Østkysten mellem Valencia og Barcelona
550 km. på de betalingsfrie spanske motorveje førte os stik øst frem mod det Baleariske hav (en del af Middelhavet), hvor vi har udset os en campingplads i en naturpark, der har fået fine anmeldelser, omend de sidste par kilometer frem mod pladsen beskrivers som et mareridt. Hvor svært kan det være, tænkte vi og kørte derud – og så blev det riiiiigtig svært.
‘Vejen’ var på ingen måde en vej, men bare en stor bunke sten, og den store camper protesterede heftigt mod vilkårene. Frem kom vi, selvom jeg undervejs var voldsomt bekymret for, om bilens dæk kunne holde til den voldsomme behandling. Fremme ved pladsen fik vi at vide, at alt var optaget – vi havde glemt, at det var weekend. Med møje og besvær fik jeg den store camper vendt på alt for lidt plads og begyndte turen tilbage på stenene, da en hollænder i en endnu større camper kom blæsende imod os. To campere kunne ikke passere hinanden, hvilket kostede et ødelagt glas på det ene blinklys. Arrrgh! Shit happens!
Vi slap ud til landevejen og fortsatte mod en anden C-plads ved den lille by L’ampolla, der ligger ved havet mellem Barcelona og Valencia. Det var jo stadig weekend, så vi reserverede plads nogle dage og fandt derefter i landsbyen Camarles en fortræffelig P-plads for autocampere, hvor vi kan tilbringe natten. Der var ret god plads 😀 –
Det var sjovt at gå en tur i landsbyen, hvor gaderne denne lørdag eftermiddag var fuldstændigt mennesketomme, her var kun sol, skygge, et par katte, støv og intet andet. AM havde på nettet fundet en SPAR-butik, som angiveligt skulle være åben, og med lige dele tomme indkøbsnet og fulde forhåbninger fulgte vi general Google frem mod forretningen – for katastrofen lurede: Vores vinkælder var tom! Fremme ved SPAR så vi en aften i øjnene på en øde parkeringsplads uden et glas vin, for forretningen var tydeligvis lukket.
Ved et nærmere eftersyn indtraf miraklet, forretningen så lukket ud, men den var åben – hurra…! – og selv om den var en fjerdedel størrelse af Brugsen i Fjellerup (så ved vi, hvad vi taler om), så var der et nydeligt udbud af vin, og med tunge bæreposer gik vi lettede hjem.
Aftensmaden bød på fremragende brød, paté, cornichoner, ost og en sød bolle samt et glas Rioja, og det blev en dejlig, stille aften på parkeringspladsen –
Næste dag fik vi en fin plads på byens C-plads og da vi havde set på omgivelserne, forlængede vi opholdet med en dag, både C-pladsen og omgivelserne er virkeligt pragtfulde –
I bjergene bag L’ampolla ligger der enorme olivenplantager, som vi i dag cyklede igennem på en 30 km. lang og anstrengende tur –
Oliventræer må være enormt hårdføre, for de vokser i noget af det mest elendige jord, jeg kan forestille mig. Det er mere sten og grus end det er jord.
En stor del af turen foregik på ‘gedestier’ med en belægning af grus, skarpe sten og cement, der er ret modbydelig at cykle på. Cyklen hopper, danser og skrider ud på den ru belægning, der tilmed gør en punktering sandsynlig, og støvet gør det nødvendigt med vandpauser –
(Jeg kan høre Marianne H’s kommentarer for mit indre øre, når hun ser disse ‘vandingsbilleder’: “Endelig har de lært det…!”... 🤣😂😂).
Området er smukt og ensformigt over mange kilometer, og jeg tænkte en del over, om det virkelig er muligt at skabe en indkomst til en familie her –
Vi mødte ingen mennesker på vores cykeltur, og de få huse, vi så, lå stille hen med lukkede skodder uden tegn på aktivitet. Et enkelt hus lå smukt tilbagetrukket med åbne skodder, men om der boede mennesker, var umuligt at afgøre –
Cykelturen var ikke kun anstrengende, den var også tankevækkende om menneskers livsvilkår under barske omstændigheder. Kilometerlange håndbyggede diger af limsten, der indhegner tusindvis af århundredgamle oliventræer, fortæller en historie om et slid, vi næppe helt kan sætte os ind i idag, et slid under en bagende sol og ofte med en strid mistralvind som modstander.
– – – o0o – – –
Byen L’ampolla (og campingpladsen) ligger ved et stort delta, der dannes af Spaniens mest vandrige flod, Ebre, og efter gårsdagens tur i de århundredgamle olivenlunde var det idag tid til en 25 km. lang cykeltur i deltaet. Her trives tusindvis af fugle, og straks vi indledte turen, passerede en flok smukke flamingoer hen over os – et fantastisk syn.
Lidt længere fremme stod en anden flok – på ét ben – og hvilede sig i det stillestående, blå vand, et magisk syn –
Deltaet har et usædvanligt rigt plante- og dyreliv og er heldigvis beskyttet af internationale regler. Det myldrede med fisk og krabber i vandet, og bl.a. muslinger dyrkes på traditionel vis ved at snøre ‘baby-muslinger’ ind i nogle net, der derefter sænkes i vandet, indtil voksne muslinger kan høstes året efter –
Alt ser ud til at kunne dyrkes her, og cykelturen gik i flere kilometer langs med rismarker, der har enorme kaktusplanter og store figentræer som en dekorativ ramme – sidstnævnte lod sig naturligvis plyndre –
Selve byen L’ampolla er der ingen grund til at fremhæve, men området omkring byen, deltaet, de bagvedliggende bjerge og også campingpladsen er helt bestemt et besøg værd. Der er som bekendt altid en slange i ethvert paradis, og det rige naturliv i det sumpede delta betyder, at der er en syndflod af pågående fluer her, og selv det mest krasse insektmiddel synes blot at opmuntre dem til yderligere aktivitet. Men utrolig smukt er her –
Mens vi sidder her på den spanske østkyst og nyder solen, læser vi i nyhederne om enorme nedbørsmængder, oversvømmelser og tilhørende ødelæggelser i Tjekkiet og Polen, som vores to gode venner fra Viborg netop har forladt. Samtidig læser vi om store skovbrande med adskillige dødsfald i præcist det område af Portugal, som vi forlod for et par dage siden. Vi har været heldige, men den slags katastrofer er desværre i takt med klimaforandringerne også blevet en del af det at rejse.
Videre til Rioja