Parma

Vejrudsigten for Nice og omegn lød på dagsregn, og da vi absolut ikke var charmerede af storbyen med dens larm og voldsomme trafiktryk, besluttede vi at køre ind i Norditalien, som vi af mange grunde gerne vil besøge igen, og hvor DMI iøvrigt lover dejligt vejr. Første stop besluttede vi skulle være på camping Arizona i Salsomaggiore Terme 30 km. vest for Parma.

De 400 km. fra Vence til Salsomaggiore Terme blev en stressende oplevelse. Udkørslen fra Vence foregik på veje, der er bygget til biler af en størrelse som Fiat 500, og i den hektiske morgentrafik skulle vi igennem med en 7,5 m. lang camper. Det var ikke sjovt. Ét sted var der et 120 graders sving, som jeg kun lige akkurat fik manøvreret bilen igennem, mens den øvrige trafik pænt holdt tilbage – uden at dytte arrigt, som de ellers har for vane, og tak for det.

Umådeligt irriterende var det to gange på vej frem mod motorvejen at blive stoppet ved betalingsstationer for det ene sted at betale 1 € og det andet sted 2,5€. Den fuldstændigt hysteriske trafik gled på dette tidspunkt egentlig pænt, men med disse stop kom der propper i strømmen, hvilket gjorde det hele endnu vanskeligere.

Med sved i håndfladerne kom vi frem til motorvejen mod Genova, der løber højt i bjergene, forbundet af utallige tunneller. De første 200 km. kørte vi lige så meget inde i tunnellerne som mellem tunnellerne, og trafiktrykket var monstrøst. Også det gav sved i hænderne, men det regnede uafbrudt, så vi fortrød ikke beslutningen om at flytte os. Ved Genova drejede vi ind i landet og håbede, det ville lette lidt på trafiktrykket, hvilket ikke skete, nærmest tværtimod, for det var motorvejen mod store byer som Milano og Bologna, og højre spor var én uendelig lang række af lastbiler. Ved et betalingssted gik der – ligesom i Frankrig – ged i trafikstrømmen, fordi skiltningen var håbløs – eller også var den bare italiensk. Over indkørslerne til betalingsbåsene hang der store skilte, der med et kæmpestort rødt X markerede, at her skulle man ikke køre ind. Samtidig var der ved nogle af disse båse et grønt lyssignal, og hvad betød det så? Skulle man alligevel køre ind under det røde X…? Vi tog chancen og kørte ind, hvorefter maskinen nægtede at læse mit VISA-kort. Til alt held havde vi tilstrækkeligt med kontanter, så vi slap ud igen, men der var efterfølgende ikke mange pæne ord om italiensk kommunikation.

Dagens gode oplevelse var – langt om længe – at komme frem til camping Arizona, der er en dejlig stor plads, og solen er nu begyndt at titte frem mellem de regntunge skyer.

Trætte og med summen i hovedet efter dagens anstrengende kørsel fandt vi stolene frem og satte os med en sodavand i hånden og talte om trafiktrykket i Europa, der er vokset enormt de sidste ti år. Det nærmer sig nu det utålelige. Vi vil på vores videre færd forsøge at finde lokale veje i stedet for de overbelastede motorveje. Det tager længere tid men giver (som regel) en meget bedre oplevelse.

Vi var tidligt afsted den følgende dag og var fremme i Parma i løbet af en times tid. Det betød, at vi fik plads på ‘Area Sosta Camper’, en glimende standplads for autocampere 4 km. fra centrum. Kommer man først op ad dagen, er alle pladser med sikkerhed optaget. Som på alle standpladser er her mere simpelt end på en rigtig campingplads, men det er billigere og i praksis glimrende. Vi blev taget meget venligt imod og fik fin vejledning af en italiener, der sagde han talte engelsk – men han talte nu tysk! En slags tysk 😁

Vi drog hurtigt ind til Parma, der med sine 175.000 indbyggere er en ret stor by og lige så dybt charmerende, som Nice var en skuffelse. Byen er en labyrint af små gader, kirker, pladser, monumenter og paladser, og – ikke mindst – små og større specialbutikker af en type, der mere eller mindre er forsvundet i Danmark, for eksempel noget så herligt som en stor boghandel, en grønthandler samt en forretning, der har specialiseret sig i brød, pasta og lidt til den søde tand –

Byens katedral er fra 1000-tallet, hvilket et er svært at fatte, når man står foran den –

Kirken bevogtes af et par store løver, hugget ud af en stor stenblok engang i 1200-tallet af en vanvittig dygtig stenhugger. Da jeg stod og betragtede den og tænkte på datidens redskaber, som stenhuggeren har haft til sin rådighed, var det næsten svimlende –

Om stenhuggeren nogensinde har set en løve, er nok mere end tvivlsomt, for han har udstyret den med noget, der ligner en fjerdragt samt rovfuglefødder. Det gør den dog ikke mindre fantastisk.

