Oranienburg
Det er for alvor blevet efterår. Da vi forlod Bayreuth, øsregnede det, mens bladene faldt som sne, og her i Oranienburg lidt nord for Berlin er der koldt, 10-11 grader, men med sol fra en skyfri himmel. Vi har fundet en fremragende stellplatz ved byens ‘Schlosshafen’ med masser af plads, super service fra havnemesteren og fine sanitære forhold.
Oranienburg blev bombet sønder og sammen i krigens sidste dage, og stort set alt er (gen)opbygget efter 1945, og en hyggelig bykerne findes ikke. Til gengæld gav det plads til grønne områder, som idag er med til at gøre byen rar at opholde sig i –
Mange bygninger i Oranienburg bærer præg af at være opført i huj og hast – de overlevende skulle have et sted at bo. Fra DDR-tiden står endnu de elendige lejekaserner, der efter genforeningen har fået en gang vestlig fernis –
Oranienburg har en trist historie som det sted, hvor nazisterne to måneder efter magtovertagelsen i 1933 oprettede den første kz-lejr. Tre år senere blev der i byens udkant bygget en endnu større kz-lejr, Sachsenhausen, der på et tidspunkt rummede 60.000 fanger, selvom den kun havde kapacitet til 12.000.
Vi har tidligere besøgt Sachsenhausen, men gjorde det igen idag, og indtrykket var lige så forfærdeligt som sidst –
Industriel tilintetgørelse af mennesker i gaskamre blev en del af lejrens funktion fra 1943, og blandt andet blev 18.000 sovjetiske krigsfanger henrettet på Hitlers direkte ordre, hvorefter asken fra krematorieovnene blev solgt billigt som gødning til de omkringliggende gårde. Hvordan mennesker kan udtænke en sådan plan, kan jeg ikke forstå.
Det hele bliver endnu mere absurd af, at Sachsenhusen lå (ligger) midt i et hyggeligt villakvarter, hvor folk fra deres stuevinduer kunne følge med i lejrens dagligdag. Efter klager fra beboerne var lejrledelsen dog så venlig at flytte galgen, så henrettelser ikke længere kunne ses udefra!
Blandt lejrens mange fanger var danske Aksel Larsen, der sad her fra 1943 og frem til krigens slutning. Også Stalins ældste søn, Yakov Dzhugashvili, var fange i lejren, og tyskerne tilbød at bytte ham for feltmarskal Paulus, men Stalin afslog. Stalins søn døde under uopklarede omstændigheder i 1943, muligvis begik han selvmord ved gå ud i “ingenmandsland” hvor fangvogterne havde ordre til at skyde alle.
Der var mange gæster i lejren, særligt mange skoleklasser, og det slog mig, hvor svært det må være for en ung tysk teenager at besøge disse steder med en bevidsthed i baghovedet om, at en slægtning kan have været en del af uhyrlighederne. Men det er fremragende, at tyskerne også gennem undervisningen i skolerne gennemfører en fuldstændig udsoning med nazitiden, uanset at det må være forfærdelig svært.
Stemningen blandt de mange gæster i lejren var naturligvis trykket under besøget – bortset fra et ungt par og deres små børn, der storsmilende og leende tog billeder af hinanden foran porten med “Arbeit Macht Frei”! Jeg var lige ved at sparke dem.
Efter besøget i Sachenhausen havde vi behov for frisk luft til hovedet, og chef-scouten havde fundet en fortræffelig cykelrute langs Havel-kanalen –
Undervejs på en knap 35 km. lang tur fandt vi langt ude i skoven ‘Gasthof Zum Flösser”, der med sin indretning og stemning var så tysk-tysk, at vi kunne ane Bismarck og kejser Vilhelm henne i det dunkle hjørne. Vi fik – naturligvis – ‘Carrywurst mit pommes und sauerkraut’– og AM kurrede, mens hun spiste…! 😁
I morgen går turen videre til Slesvig
Slesvig, der er sidste station, inden vi på tirsdag afleverer autocamperen i Harrislee og kører hjem.
(12/10 2024)