Stellata
100 km mod øst bragte os fra Parma til en dejlig campingplads med det usædvanlige navn “Lucciole Nella Nebbia”, der betyder “Ildfluer i tågen”. Noget fortænkt, synes jeg.
Campingpladsen ligger ved den lille landsby Stellata langt ude på det italienske bøhland, og vejen dertil fra Parma gik ad søndagsstille landeveje uden problemer. Først til sidst blev det svært, fordi ruten gik over i en ganske smal grusvej, og pludselig holdt vi ved en hermetisk lukket port. Var vi det rigtige sted, var der lukket eller…? Ikke en lyd hørtes, og det var ikke muligt at få kontakt til nogen. Et tryk på en gammel ringeklokke fik dog efter lidt tid porten til knirkende at glide langsomt op og lukke sig bag os, og pludselig var vi på en særdeles velordnet plads, hvor værten på italiener-engelsk tog meget venligt imod os. Hvorfor porten altid er lukket, fandt vi aldrig ud, det virkede lidt spooky. Til gengæld var alt andet fantastisk godt, masser af plads til camperen og fine sanitære forhold –
Campingpladsen har endog en fortræffelig restaurant, hvor vi spiste den første aften ledsaget af en fremragende rødvin (“San Carro”) fra den italienske region Marche og masser af glad, italiensk snak fra en konfirmation i den anden ende af restauranten. Det var sjovt at iagttage, hvordan ca. 30 stole var stillet op i en stor rundkreds, som gæsterne satte sig på og derefter hentede mad og drikke fra en buffet. Det gav en masse grin og snak og bytten rundt på pladserne, slet ikke en dårlig ide.
Campingpladsen ligger klods op ad floden Po, der er Italiens længste og mest vandrige flod med udspring i alperne mod vest og udløb mod øst i Adriaterhavet. Billeder fra en eftermiddagstur på digerne viser, hvor smukt her er –
Digerne er høje og vandstanden reguleres af et net af sluser som denne –
– alligevel så vi, hvordan italienerne med enorme mængder af jord og stenblokke i tonsklassen er i gang med at forstærke digerne yderligere – belært af erfaringer fra de senere år. De forfærdelige oversvømmelser i Østeuropa tidligere på måneden viser, hvor nødvendigt det er.
Vi cyklede en 60 km lang og pragtfuld tur på digerne langs Po og dens kanaler, hvor vi stort set ikke mødte mennesker men til gengæld et rigt dyreliv i form af bl.a. fasaner, fiskehejrer, skovskader, rovfugle, en svømmende vandrotte (var det vistnok) og meget mere.
Undervejs passerede vi små bysamfund, der – endnu – ligger trygt i læ af digerne –
Cykelstien endte i renaissancebyen Ferrara med familien d’Estes enorme palads –
Vejen ind til Ferraras centrum var noget kompliceret, og det voldte os lidt besvær at finde den rigtige vej, da vi skulle retur, men takket være AM’s stifinderevner og med hjælp fra fru Google (det er en kvindestemme) kom vi frem til campingpladsen på cykelbatteriets sidste celler. Måske hjalp det også lidt, at vi i ly af paladsets mure havde fået en cappucino og en croissant.
Næste dags cykeltur var også på digerne og førte os ud i det italienske landbrugsland, hvor nedslidte og grimme bygninger fortæller om de vanskelige vilkår som italiensk bonde. Det rige Norditalien, som man hører om, er bestemt ikke herude –
Efter 15-20 km kørte vi af diget og ned til byen Sermide for at handle aftensmad og måske få en kop kaffe. Det første lykkedes i et supermarked i byens udkant, men ellers var byen stendød. Stort set ingen mennesker på gaden, ingen åbne caféer, ingen åbne butikker, absolut intet af interesse bortset fra den stærkt overdimensionerede katedral i byens midte, der – vistnok – var åben.
I ‘vores’ landsby – Stellata – er forfaldet endnu tydeligere –
På byens torv hænger som i de fleste andre italienske byer den triste mindetavle over de unge mænd, der mistede livet i 1. verdenskrigs meningsløse myrderier –
Skulle man få lyst til et hus i syden, så er denne pragtvilla til salg i Stellata og kan sikkert erhverves til en yderst rimelig pris –
Som så mange andre steder er også landdistrikterne i Italien blevet udsultet, arbejdspladserne er væk, skolen er lukket, slagteren og købmanden er døde, og kun præsten er tilbage til at begrave de sidste. Det er en tragisk udvikling, som vi også så i både Portugal og Spanien. I Danmark har forfatter og debattør Lars Olsen skrevet en række fremragende bøger om emnet, bl.a. “Det delte Danmark”, som i høj grad er læseværdig.
Vejret er ved at slå om til efterår – over hele Norditalien lover de regn de næste dage, så vi forlægger i morgen residensen til Verona.