Vi har set utallige kirker i tidens løb, men domkirken i Parma er tæt på at tage prisen som den flotteste. Størrelsen og proportionerne kan kun forklares gennem et billede –

Den indvendige kuppel er uden for kategori med Corregios billede fra 1530 af Marias himmelfart –

Marias opstigen i en solfyldt himmel mellem dansende engle er stærk symbolik, som utvivlsomt har fået mangen en tvivlende italiener til at rette ind til den rette tro. Vi drøftede – ukristeligt og meget lidt woke-korrekt – om ikke Maria har mandeben…? Enhver kan vurdere for sig selv 😁.

I et sidekapel er væggene dekoreret med de herligste kalkmalerier, der kan sætte fantasien i sving hos beskueren. Jeg ved det ikke, men mon ikke det er en form for dåbsritual, der er i gang på billedet her –

Hvad der foregår her, ved jeg heller ikke, men billedet er pragtfuldt. Måske en form for djævleuddrivelse –

Operakomponisten Guiseppe Verdi blev født lidt uden for Parma, og derfor er der hvert år Verdi-festival i byen med masser af hans musik. Hver dag kl. 13 er der gratis smagsprøver på Verdis musik, idet en operasanger – akkompagneret af et flygel – fra balkonen på Teatro Regio synger nogle af hans mest kendte arier. Vi oplevede det to dage i træk, og det var fantastisk –

Oplevelserne gav lyst til (hvilket selvfølgelig også var meningen!) at komme ind og se en af Verdis operaer, og faktisk spillede de netop i aften, men desværre på Verdis fødested 40 km. fra Parma, så det måtte vi opgive.

Parma er charmerende om dagen men endnu mere om aftenen, hvor der er masser af dejligt liv på de utallige caféer og restauranter. Det slog mig som bemærkelsesværdigt, at mens verden står i flammer, går livet her videre med fest og farver, og folk virker fuldstændigt ubekymrede. Det er utvivlsomt godt sådant, men ikke desto mindre bemærkelsesværdigt.  Hvis man altså er mig!

Vi spiste fremragende mad på Restaurant Ruliano ikke langt fra den centrale Plaza Garibaldi –

Vores hovedret ‘Pasta cacio e pepe’ (der for italienere bare er en forret, ‘Primi’) var så fantastisk velsmagende, at englene sang med. AM siger, at hun har luret opskriften af og kan lave retten, når vi kommer hjem. Om englene følger med, vil vise sig 😁.

Vi cykler ind til byen fra vores P-plads på en markeret cykelsti, hvilket på typisk italiensk betyder en sti af cement med utallige små og navnlig store huller. Dem skal man undgå samtidig med, at man skal være opmærksom på alle dem med klapvogn eller barnevogn, dem der går, står eller sidder på cykelstien, og ikke mindst dem på cykel og el-løbehjul, hvoraf mange læser på deres telefon samtidig med, at de kører. Cykelstien krydser hele tiden stækt trafikerede veje, de fleste med lyssignal, hvilket er fuldstændigt ligegyldigt, for ingen – absolut ingen – tager notits af dem. Alle satser liv og helbred på, at bilisterne bremser, hvilket de da også er flinke til. Også AM har nu forstået, at hastighed ikke er alt, men der er stadig plads til forbedringer. I et stort kryds kørte hun over for ‘lyserødt’, og da jeg påtalte det, lød svaret ganske karakteristisk: “Jo, men jeg havde lige sat min spurt ind…!” 😂🤣

Vi besøgte bl.a. Parmas museum for musik, og uden at det var fantastisk, var det egentlig ganske fint. Museet hylder naturligvis de store operakomponister fra 1800-tallet, Bellini, Donizetti, Verdi og Rossini –

En nyhed var det for mig, at Wagner på et tidspunkt var lige så populær i Parma som Verdi og fik bl.a. Falstaff opført adskillige gange. Et fuldstændigt vidunderligt billede fra 1895 viser helte-baytonen Silla Carobbi i sit omklædningsrum umiddelbart før han skal på scenen –

Vores sidste dag i Parma var en lørdag, og vi havde en fornemmelse af, at alle byens borgere var på gaden. Der var et mylder af mennesker overalt, ikke mindst foran de små specialbutikker, hvor Parmas lækkerier sælges –

I en maggiterning:; Parma er en smuk og dejlig by, og et besøg kan varmt anbefales.

Videre til Stellata