politikere i Danmark.
Trump har i valgkampen udstedt uspecificerede løfter om stort set alt mellem himmel og jord, fred på jord og økonomisk fremgang for alle, og mon ikke han annoncerer Jesu genkomst i sin tiltrædelsestale. Mindre kan næppe gøre det for en megaloman som ham.
Jeg er ikke i tvivl om, at med Trumps anden valgperiode bliver der for alvor bladet i den store historiebog, verden bliver aldrig den samme igen.
4. november 2024
I morgen er der valg i USA, og uanset hvordan det går, bliver det en historisk dag med konsekvenser, som vi ikke aner omfanget af.
Vinder superpopulisten og diktatoren want-a-be Donald Trump, bliver det et politisk jordskælv. Manden lider åbenlyst af en bizar form for storhedsvanvid, og de personer, han indtil videre har peget på som mulige ministre i sin regering, er ikke meget bedre. Blandt dem er milliardæren Elon Musk og Robert F. Kennedy jr., der begge har sagt lige så vanvittige ting som Trump. Musk erklærer at kunne spare op til 80% på de offentlige budgetter, og Kennedy er erklæret anti-vaccine aktivist og fremturer med vanvittige konspirationsteorier.
Med Trump som præsident vil virkeligheden de næste fire år på en vanvittig måde overgå enhver fantasi – og ikke på den sjove måde.
Hvis Kamela Harris vinder, bliver det også et jordskælv, fordi det med sikkerhed vil udløse blodige uroligheder over det meste af USA, hvis omfang og konsekvenser ingen kan forudsige. Også her kan virkeligheden overgå fantasien, og hvad bagkanten er for den situation, er der ingen, der aner.
Den amerikanske præsident fra 1993-2001, Bill Clinton, sagde engang: “There is nothing wrong with America that cannot be cured with what is right in America.” Ingenting tyder på, at han har ret, USA er på kanten af et sammenbrud.
Uanset hvem der vinder i morgen er en epoke i international politik slut. USA’s fokus har flyttet sig til Asien, først og fremmest til Kina, og vi skal i Europa vænne os til, at for første gang siden afslutningen af 2. verdenskrig er vi alene hjemme og skal omprioritere fra velfærd til forsvar. Er vi klar til det?
Jeg sidder i efterårsmørket i Fjellerup og skriver disse linier, mens vejret udenfor – symbolsk – er gråt og trist. I mit liv har der været mange begivenheder i international politik med karakter af jordskælv, og hvor verdenshistorien tog en brat drejning, Berlin-blokaden i 1948, Cuba-krisen i oktober 1962, Invasionen i Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 for blot at nævne nogle få. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at morgendagens valg vil føje sig til den liste med store konsekvenser for os alle.
Det bliver en historisk tirsdag.
30. juli 2024
Vi har i dag deltaget i begravelsen af Svend, AM’s søsters mand, der døde forleden dag efter en svær tid med en hurtigt fremadskridende demens. Han blev 82 år gammel og havde levet livet helt ud, så begravelsen var på den baggrund vemodig, men ikke sørgelig. Præsten holdt en sjælden god tale, hvor hun (hun, naturligvis, det er længe siden, en kvindelig præst var et særsyn, for nogle helt uacceptabel!) blandt andet talte om det vigtige i at huske de utallige små og store begivenheder, der danner et menneskes liv. Jeg er helt enig, og derfor er jeg glad for, at jeg i foråret 2024 blev færdig med min erindringsbog og fik den trykt, for den er fyldt med (nogle af) de begivenheder, der har dannet rammen om og indholdet i mit liv.
For at blive ved med at huske, har jeg nu genoptaget skriveriet på denne blog, hvor jeg nedfælder tanker om store og små begivenheder i dagligdagen, der gør indtryk på mig. Sidste indlæg var i februar, da vi tumlede med en iskold og indimellem sjaskvåd vinter, men jeg fik lysten igen, da Anders tidligere idag efterlyste nye indlæg – tak for det, Anders!
I skrivende stund sidder vi i den nedgående sol på terrassen i Fjellerup, hvor ikke en vind rører sig, havet er spejlblankt, og temperaturerne er endnu på plus 20. En hare hopper forbi os med retning mod vores salatbed, men dens sultne blik gjorde ikke indtryk på AM, der hyssede af den, mens fuglene i det store birketræ tydeligt pippede, hvad de mener om den sag! Glade børn løber forbi ude på Åbenhusvej, vi vinker til mennesker, vi kender, og for lidt siden kom Bjørn og Jessica, Kirstens søn og svigerdatter i USA, forbi til en hyggelig snak om, hvad der er sket, siden vi sidst var sammen for et år siden. Vi talte om Trump – men også om positive og opløftende emner…!
Nu sidder vi og slutter dagen af med et glas Côtes du Roussillon, der flytter oplevelsen til et niveau, som vi ikke kender bedre –
Med +70 år på tælleren er vi i vores livs efterår, måske endda vinter. Det er svært at forstå, men vi er nødt til at forholde os til det. Det ‘hjælper’ på forståelsen, når sygdom rammer, og det er sket flere gange i det forløbne halvår, men så må svaret være at dreje fokus væk fra en forestilling om det perfekte, væk fra smålighed, væk fra ligegyldige småting, der skygger for de oplevelser, der gør noget positivt ved os.
På en rejse i marts måned til Cap Verdeøerne havde vi oplevelser af netop den art i mødet med den lokale befolkning, oplevelser af samme art, som vi havde i landene i det sydlige Afrika for nogle få år siden. Kogt ind i en Maggi-terning oplevede vi det paradoksale, at økonomisk beskedne vilkår ikke er en forhindring for livsglæde, muligvis er den endda en fordel, selvom det er svært at forstå i vores del af verden, hvor forbrug og shopping er Gud. Vi har ikke brug for flere ting i vores liv, tænker jeg, men vi har brug for at sikre, at kloden overlever, og på det område kan vi lære af de mennesker, vi mødte derude.
12. februar 2024
Vinteren 2023-24 går over i historien som den vådeste i mands minde. Det regner, regner, regner – og ind imellem sner det. Det er et klima i forandring. I morges læste jeg i avisen om unge mennesker, der er ved at give op i kampen mod klimaforandringer, fordi de er oppe mod kræfter, der er meget stærkere end dem, for eksempel de stærke landbrugsorganisationer, der står bag de voldelige demonstrationer i Bruxelles og Paris mod CO2-begrænsende initiativer. Det er skidt, rigtig skidt.
Da vi vågnede i morges sneede det kraftigt, og dagens morgentur var igen en glat oplevelse –
Sneflokke, et venligt nik til andre gående, stilhed og smukke udsigter ind mod Viborg var turens oplevelser, og vi talte undervejs om den voldsomme modsætning mellem vores og romernes dagligdag med larm og trafikkaos (Rom i Januar 2024).
8. februar 2024
Ved et tilfælde er jeg faldet over dette pragtfulde kobberstik fra midten af 1700-taller, der viser Viborg med den daværende domkirkes karakteristiske tårne med ‘kaffekandelåg’. Til venstre for kirken ses det daværende rådhus fra 1728, der i dag er kunstmuseum. Man ser på billedet en rytter komme fra øst (fra Randers) på vej ned mod færgestedet, hvor han og hesten kunne blive sejlet over til byen –
