Estrella-bjergene
Efter Caminha var det planen at tilbringe et par dage i Porto, men jeg lærte som soldat, at når kort og virkelighed ikke passer sammen, så er det klogt at følge virkeligheden. Kortet – i dette tilfælde vejrudsigten – lovede sol og lette skyer, men virkeligheden her på Portugals vestkyst bestod af blytunge skyer og let regn, og da den ønskede C-plads i Porto tilmed lå ucharmerende og ikke umiddelbart havde ledige pladser, var konklusionen klar: En ny plan måtte findes frem, der passede til virkeligheden.
Vi hev plan ‘236-A/1’ op af skuffen, altså af Macbook’en, og satte General Google til at finde en rute ind gennem Estrella-bjergene i Portugals bagland til en C-plads med gode anmeldelser. Det gjorde hun også, men milde moses for nogle veje, hun sendte os ud på. Snævre og stejle var de og med en horribel dårlig vejbelægning med huller som i en svejtserost – mest af alt gedestier, tænkte vi. Og lidt senere –
Geder har naturligvis ‘retten til vejen’ på disse kanter, så vi holdt stille og lod flokken passere i god ro og orden. De fulgte efter hyrden, der ganske langsomt kørte foran i noget, der engang for mange år siden var en bil.
Vejret bedredes gradvist efterhånden som vi kom væk fra kysten, men det gjaldt ikke vejene, der er skabt til geder og bestemt ikke til en tonstung, 7 meter lang kassebil, der har det med hårnålesving som jeg har det med muslinger: Nej tak!
Et par byer var der undervejs – bl.a. Viseo med 1,2 mio. rundkørsler (jeg talte dem!) – men belønningen kom ved den lille landsby Nabainhos, hvor Camping Quinta das Cegonhas ligger pragtfuldt placeret mellem vinmarker og oliventræer –
Lonely Planet gør opmærksom på, at vejene inde i Estrella-bjergene er ‘udfordrende‘, og det kan vi bestemt bekræfte, men det er strabadserne værd, for bjergene er vildt smukke og C-pladsen en af de bedste, vi har været på, smukt beliggende, masser af plads, gode sanitære forhold og mulighed for at spise billigt på pladsens restaurant.
Landsbyen Nabainhos er et godt eksempel på, at velstanden også i Portugal primært ligger i storbyerne. Det er de gamle menneskers by, og der er stille i de små solfyldte gader –
Vi cyklede ad stejle veje til nabobyen Gouveia i en kulisse af pragtfulde panoramaer –
Gouvaia er kun en lidt større landsby, og derfor var det en overraskelse at møde denne store og smukke bygning i byens midte –
– der i sit indre rummede en firelænget gård med en smuk og velholdt have –
Formodentlig er bygningen et lokalt administrationscentrum eller noget lignende, men vi fandt aldrig ud af det, for vi mødte ikke ét eneste menneske eller så et oplysende skilt, det var næsten som en klosterhave.
Facaden på byens kirke er udsmykket på traditionel portugisisk vis med blå kakler, og dens indre er – ligeså traditionelt – opulent og overhængt med guld og glimmer –
Kirken og et nærliggende kapel rummede – endnu en gang – nogle usædvanlige fremstillinger af Jesusfiguren –
Som trøst for de trængende rummede byen heldigvis også andre templer –
På byens ganske lille torv satte vi os og hentede i den nærliggende købmandsforretning et par kopper kaffe –
Udvalget af købmands-kaffe var befriende enkelt, for man kunne vælge mellem en lille kop hylende stærk ekspresso til 0,75€ eller ingenting. Og mælk? Glem det. Hos den samme købmand spurgte vi til prisen på et stort, lækkert uldtæppe, fremstillet af en lokal væverske, som købmanden måtte ringe til for at kunne svare. Vi købte det for 37€, en fin handel for begge parter, tror vi.
Den dejlige cykeltur i den smukke, portugisiske provins fik mig til at tænke på, at problematikken med provins over for (stor)byer er den samme i Danmark. Uligheden stiger støt, for mens skattegrundlaget i de store byer giver råd til god offentlig velfærd, kniber det voldsomt i de små bysamfund, der er lavindkomstområder. Centraliseringen af sygehuse, politi og uddannelser – i høj grad en konsekvens af Lars Løkkes kommunalreform i 2007 – har betydet, at der er store områder, hvor den sidste bus forlængst er kørt, skolen er lukket, lægen gået på pension, og banken siger nej til et lån for at købe et hus. Derude – i Danmark som i Portugal – er kun de gamle tilbage, for de unge er flygtet forlængst, perspektiverne er simpelthen for ringe. Det er skandaløst, synes jeg. Retningen skal ændres, og det kræver meget mindre Lars Løkke og meget mere offentlig styring –
Videre til En søndag i Melo