Eftertanker fra en rundrejse i Europa
Et fantastisk kontinent
I næsten to måneder har vi rejst rundt i Europa – Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Portugal, Østrig og Italien – og indtrykkene har hobet sig op i et omfang, så der simpelthen ikke er plads til flere. Vi skal hjem og have ro i hovedet.
Vi har oplevet flot natur, spændende historie og interessant kultur, men først og fremmest har vi overalt mødt utroligt mange, venlige og imødekommende mennesker. Billedet nedenfor fra Caminha i Portugal er ganske typisk: AM spurgte en gruppe unge mænd om vej til det nærmeste supermarked, hvilket de ikke kunne svare på (deres mors domæne, sagde de 😀!), men hurtigt hev de deres mobiltelefoner frem og løste problemet med store smil og gebærder –
Blandt de største naturoplevelser tænker vi i særlig grad tilbage på den Castillianske højslette som ét blandt mange højdepunkter. Fantastiske vidder og enestående udsigter, der med mellemrum afbrydes af spektakulære byer. Også det enorme delta ved Ebro-flodens udløb, Estrella-bjergene i Portugal samt Loiredalen med slotte og forfinet fransk kultur presser sig på med fantastiske oplevelser.
Blandt de mange byer, vi har besøgt, står spanske Salamanca som en ener, men konkurrencen er hård, for også Amboise, Haro og Parma presser sig på som smukke og fantastiske steder at besøge. Salzburg og Verona ville også have været på listen, hvis ikke det var for de store grupper af selfie-tossede japanere, der fylder alt for meget. .
Ud over at være smuk er Europa også er et fantastisk kontinent at rejse rundt på, fordi tingene hele tiden forandrer sig. Vi bemærker dårligt nok, at vi kører over en grænse, men pludselig taler folk et andet sprog, husene ser anderledes ud, maden er noget helt andet, og kulturen blandt mennesker er anderledes. I Italien er cyklister og fodgængere fløjtende ligeglade med trafiklys, men lige over på den anden side af grænsen, i Østrig, står folk pænt og venter på grønt lys, selvom der ikke er en bil i miles omkreds. I Italien spiste vi ‘Pasta cacio e pepe’, der var tilberedt, så englene sang, og blot nogle få dage senere fik vi ‘Currywurst mit pommes’, hvor det var Wagners valkyrier, der stod for musikken. I Frankrig så vi hunde i klapvogne, og på slottet Chenanceau fortalte en kvinde sin hund i bæreselen på brystet om de malerier, hun så. Absurd eller komisk alt efter temperament. I Haro udpegede vi små lækre tapas ved disken og udvalgte omhyggeligt, hvilken Rioja, der passede til, mens vi i Vigo blev spurgt, om vi var til fisk eller kød, hvorefter kromutter bestemte resten, og rødvinen kom i baljer uden etiket.
Det har været en smuk, fornøjelig, forunderlig og tankevækkende rejse.
Tidsler i buketten
Der er naturligvis også et par tidsler i den smukke europæiske buket. Trafiktrykket er mange steder så intenst, at det næsten er ulideligt. Det gælder i de store byer, men også motorvejene er enormt belastede af uendelige rækker af store lastbiler. Vi kørte af den grund så vidt muligt på de betalingsfrie veje, hvor det ganske vist går langsommere på grund af de utallige rundkørsler og fordi asfaltbelægningen mange steder er horribel dårlig, men det er mindre stressende og man oplever mere.
Vi besøgte på vores rejse adskillige udkantområder, der er dejlige at gæste, men umulige at leve i, fordi der hverken er arbejdspladser eller uddannelse. I nogle små byer i Sydeuropa står selv støvet stille, og arbejde er der kun til præsten og kirkegårdsgraveren. I forskellig grad er problematikken også aktuel i Østtyskland, Frankrig og Østrig, hvor man i udkantområderne føler sig glemt og svigtet af centralregeringen, og her stormer højreekstreme partier frem med deres simple – men sjældent realistiske – svar på tidens problemer. Det er meget bekymrende.
Med blikket rettet mod danske forhold har samfundsdebattøren og forfatteren Lars Olsen sat navn på problematikken med sin seneste bog: “Det de kalder udkant, kalder vi hjem”. Bedre og mere præcist kan det vist ikke siges.
Tyskland, Europas største land og økonomiske motor, er blevet kontinentets syge mand. I 2024 ender landet i økonomisk recession og står samtidig lidt forpjusket tilbage på perronen, efter at toget med den digitale og grønne omstilling er kørt. Som det eneste sted på vores lange rejse var det i Tyskland nødvendigt at have ‘bargeld’ i pungen, alle andre steder brugte vi vores VISA-kort.
