Afslutning
Alle pladser på Fuerteventuras endeløse hvide strande var optaget, nøjagtig som jeg havde forudset det allerede i første kapitel.
Netop som jeg troede den hellige grav var velforvaret, indtraf ulykken imidlertid: Der kom et afbud til to reserverede solsenge lige i vandkanten under en alt for lille parasol. Trods bønner og katolsk aflad havnede jeg således alligevel i skærsilden med benene smurt ind i klistret solcreme tilsat sand og den brændende sol lige i hovedet. AM dyppede sig i Atlanterhavet, og jeg skulle høre på, at det var dejligt. Stole, vand, sol og rødbrændt hud kostede 100 kr., et ferieophold i skærsilden er ikke gratis.
Undervejs i kampen mod sol, sand og solcreme benyttede jeg lejligheden til at iagttage den halvdel af Nordeuropas ældrebyrde, der delte oplevelserne på stranden sammen med os. Hundredvis af ubevægelige kroppe lå udstrakt på solstole og gled sammen til et bølgende landskab, der mindede mig om søhøjlandet i Midtjylland. Bakker og dale så langt øjet rakte, og på hver eneste solstol et mægtigt ‘Himmelbjerg’, placeret midtvejs mellem nord og syd på de gamle kroppe. Ikke noget kønt syn. Men det er dejligt at vide, at sult i Europa er et forlængst overstået stadium. For nu at sige det på den måde.
Takket være Copernicus (eller er det Vorherre?) drejer jorden rundt om solen, og på et tidspunkt lagde den sig så meget i læ, at det blev køligt, og vi fortrak til mere civiliserede omgivelser på vores hotel. Nu er der kommet et glas Faustino Rosé i glasset, og livet vender så småt tilbage.
I morgen – rejsens sidste dag – har de lovet regnvejr hele dagen. Det er i hvert fald hvad jeg har fortalt AM…!
– – o0o – –
Egentlig vidste jeg det jo godt. Utallige kalkmalerier i danske kirker har fortalt mig, at et ophold i skærsilden ikke er noget, der hurtigt overstås. I himlen holdes der nøje regnskab med vores synder, og antallet bestemmer længden af dit ophold i skærsilden. Derfor regnede det alligevel ikke idag, faktisk strålede sydens sol fra en skyfri himmel, og den forsamlede ældrebyrde var sammen med os på plads på strandens solstole fra morgenstunden. ‘Søhøjlandet’ var genskabt. I takt med, at solen kravlede højere og højere op på himlen, krabbede jeg mig sammen under den diminutive parasol.
I morgen går det hjemad efter 14 dage på Fuerteventura. Tilbage i erindringen står sol, blæst, god plads i storslåede landskaber samt mødet med umådeligt venlige mennesker, der åbenlyst er bevidste om, at turismen er deres livsgrundlag. Uden for turistindustrien er der ingen fremtid her på øen, slet ikke for unge mennesker uden uddannelsesmuligheder og vidensjobs.
Inflationen har også ramt de kanariske øer, og prisniveauet i butikkerne er markant højere end sidst vi var her. Sammenlignet med Danmark er det dog stadigt forholdsvist billigt, og ikke mindst kan man gå på restaurant til rimelige penge.
De kanariske øer er stadig – trods skærsilden og ‘søhøjlandet’ – et attraktivt rejsemål for vintertrætte nordeuropæere.
Flyrejse og hotel var booket gennem Bravo-tours, og det fungerede ganske glimrende.