Caminha – Portugal

Grænsen mellem Spanien og Portugal her på vestkysten udgøres af den mægtige Minho-flod, der fra fastlandet løber ud i et vældigt delta, hvor tidevandet giver en voldsom forskel på vanddybden ved flod og ebbe. Da vi ankom, var det ebbe og færgen mellem Portugal og Spanien lå ‘fortøjet’ på en mudderbanke og ventede på bedre tider –

Grænsen på land er idag blot et skilt (ikke engang fartbegrænsning er der), og efter den korte tur fra Vigo fandt vi hurtigt byens Orbitur-campingplads og fik anvist en glimrende plads. Ingen zigøjnerlejr her, kun stilhed og god plads sammen med (andre) gråhårede fra forskellige hjørner af Europa.

Hvide sandstrande har samme effekt på AM som syltetøj har på hvepse, så jeg når kun lige at få trukket bilens håndbremse, før vi er på vej ned ad den nærmeste sti til strandene, der må være nogle af Europas flotteste. De strækker sig så langt øjet rækker, men på grund af den stærke blæst er det ikke badevejr, så vi nøjes med et hvil i en klit med udsigt til en gammel søfæstning, der i fordums tid har beskyttet indsejlingen ad  Minho-floden –

Byen Caminha er en mindre provinsby med sin helt egen, autentiske stemning og kemisk renset for turistgøgl. Torvet er en dejlig oase med smukke bygninger, cafeer og forretninger, alt sammen fra en svunden tid –

Byens kirke er opulent overhængt barok i en særlig portugisisk variant, der i vores øjne er mere speciel end smuk (for nu at sige det pænt) –

Den portugisiske katolicisme er bestemt ikke en glad kristendom, afbildinger og figurer har alle et ualmindeligt lidende udtryk – her Jesus med …. en paraply?

I en af byens andre kirker er det bestemt ikke bedre – Indre Mission i Danmark er det rene festfyrværkeri ved sammenligning med dette –

Engang ved lejlighed vil jeg prøve at finde ud af, hvad der ligger bag den traurige, mørke fremstilling af kristendommen, msn finder her i Portugal.

Ude på gaden igen fortsatte vi gennem byen, der på en og samme tid har en aura af fordums storhed og nutidens forfald over sig. Her boede byens frisør engang  –

Trods forfald her og der og en dyster stemning i byens kirker er det dog alligevel billedet af en by med sin helt egen dejlige stemning, der står stærkest i erindringen .-

I en maggiterning: Ja, Caminha er så absolut et besøg værd.

Videre til Estrella-bjergene