Isla – Nordspanien

Isla – Nordspanien

Spaniens vilde nordkyst ud mod Biscayen har vi besøgt før, og vi har besluttet at gentage et besøg på halvøen Isla mellem Santander og Bilbao. Camping Playa de Isla ligger utrolig flot og har en badestrand, der får AM til at nynne, så der vil vi slå lejr for nogle dage –

Den sidste kilometer frem til pladsen er snæver og vanskelig, og har man en campingvogn med, kræver det en ‘forløber’, for to biler kan ikke passere hinanden. Besværet med at komme frem er dog værd at tage med, for stedet er dejlig med en fantastisk udsigt fra solstolen –

Den lille by Isla er hyggelig og (naturligvis) præget af turisme, men har bestemt også beholdt en del af sin originale karakter. I bygningen her kan man spekulere over, om der måske bliver bagt andet end brød bag den iøjnefaldende facade…måske på første sal…? 😁

Et par kilometer fra Isla er der et gammelt kvarter med en interessant kirke –

Mange års regn og blæst fra Biscayen har slidt hårdt på kirken, men det er interessant at studere kirkens udsmykning og fundere over, at her har en dygtig stenhugger engang lagt sjæl og knofedt i fremstilling af forskellige ‘fortællinger’.

Figuren til venstre er naturligvis Jesus, men det er interessant, at han står under en muslingeskal, der i sin oprindelse er et hedensk symbol for Afrodite, der stående på en muslingeskal sejlede over det skummende hav til Cypern. Afrodite var datter af Zeus og Dione, og symbolikken er klar: Zeus’ skummende sæd forenes med muslingeskallen, som er det kvindelige køn.

Med tiden er muslingen også blevet et symbol i kristendommen, et Maria-symbol, for ligesom perlen løsner sig fra muslingen uden at ændre sit væsen, således har Jesus heller ikke krænket Marias jomfruelighed ved at lade sig føde af hende.

En anden udlægning af muslingesymbolet er, at Johannes Døberen efter sigende skulle have brugt en muslingeskal, da han døbte Jesus i Jordanfloden.

Hvilken udlægning stenhuggeren havde i hovedet, da han lavede muslingen, aner jeg naturligvis ikke, men muslingeskallen og dens fortælling er under alle omstændigheder værd at bemærke og fundere over, når man møder den.

Biscayen er berygtet for sit omskiftelige vejr, og efter en dag med dejligt solskin og fine temperaturer slog det pludseligt om til regn og blæst, der fik havet til at skumme hvidt. Vejrudsigten for de kommende dage ser endnu mere våd ud, så vi fortsætter i morgen til Vigo på den spanske vestkyst, hvor vejret skulle være mere stabilt.

Videre til Vigo

Nye indlæg