Det er et Europa med problemer, som der forhåbentlig er politisk vilje og styrke til at tackle. Er jeg optimistisk? Ja! Men kun fordi det modsatte er håbløst, bogstavelig talt!
Europas blodige historie
Europa er et fantastisk smukt kontinent, men dets historie driver af blod, og det slog mig også på denne rejse, hvor mange mindesmærker der er for faldne i de utallige krige, europæerne har ført mod hinanden. I Frankrig er der groft sagt ét i hver eneste landsby, men også tyskerne er godt med, og – bemærkelsesværdigt – ofte med en finger, der peger mod dem selv. I Bayreuth kom vi tilfældigvis forbi dette ‘talende mindesmærke’ –
Gemt under brostenene på byens hovedstrøg er der en højtaler, hvor en stemme højt og tydeligt døgnet rundt i en uendelig sløjfe læser navnene op på de borgere fra byen, der under nazismen blev deporteret og siden myrdet i kz-lejre. Det er mildt sagt påtrængende, og det må være forfærdeligt som tysk borger (menneske!) dag og nat at blive konfronteret med fortidens synder, men det illustrerer tyskernes stålsatte vilje til at gøre op med nazitidens ugerninger – og dét aftvinger enorm respekt, synes jeg.
I Salzburg talte vi en del med vores tyske naboer på campingpladsen. De var vokset op i det kommunistiske Østtyskland, og deres taknemmelighed rettede sig mod EU. Tak for penge til genopbygning af et nedslidt samfund, tak for opbakning til at komme videre efter årtierne med undertrykkelse som borger i DDR. Det var tankevækkende.
Det praktiske
Vi kørte turen i en stor autocamper, der var lejet hos Wohnmobile i Harrislee/Flensburg, som vi har gode erfaringer med. Små 10.000 km. blev det til, og det har været en blandet fornøjelse. Det har været rart ikke at skulle pakke ned og ud, hver gang vi flyttede os, og komforten i bilen som beboelse er glimrende. Men en stor autocamper er ikke en køremaskine, så langt fra, og specielt er det vanskeligt at komme rundt med den store bil på Europas små veje og gennem Sydeuropas tusindvis af rundkørsler. Det var et problem, at vi ikke kunne fortælle fru Google, at vi kørte i en bil af lastbilstørrelse, og derfor havnede vi adskillige gange på veje så snævre, at to biler ikke kunne passere hinanden. I praksis er tophastigheden ikke mere end godt 100 km./t, og den store kabine skramler og larmer i en grad, så det kan være vanskeligt at føre en almindelig samtale på forsædet.
Den rute, vi kørte, ser således ud i et overblik:
Campingpladserne er overalt af en væsentlig bedre standard end for 10 år siden, specielt er de sanitære forhold blevet meget bedre. De mange store autocampere – nogle har rutebilstørrelse – er til gengæld er problem, for det er tydeligt, at campingpladserne og ikke mindst tilkørselsvejene er dimensioneret i en tid, hvor gæsterne kom i en lille bil med telt på taget. For at finde gode campingpladser brugte vi app-udgaven af ADAC’s campingbog, og det virkede som hovedregel fint.
I stedet for campingpladser brugte vi mere og mere de såkaldte ‘Stellplatze’, der er parkeringspladser kun for autocampere, og de er som hovedregel glimrende. Adgangsforholdene er bedre end på campingpladserne, og mange steder er der både strøm, vand og sanitære forhold. Man finder dem nemmest på en gratis app med navnet ‘Stellplatze’.
Rejserier.dk
Nogle har spurgt, hvor jeg skriver Rejserier.dk, og svaret er ganske enkelt: Alle vegne! Min Macbook og mine to kameraer er trofaste følgesvende, og skriveriet finder sted ved et bord, i en campingstol eller siddende på en bænk i byen. AM har taget nogle karakteristiske billeder fra en olivenlund i Portugal, en bænk i Kalmar og ved bordet i camperen –
Mark Twain har ret (Indledningen) – rejser er gift for fordomme, had og snæversyn. Jo mere man snakker med ‘de fremmede’, dem med et andet sprog og en anden kultur, jo bedre synes man om dem. Det er vores erfaring. Der ligger uendelig megen livskvalitet gemt i at rejse sig fra sofaen derhjemme og rejse ud med sanserne åbne og munden lukket, lytte og iagttage, undre sig – og forstå, at ‘de fremmede’ også undrer sig over os.
Det er nødvendigt at rejse, så længe man kan.
(16/10 2024)