Det er tid for aftenkaffe og spansk cognac på terrassen, for i morgen går turen hjemad, og jeg sidder og tænker over tre forårsuger i Andalusien med base i Benalmádena et par kilometer fra kysten lidt syd for Malaga.
Smukke landskaber fra den allerøverste hylde i Sierra de Grazalema og Sierra de Las Nieves vest og øst for Ronda fylder meget i hukommelsen, og det samme gør besøg i de små, hvide landsbyer, hvor vejene er så snævre og stejle, at kun et æsel kan komme frem. Vildledt af bilens GPS havnede vi der og kom alligevel ud igen takket været spaniolernes særlige forhold til biler og trafik. Der er egentlig ikke plads til biler, men med smidighed og ‘glemsomhed’ over for de mest fundamentale færdselsregler – fx. hvilken vej man kører i en rundkørsel – går det fint. Og et stopforbudsskilt i de små landsbyer betyder tilsyneladende, at her er det godt at stille bilen, mens man er på bar eller ude at handle. Et stop for bilkørsel i de små, hvide landsbyer ville være logisk men er vist lige så sandsynlig som et stop for fodbold i Spanien. Begge dele er hjerteblod.
I Andalusien kommer man ikke uden om historien, med mindre man kun er her for at ligge ved stranden, og så slem en skæbne ønsker jeg ikke for nogen. Takket være maurerne, altså muslimerne, fra Muhammeds tid og frem, er Andalusien en guldgrube af oplevelser. I Cordoba, Granada, Alhambra, Malaga og i de små, hvide landsbyer finder man spor efter maurerne, ofte så smukke, at det næsten tager vejret fra en. Den katolske modreaktion smed maurerne ud i løbet af 1400-tallet og omdannede moskeer til kirker og klostre, og resultatet blev imposante men også opulente domkirker som dem i Granada, Malaga og andre steder. Overvældende er de med deres rigdom, guld og røgelse, men smukke som moskeerne er de langtfra. Alligevel er det spændende og tankevækkende at besøge disse kirker, opleve inderligheden hos de mennesker, der ber ved alteret og se sporene efter dem, der med et hejseværk, en murerske og en hammer gjorde små kirker til katedraler i håb om, at det ville glæde Vorherre. Der er fremragende oplevelser gemt overalt i Andalusien, hvis man er indstillet på at åbne øjnene for dem. De bedste oplevelser fik vi denne gang i byer og på steder, som ikke er omtalt i guidebøgerne, så når man har set guidebøgernes seværdigheder, er tricket at køre ind i bjergene og følge intuitionen til smukke steder og små, seværdige byer.
Vejret hernede har her i maj måned været dejligt, men også meget omskifteligt. Langt de fleste dage har været varme med lune aftener, men vi har også haft kolde eftermiddage og aftener, hvor vi er trukket indenfor, fordi selv en trøje ikke var nok.
Det bidrager bestemt til charmen, at vi – helt bogstaveligt – kun har mødt yderst venlige og imødekommende mennesker hernede. Selvom jeg godt ved, at de lever af gæster som os, er det alligevel dejligt at opleve smilene som ægte. Det gør jo heller ikke noget, at et glas fadøl på en cafe uden for de store byer kan fås for en flad tier, og på samme vis er de almindelige leveomkostningerne betragteligt lavere end i Danmark.
Vi lejede bil – en VW T-cross – hos firmaet Helle Hollis, der har hovedkontor i Malagas lufthavn, og ligesom sidst fik vi fin service og lynhurtig udlevering af bilen. Vores bil punkterede efter en uges tid, men en opringning og to timer senere havde vi en anden, tilsvarende bil. At jeg så – mildt sagt – ikke er imponeret over VW’s biler, er en anden sag. De små, tre-cylindrede motorer er økonomiske men lige så fyrige som Rosinante, Don Quiote’s magre øg, og selvom bilerne kun havde kørt 20.000 km, virkede teknikken allerede noget slidt. Det indbyggede GPS-system var håbløst, og vi brugte i stedet Google-map off-line, hvilket fungerede fremragende. Google-map’s off-line kort skal man huske at downloade hjemmefra med en god internetforbindelse.
Nu henstår kun hjemturen, og KLM har meddelt os, at ruten Malaga – Amsterdam flyves af Albastar Airline, et lille selskab ejet af forretningsfolk fra Eritrea (af alle steder…!). Jeg gik på Trip Advisor for at se anmeldelser, men da overskriften på den første lød: “Absolute Rubbish“, skyndte jeg mig at lukke igen.
Fortællingerne fra denne rejse slutter med et kig ud over en bakke i Sierra de Las Nieves med Andalusiens azurblå himmel som baggrundstæppe –
