Slesvig
Morgenen i Oranienburg startede med sølle 7 graders varme og en stiv kuling fra vest med heftige regnbyger, så vejrmæssigt slutter rejsen som den begyndte i Friesland for 2 måneder siden. Det er søndag, og det kan i den grad mærkes på motorvejene, der er herligt fri for de mange lastbiler, så turen til Slesvig forløb stille og fredeligt.
Egentligt var det meningen, at Slesvig blot skulle være et sidste stop for at få gjort camperen ren før aflevering i Flensburg, men byen er så smuk og historisk interessant, at besøget blev en oplevelse og ikke kun en parkeringsplads. Chefguiden har fundet en aldeles fin stellplatz i Slesvigs centrum på adressen ‘Am Hafen 5’ med nogle få minutters gang til domkirken og centrum.
Jeg aner ikke, hvor mange kirker vi har besøgt gennem årene, men det er vildt mange, så vi har virkeligt et sammenligningsgrundlag, når vi synes, at domkirken i Slesvig er den absolut smukkeste af dem alle. Der er noget proportionerne i tårnet, der i den grad rammer plet –
Den første kirke i Slesvig blev opført i år 850 af Ansgar (‘Nordens apostel’), der var ærkebiskop i Hamburg, men tilbage fra den eksisterer der kun en klokke, der idag er udstillet i Hedeby-museet. I år 947 blev Slesvig bispesæde og først ca. 20 år senere blev kristendommen indført i Danmark af Harald Blåtand.
Den nuværende domkirke i Slesvig er fra 1100-tallet og har gennem århundrederne været uløselig forbundet med hertugdømmerne Slesvig og Holstens meget omskiftelige historie. Tilknytningen til Danmark ses blandt andet i det pragtfulde gravmæle over kong Frederik I (1471-1533).
Indvendig er kirken så fyldt med den mest fantastiske udsmykning, at man kan gå rundt i timevis uden at blive træt –
– medmindre man er en lille dreng, der har stået her i århundreder 😁 –
Den middelalderlige altertavle (1521) er et vidunder, som det tog Hans Brüggeman og hans svende 7 år at fremstille –
Gennem en gotisk portal kommer man ud i en korsgang, der omkranser en gård med endnu flere pragtfulde udsmykninger, bl.a. denne mageløse dør med tanker om livet og døden –
Den latinske tekst over døren betyder “Mens vi lever, skal vi dø, for at vi ikke skal dø, når vi dør” – umiddelbart noget knudret og mærkværdigt, men når man tænker efter, giver det i en kristen sammenhæng mening.
Jeg kravlede op ad de næsten 300 trin til klokketårnets top, og undervejs morede jeg mig over gamle inskriptioner (grafitti), som heldigvis har fået lov til at blive stående –
Fra kirketårnets top fik jeg den smukkeste udsigt ud over Slien og byen – kun skæmmet af det rædselsfulde, ottekantede tårn, der kan konkurrere med Peak-hotellet i Viborg om at være grimmest og mest malplaceret –
Der er masser af andre ting end domkirken at komme efter i Slesvig. Efter gårsdagens rusk og regn var vejret blevet dejligt med sol, og en tur ud til Gottorp slot var en fornøjelse –
Slottets have er omdannet til en skulpturpark, hvor der både er det smukke og som her det mere bizarre –
På vej tilbage gik vi gennem byens smukke park og stødte på ham her, nationalromantik der vil noget –
Set med danske briller er statuen interessant, for den markerer den slesvig-holstenske kamp mod den deling af hertugdømmerne, som Danmark kæmpede for i de to sønderjyske krige (1848/49 og 1864). Statuen er fra 1844, hvor den politiske kamp spidsede til, og den blev afsløret ved en ‘sangerfest’, hvor bl.a. en slesvig-holstensk ‘nationalsang’ blev sunget for første gang. Danmark blev set som en undertrykker af nationale følelser her i Sydslesvig – mildt sagt en anden forståelse end den, man får ved at læse danske historiebøger.
Der er meget, meget mere at hente i Slesvig end ovenstående, men nu kalder gulvspanden og støvkluden, for camperen skal gøres ren inden aflevering i morgen formiddag.
Jeg har skrevet nogle ‘eftertanker’ om to måneder rundt i Europa i en autocamper og slipper dem formodentlig fri engang i morgen eller overmorgen.
Videre til Eftertanker fra en rundrejse i Europa
(14/10 – 2024)