Vigo og en zigøjnerlejr
Vi er kommet til Vigo på Spaniens vestkyst og er havnet på en campingplads, der mest af alt minder om en zigøjnerlejr. Mere herom nedenfor.
Vi vil væk fra Spaniens nordkyst, hvor vejret var stormfuldt og vådt. Da vi stod op i morges, var Biscayen malet i blåt og hvidt med enorme bølger, der slog ind over klipperne, og regnen stod ned i tove.
650 mod vest – i Vigo på Spaniens vestkyst – lovede DMI sol og sommer, så general Google fik besked om at lægge en rute dertil på de glimrende spanske motorveje, hvoraf mange er betalinsfrie (formodentlig har vi været med til at finansiere dem gennem EU, så det er jo rimeligt nok). .
Vejen førte ind gennem Spaniens højland med stigninger, der får Kassel-bakkerne til at ligne små ujævnheder i landskabet og hvor Ford-moteren virkelig kom på arbejde. Det er et vanvittigt flot landskab, der med jævne mellemrum afbrydes af små landsbyer, hvor alt eller det meste er gået i stå –
Det er bestemt ikke her, fremtiden ligger for unge mennesker, der i disse små byer er lige så sjældene som agerhøner på bondens mark i Danmark – presset ud af udviklingen. Dette sære begreb, der både rummer skidt og kanel!
Uanset hvor lille og udslukt landsbyen er, troner en kirke stadig over de lave tage –
Undevejs funderede jeg over, om der virkelig er præster til alle disse kirker – og endnu vigtigere – om der også er menigheder til dem i en tid, hvor stadigt flere vender ryggen til kirkens gammeldags og dogmatiske tilgang til den moderne verden. Det har jeg skrevet mere om her!
Fremme i Vigo fandt vi den udvalgte campingplads, Camping Playa Samil, der viser sig at være en zigøjnerlejr, hvertfald ser den sådan ud, men da det er sidst på eftermiddagen, acceopterer vi den anviste plads –
Det er den mest snævre plads, vi nogensinde har boet på, og pladsens faciliteter var tilsvarende ‘smalle’ – det var som at bo i et klædeskab sammen med en masse andre –
Når man bor i et klædeskab, deler man sorger og glæder, barnegråd, diskussioner og lugten fra madlavning med alle de andre, og ‘det er sådan, det er’, som de kloge folk oppe i Friesland sagde om vejret med et resignerende skuldertræk. Du kan ikke gøre noget ved det.
Vi ville gerne vaske tøj på pladsens vaskeri, og en ung kvinde viste os til rette – på rivende spansk, og når vi ikke forstod, hvad hun sagde, gentog hun det flere gange med stadig højere stemmeføring og endnu flere fagter. Ret underholdende – og støjende 😁!
Priserne er lave her ude i den spanske provins, og aftensmad ville vi derfor indtage på den nærliggende restaurant, der var fyldt af højt snakkende spaniere. Herlig stemning. Vi fik et bord – alene – i et baglokale, hvorefter ‘mutter‘ kom og tog imod bestilling. Kontant spurgte hun, om vi var til fisk eller kød (så meget spansk forstår vi). ‘Fisk‘, svarede AM. ‘Salmón’ eller ‘ukendt fisk’? ‘Salmón‘, svarede AM og så var den bestilling på plads. Jeg svarede ‘kød’ og forstod, at hun derefter spurgte, om det skulle være fra gris eller ko. Jeg svarede ‘gris’ og så var den bestilling på plads. Tilbehør, tilberedning mm var – naturligvis – kokkens ansvar, og jeg var begejstret. Ikke så mange dikkedarer og spørgsmål om dit og dat. Og det vi fik var naturligvis fortræffeligt, ikke mindst med kokkens valg af tilbehør.
‘Fatter‘ i sutsko havde forinden været forbi os og spurgt om drikkevarer, og vi fik fremragende lokal vin, ledsaget af en masse venlige ord, som vi ikke forstod et muk af.
Og nu kommer den virkelig pointe: Alle de mennesker, vi mødte – på ‘zigøjnerpladsen’, ved vaskemaskinen og på restauranten – var helt utroligt venlige og hjælpsomme. Ingen af dem forstod et kvæk af engelsk, tysk eller fransk, men med smil og gebærder viste de deres rummelighed og imødekommenhed over for os, så til trods for de dårlige fysiske forhold på pladsen blev opholdet i Vigo alligevel en god oplevelse.
Videre til Caminha – Portugal