Castellar de la Frontera
Noget af det mest spændende ved at opholde sig i Andalusien er, at området præsenterer sin dramatiske historie tydeligt i landskabet. I den tidlige middelalder – omkring år 700, altså et århundrede tidligere end vores vikingetid – begyndte muslimske indbyggere fra Nordafrika en erobring af det sydlige Spanien og gav det navnet Al-andalus. Kort efter begyndte en langsom, kristen generobring af området – den såkaldte reconquista – og resterne fra de kampe ses overalt i det andalusiske landskab.
Fra Benalmadena kørte vi mod syd langs kysten i et mylder af biler på den betalingsfrie motorvej, gennem et utal af rundkørsler og passerede – netop: passerede – shoppingcentre og restauranter, der ligger som perler på en meget lang snor og spærrer for udsigten til havet. Det er utrolig så uinteressant man kan udbygge et ferieområde, der i sit udgangspunkt har været smukt.
Hurtigt efter at være drejet af fra kysten blev landskabet smukt og borgen Castellar de la Frontera dukkede op –
Tilføjelsen “de la Frontera” fortæller, at området var det urolige grænseområde mellem muslimerne og de kristne, og borgen er da også en del af den historie. De første sten blev lagt af muslimerne, men den eksisterende bygning er et resultat af de kristnes generobring af området i 1400-tallet –
Fra toppen havde man – og har man stadig – en formidabel udsigt over området, og vi kunne i det fjerne se klippen ved Gibraltar. Muslimske krigere så vi ingen af – faktisk var her kun få turister og kun en enkelt lille souvenir-shop, herligt – men til gengæld svævede store gåse-gribbe lige over vores hoveder –
I direkte tilknytning til borgen ligger en lille landsby med et tydeligt, maurisk aftryk. Det er en oplevelse at færdes i de små snævre gader og blomstersmykkede torve i –
Mens vi krøb i skygge, når solen blev for hed, kunne vi – næsten – på århundreders afstand lugte sveden fra de arbejdere, der byggede denne borg, møjsommelig og sten for sten med smalle skydehuller strategisk anbragt –
Castellar de la Frontera er kun omtalt med et par linjer i vores guidebøger (som vi får mindre og mindre respekt for), men borgen og landsbyen er absolut en rejse værd.
Fra borgen skulle vi finde en vej hjem – helst uden hele den lange, bevidstløse tur langs kysten – og vi valgte at køre i retning mod Ronda og dreje mod syd i Gaucin ned over Sacares til kystvejen. Det var et heldigt valg, for igen oplevede vi de smukkeste landskaber på veje næsten uden trafik, fordi området ikke optræder i guidebøgerne. Vi gjorde stop ved Gaucin og blev belønnet med en fabelagtige udsigt over den hvide by, der synes at være bygget af legoklodser –
Og mindre unik blev oplevelsen jo ikke af, at denne smukke svalehale-sommerfugl passerede forbi –
Videre til næste kapitel: Benalmádena og Don Quijote