Malagas bagland

Efter en dag med ‘ingenting’ er vi klar til den første længere tur, der går ind i bjergene bag Malaga. Dagens mål er den lille by Alhama de Granada, omtalt i Politikens turistguide, så den må være værd at køre efter. Så snart vi var nogle få kilometer væk fra kysten, stilnede trafikken af, vejene blev stejle og krøllede og det smukke, autentiske Spanien viste sig frem –

Landskabet er domineret af grå klipper og lav, hårdfør bevoksning, og helt pragtfuldt er det, at når man står ud af bilen for at betragte landskabet, kan man bogstavelig talt høre stilheden. Et fugleskrig og en geds brægen i det fjerne, ellers absolut intet. Kun stilhed.

I de små landsbyer, vi kørte igennem, så vi næsten kun gamle mennesker. Unge mennesker ser ingen fremtid her og er flyttet til storbyerne, og de familier, der er blevet tilbage, lever af landbrug, som man har gjort i generationer. En af de store afgrøder er artiskokker, der på nuværende tidspunkt er klar til at blive høstet –

Oliventræerne står snorlige i lange rækker, nogle af dem med en metertyk stamme, der vidner om træets alder, der skal tælles i århundreder –

Alhama de Granada ligger smukt på en bjergkam i et bakket landskab med udsigt til Sierra Nevada –

Efter at have parkeret i byens centrum blev det hurtigt klart for os, at bortset fra et par engelske cyklister var vi de eneste turister i byen, og forklaringen lå ligefor. Her er intet stort, intet berømt, intet særligt, kun autentisk spansk provins. Her er det stilheden, der er normen, og den brydes kun med sjældne mellemrum af støj fra en bil, der ligesom sin chauffør har set bedre dage. Byens centrale torv er smukt pyntet med blomster men ligeså stille som resten af byen – .

At der stadig er liv i byen, så vi dog i de små sidegader 🙂 –

Virkeligheden i Alhama er milevidt fra beskrivelsen i turistguiden, men på en sjov bagvendt måde er det både tankevækkende og interessant at gå rundt i en byen, der engang havde ambitioner, men som nu er faldet i en dyb søvn. Skilte viste os hen til byens turistkontor, men en lukket dør og tommetykt støv overalt afslørede, at det er længe siden, der sidst har været åbent. Også byens store kirke er lukket –

Disse gemte og glemte byer i Andalusien er bestemt et besøg værd, fordi de fortæller om en tid, hvor der var tid til at forsyne byens veje med smuk brostensbelægning (billedet ovenfor), og hvor revisoren og slagteren tilbød deres tjenester på smukke, håndmalede skilte –

Forretningerne er forlængst blevet lukket, men de fine skilte er her endnu, svingende i den lette vind med en rusten lyd, som minder os om, at her var der engang – måske i Francotiden – liv og daglig aktivitet. Men udviklingen – dette undeflige, uhåndterlige begreb, der rummer både skidt og kanel, er gået udenom byer som Alhama de Granada og har efterladt den som en tidslomme. Det sidste mærkede vi også på byens cafe, hvor to glas øl og en lille, delikat ‘kartoffelting’ kostede 4,40 € – for to personer!

På vej ud af byen præsenterede en storslået slugt sig sammen med ruinen af det hotel, der med varme bade skulle have været det store trækplaster. Sådan gik det ikke, men smuk og storslået var det –

Et par dage senere ville vi udforske bjergene i udkanten af Medalmadena, og smukt var det, men ikke nødvendigvis det mest fornuftige, vi har foretaget os…!

Vejret er dejligt – om dagen, når solen skinner – men om aftenen bliver her nærmest koldt –

Vejrudsigten lover dog varm luft fra Sahara de kommende dage, så frossenpinden bliver nok tøet op 🙂

Videre til næste kapitel: Castellar-de-la-Frontera