Aix-en-Provence og Cagne (Nice)
Det er nu både mærkbart og synligt efterår i Sydfrankrig, og et tungt lavtryk med regn har lagt sig over det meste af Occinatien. Vi kan skimte bedring længere østpå, så vi har forladt den stille landsby Romieu og kørt 500 km. mod øst til Aix-en-Provence, hvor skyerne ganske rigtigt er lettet – for en tid, skulle det vise sig. Den udvalgte C-plads var ‘Complet’ og den næste i rækken havde heller ikke ledige pladser, men den unge kvinde i receptionen tilbød os dog en nat på deres parkeringsplads, hvilket vi tog imod. Selvom vi er ude af højsæsonen er her stadig rigtig mange – især gråhårede – tyskere, hollændere og briter, og i Provence er det åbenbart nødvendigt at reservere plads på forhånd.
Det er søndag, og centrum i Aix var proppet med mennesker –
Vi daskede lidt rundt i byen for at mærke, om vi havde lyst til at blive her, og lidt væk fra hovedstrøget er der virkeligt mange hyggelige gader –
Alligevel fandt vi aldrig rigtig ‘gnisten’ i byen, og i kombination med en halvdårlig bo-situation og en trussel om heldagsregn dagen efter besluttede vi at søge yderligere mod øst til området omkring Nice, hvis vi kan få reserveret en plads. Et baguette til aftenmåltidet blev købt i denne smukke bagerbutik –
Jeg bad de to unge kvinder i receptionen på C-pladsen om hjælp til at finde en plads ved Nice, og jeg var lidt overrasket, da de straks smed, hvad de havde i hænderne og gav sig til at gennemtrawle nettet for at finde en god plads så tæt på Nice som muligt. I selve Nice er der sært nok ingen C-pladser, men i forstaden Cagnes fandt de Camping Le Colombier, der ser lovende ud, og en opringning senere på rivende fransk havde vi løfte om en plads. Jeg takkede de to hjælpsomme kvinder mange gange, hvorefter en vrissen dame, vistnok deres chef, stillede sig ved vores bil og sagde, at vi ikke måtte holde på den plads, vi havde fået anvist. Ingen begrundelse, vi måtte bare ikke! Måske syntes hun, at de to unge havde været lidt for søde…? Med lidt skumlen pakkede vi sammen og flyttede udstyr, cykler og den store bil 10 meter, hvorefter rangordenen var præciseret og den vrisne var tilfreds.
Om natten fik vi besøg af et gevaldigt regn-.og tordenvejr – og stærk regn på en blikdåse larmer helt utroligt, så det var lidt svært at sove.
Turen til Cagne på de (dyre) franske motorveje var uproblematisk, men indkørslen til C-pladsen i Cagnes var til gengæld besværlig, fordi den foregik ad stejle og ind imellem meget smalle gader, hvor to biler ikke kan passere hinanden, så det var lidt af et gedemarked, men frem kom vi da og fik den reserverede plads.
Pladsen er glimrende, men for 117. gang undrede vi os over, så dårligt net og wifi fungerer i Frankrig. Campingpladserne har altid wifi, men så sikkert som amen i Notre Dame virker det aldrig, måske helt tæt på receptionen, ellers ikke. Det endnu mere sære er, at det almindelige, luftbårne net også virker elendigt mange steder. Selv her i Cagnes, en forstad til millionbyen Nice, fungerer det meget dårligt eller slet ikke. Det betyder, at vejrudsigt, bankadgang, ruteplanlægning mm i praksis er langt mere bøvlet, end vi er vant til. Også skriverier her på Rejserier.dk er et forhindringsløb – jeg skriver og vil uploade, hvorefter nettet er nede, og det hele skal skrives igen. 5 min. senere virker nettet i 10-15 minutter, hvorefter det går ned igen. Den digitaliserede verden virker pludselig langt væk.
En 2 x 16 km lang cykeltur ind til Nice dagen efter vores ankomst var en broget fornøjelse. Trafiktrykket i dette hjørne af Frankrig er vildere, end jeg har set andre steder. Der er biler allevegne, overalt, og de kører hurtigt og utrolig aggressivt men har samtidig ingen problemer med at stoppe trafikken for at læsse svigermor af, hvilket afstedkommer en masse dytten og yderligere stress. Det er jungleloven, der hersker, og som cyklist må man klare sig så godt, man nu kan. Biler respekterer i det store og hele trafiklysene, men gående og cyklister er fløjtende ligeglade, hvilket skaber en masse kaos.
Langs havet fra Cagnes til centrum af Nice er der lavet en kombineret cykel- og gåsti, og også her herskede kaos og junglelov. Her var el-cykler, almindelige cykler, racercykler, tre-hjulede cykler, ét-hjulede ‘cirkuscykler’, el-løbehjul, klap- og barnevogne, rollatorer, løbere, japanske turister – og AM og mig! Franskmændene havde ild i øjnene og overhalede højre og venstre om, og de modkørende passerede ligeledes både til højre og venstre. Det var kaos! Am glemte hurtigt sine halve løfter om at køre roligt, og her får jeg signal om, at ‘nu overhaler vi…!’ –
På et tidspunkt overså AM en racercykel, der ville overhale og var millimeter fra en kollision, og da jeg spurgte til hændelsen svarede hun: “Jamen jeg regnede ikke med, at der var nogen, der kørte hurtigere end mig…!” 😂
I Nice centrum fik vi tøjret hestene til et rækværk og fortsatte til fods mellem fodgængere og dyttende bilister, der rasede over hinanden. Vi huskede Nice som både charmerende og hyggelig fra et tidligere besøg, men denne gang var der alt for mange mennesker og biler overalt, så en frokost blev dagens højdepunkt. AM fik et bjerg muslinger –
– mens jeg fik noget tørt franskbrød, der var camoufleret som en halv kylling!
En overraskende kølig aften på den dejligt stille C-plads med brød, paté, camambert og et glas Pinot Noir afsluttede dagen.
I den lille by Saint-Paul-de-Vence højt oppe i bjergene bag Nice ligger der et berømt kunstmuseum ‘Fondation Maeght’, der rummer mange værker af bl.a. Miro og i disse uger også en stor særudstilling med værker af vennerne Matisse og Bonnard. Turen derop på cykel er af en type, der får Mont Ventoux-etapen i Tour de France til at ligne en flad landingsbane. Kun med fuld knald på elektriciteten og ned i 1. gear lykkedes det os at komme derop, og sveden tapløb af os, da vi stod af cyklerne. Kunstmuset er i sig selv meget smukt, og både i skulpturhaven og indenfor er der masser at komme efter –
Miros skulpturer kendte jeg udmærket, men denne her spekulerede jeg en del over – uden på noget tidspunkt at finde pointen –
Matisse var rigt repræsenteret, her et af hans meget kendte værker –
Og her tre af hans stregninger i min opsætning –
Vi ville gerne have spist en let frokost i museets restaurant og fandt et ledigt bord, men tjeneren belærte mig på rivende fransk om, at her – her – spiste man kun efter forudgående reservation…!
Således belærte og oplyste cyklede vi ned til det lokale Lidl og købte brød, ost og vin. Helt sikkert bedre!
Videre til Parma