Cotes de la Frontera – og endnu et katolsk optog
Jeg holder meget af Don Quijote og hans livsvisdom, som han med en højt løftet pegefinger belærer Sancho Panza om: “Den, som tror at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro”. Med denne visdom i hovedet tilbragte jeg dagen i går ved havet på en strandstol i blæst og stærk sol. Ingen detaljer, ingen billeder!
Dagen i dag var straks meget bedre, for vi kørte op i Andalusiens vanvittigt smukke bjerge med byen Cortes de la Frontera som mål. ‘Frontera‘ er en betegnelse fra gammel tid, hvor denne og mange andre byer lå på grænsen mellem kristne og andalusisk-arabiske territorier, og overalt i området ser man store og små borge højt placeret i landskabet –
Byen er i sig selv ingen stor seværdighed, rådhuset her er fra 1700-tallet og det mest bemærkelsesværdige er stilheden og det absolutte fravær af ‘æselkolonner’ og flagsvingende guider – herligt!
Cortes de la Frontera er ganske enkelt en autentisk, andalusisk landsby, der er dejlig at gå en tur i –
Gamle mænd og koner sidder i skyggen og hilser os med et ‘Ola’ og et tandløst smil, og det kunne være utrolig spændende at høre deres livshistorie. Borgerkrigen 1936-39 ramte egnen hårdt, og nabolandsbyen La Sauceda blev fuldstændig udraderet og siden forladt, og den fortælling ville jeg gerne høre, men dertil rækker vores spansk-kundskaber desværre ikke.
Turen tilbage gik over Ronda og gennem de mest fantastiske landskaber –
Når sulten melder sig, kan man godt finde noget i Ronda, men rigtig meget har karakter af fælder for de alt for mange turister, så ‘spring over’ er vores anbefaling. I stedet kan vi anbefale et fremragende frokoststed på landevejen fra Cortes de la Frontera mod Ronda ca. 1/2 times kørsel sydvest for Ronda, nemlig restaurant El Paisaje. Fantastisk udsigt, dejlig mad og fin betjening.
Sidst på dagen stødte vi i Benalmadena ind i endnu en katolsk procession, hvor en helgen under pompt og pragt, trommer og hornmusik, bliver båret rundt i byen, ledsaget af unge og gamle – og søde, små piger, for hvem det åbenlyst er en fest –
Prøv også at se nedenstående to små videoer med lyd (og uskarpe billeder :(-
Disse katolske processioner er en pudsig størrelse, der på overfladen er en religiøs begivenhed, men i praksis er det blot anledning til en folkefest. Da AM spurgte en ældre spanier, der som os bivånede festen fra en (pensionist)bænk i solen, om hvem man fejrede, kunne han ikke huske det. Men han kunne åbentlyst lide musikken, gøglet og den gode stemning.
Nogle drenge lavede sjov med det hele ved at bære deres egen ‘helgen’ rundt på pladsen, og pointen er, at det var der ingen, der tog fortrydeligt op. 🙂
Egentlig er jeg lidt misundelig på denne del af spansk kultur. Absolut ikke for det religiøse indhold men mere, fordi det åbenlyst giver spanierne en lejlighed til at være sammen på kryds og tværs af generationerne, more sig og have det rart. Der er ingen tvivl om, at disse begivenheder er vigtige for oplevelsen af sammenhold og fællesskab i det spanske samfund.
Jeg spørger mig selv, om vi har noget tilsvarende i DK? Kirken – slet ikke! Sct. Hans aften – måske! En fodboldlandskamp i Parken – tja, bum, bum…! Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om noget, der er på højde med dette katolske halløj, der på en gang er fjollet og vigtigt.
Aftener er kølige dette forår med en masse blæst, der tvinger os indenfor, før vi egentlig er klar til det, men solnedgangen fra terrassen er så smuk som altid –
