En søndag i Melo
Det er søndag, vores sidste dag i Portugal, og vi gik en tur i den lille landsby Melo midt inde i Estrella-bjergene. Landsbyen er målt på bygninger relativ stor med en kirke og et torv – men dets indbyggere har som så mange andre portugisiske landsbyer en gennemsnitsalder på langt over 70, fortalte værtsparret på C-pladsen.
Det var en smuk men også tankevækkende vandring i byen, der er fyldt med bygninger og genstande fra en længst svunden tid –
Jeg tog en masse billeder i byen, og der er ét fællestræk ved dem –
– der er ingen mennesker på gaden!
Først efter at have vandret rundet i en rum tid fandt vi et lille lokale med karakter af en cafe, og her sad der 5-6 ældre mennesker rundt om et TV, der i en plejehjemsagtig stemning viste – et motorcykelløb! Formodentlig har de pågældende kendt hinanden i en menneskealder og alle nyheder er forlængst udvekslet, så der var ingen snak, kun støj fra motorcyklerne. Vi fiskede et par is op af en gammel fryser og kunne mærke, at vi blev indgående betragtet, helt sikkert med venlige blikke, men ingen mælede et ord, og ligeså stille, som vi var kommet ind, listede vi ud på gaden igen og satte os på en bænk for at fundere over dagens oplevelse.
På vej ud af byen passerede vi Sankt Isodore, som Melo har udnævnt til sin protektor –
– men han passer helt tydeligt ikke sit arbejde. Melo er ikke uddød, endnu, pladser og gader bliver stadig fejet og blomsterkummerne står smukke og velholdte, men der er ikke skygge af fremtid i byen, og med mindre staten sætter noget helt ekstraordinært i værk, bliver kirkegården snart det sidste sted med aktivitet, inden sidste mand lukker og slukker.
Videre til Salamanca