Æsler og køer i Cordoba
Vi var i Cordoba for mange år siden og husker besøget som fantastisk, specielt pga moske-katedralen La Mesquitas og byens jødiske kvarter, og da biludlejningsfirmaet gjorde reklame for en blomsterudsmyknings-konkurrence i byens åbne patioer netop nu, besluttede vi at tage afsted med en indlagt overnatning i byens centrum. ‘Netop nu’ er Kristi himmelfartsdag, der også i den katolske kirke er en helligdag,
Vi burde have hørt alarmklokkerne ringe, for de bimlede og bamlede, allesammen, men vi var døve eller fik ikke tænkt os om. Da vi kom frem til Cordoba, så der således ud –
Horder af turister havde indtaget byen, mange i flok som æsler efter en flagsvingende guide, nogle endda med en paraply som rambuk i folkemængden, og selv vores hotelvært sukkede opgivende: “So many people…!”
Vores hotel i byens centrum var fint skiltet med navn og et P, hvilket lovede godt, problemet var blot, at skiltet viste frem til en gågade med trapper…! AM spurtede (altså næsten) ud af bilen, ned ad trapperne og fik hotelværten med sig til at vise vej. Da jeg pegede på skiltet, sagde han blot, at det forlængst var forældet, hvilket jeg jo godt kunne give ham ret i. Vi kørte til et stort P-hus, og da jeg påpegede, at der stod “Completo“, svarede han lakonisk: “No problem” og forsvandt ind på et kontor. Et øjeblik efter kom han tilbage og sagde, at plads nr. 23 var ledig til os. Sådan! At P-huset var snæver som rundetårn, var det næste problem, men laaaaangsomt kom vi på plads uden skrammer.
Værelset på vores hotel, Hostal Alcazar, var et ‘hummer’, endda et af dem under mindstemål, men vi havde prioriteret en placering i centrum frem for størrelse, så det var egentlig forventeligt. Vi lagde bagagen på sengen, forlod hurtigt hotellet og blandede os med den æselflok, der var på vej til Mesqujita’en. Her stødte vi på køer, af den slags, der giver lang ventetid og gør folk irritable. Ind kom vi dog for hurtigt at konstatere, at rummet var så fyldt med guidesnak, latter og skrigende børn, at kaliffen må have roteret i sin grav –
Det hjalp lidt at vende blikket op mod loftet, der er umådelig smukt og som turisterne (endnu) ikke har indtaget –
Ude igen ville vi gå en tur på den smukke Puente Romano, men der var ikke flere ledige pladser….:
Klokken 18 åbnede de mange patioer, der konkurrerede i den omtalte blomsterkonkurrence, og det kunne da være sjovt at opleve, tænkte vi. Sammen med alle de andre….! Her står vi i æselkø og venter på at blive lukket ind i små hold –
Ind kom vi dog, og vist var det pænt, men så var sensationen heller ikke større –
Et koldt glas hvidvin rettede lidt op på situationen, og mens vi drak de sidste dråber, begyndt Mesquitaens klokker at bimle og bamle helt vildt. Vi gik efter alle de andre æsler og havnede ved et flot optog, der strømmede ud af kirken –
Optoget og den forudgående messe i Mesquitaen var til ære for flamenco-danserne, der åbenbart har brug for helgernes opbakning til deres smukke dans, og optoget var en blanding af religion og fest, meget katolsk, meget spansk og meget sjovt.
Deltagerne så ud til at være glade for, at messen var overstået, og derefter handlede det om selfies –
Katolikker kan altså noget med fest, farver, kirke og skytsengle, og det var både fornøjeligt og et flot skue –
Biskoppen var naturligvis til stede i al sin magt og vælde (bogstavelig talt…!) for at se til, at alt gik ordentlig til, og helt tilfreds var han ikke, det var vist lidt for festligt –
Men borgmesteren var glad, de mange turister fylder kommunekassen godt op, og der er snart valg…!
Aftenen sluttede for os med fremragende tapas og rødvin på restaurant Casa Pete de La Juderia. Absolut anbefalelsesværdigt, selvom vi var lidt tunge i hovedet dagen efter, men det var vist vores egen skyld…!
Konklusionen ligger lige for: Cordoba er en af de smukkeste og mest interessante byer at besøge, men man skal absolut undgå at komme der på en helligdag og slet ikke, når den falder samtidig med en blomsterfestival og fejring af noget så alvorligt som flamenco-dans.
Næste afsnit: Zuheros og Cueva de los Murciélagos