På vulkaner

På vulkaner

Det utroligt tørre klima på Fuerteventura betyder, at livet altid har været hårdt for øens indbyggere, og økonomisk velstand og ‘kulturelt overskud’, som man for eksempel møder det i Las Palmas på Grand Canaria, findes ikke her. Vi har kørt hundredvis af kilometer rundt på øen og flere gange talt om, at smukke huse og kønne (lands)byer stort set ikke findes. Fuerteventura er hyrdernes og fiskernes ø med tusindvis af geder, ingen køer, og fisk fra det konstant blæsende Atlanterhav, og deres boliger er – mildt udtrykt – ydmyge.

Her bor en gedehyrde med sin familie i et hus bygget af de millioner af klippeblokke, der generøst er ‘skænket’ af de talrige vulkaner, der udgør den nordlge del af Fuerteventura. Dette hus har ‘udekøkken’ i form af den træfyrede ovn foran huset –

Rundt i landskabet løber kilometervis (!) af stengærder, møjsommeligt stablet op med hænderne gennem generationer. Det er ikke til at fatte, at hver eneste af disse tunge klippeblokke er manuelt løftet og omhyggeligt placeret, så de urokkeligt har kunnet modstå århundreders blæst og uvejr –

I går kørte vi til en by på vestkysten, der på kortet var markeret med en stjerne og store bogstaver: Los Molinos. Vi forventede noget særligt, noget stort, og fandt dette –

Stjernen på kortet var på en ironisk måde velfortjent, for Los Molinos er med sine ca. 20 små huse en pittoresk perle uden noget som helst – som i slet ingen ting – for turister. Her bor nogle ganske få mennesker, som gerne vil være i fred, og dem vi mødte lignede nogle fra en længst svunden tid. Et overdækket område var indrettet til café uden kaffe, kun øl og cola, og glas blev skyllet af i en håndvask, der var bundet fast med sejlgarn ovenpå en klippeblok. Her gør man ikke tingene unødigt indviklede. Et par biler uden for caféen var rustbunker fyldt med støv og tomme dåser, en fjeder stak op af forsædet, men det lykkedes en mager, solbrændt kvinde at få gang i en af dem. Rundt om bilerne gik en flok halvtamme ænder, der tydeligvis var en fuldt integreret del af lokalsamfundet –

Los Molinos er det autentiske Fuerteventura med mennesker, der ikke lever af turister, men af naturen. Et nærmere kig på et par af de største ‘villaer’ viser hvad jeg mener –

Byens stemning var rar og fuldstændig stille. Her er der med sikkerhed ingen diskussioner om el-biler, MitID og smarte apps på telefonen, og vil du købe en øl på caféen, må du betale med kontanter.

Serviceoplysning til unge læsere: ‘kontanter’ var nogle papirlapper, vi i forrige århundrede havde i pungen, og som vi brugte som betaling ved købmanden. En pung var en lille beholder af læder, hvori vi opbevarede disse papirlapper sammen med nogle runde metalskiver (mønter, kaldte vi dem) og et billede af børnene. Telefonen stod hjemme på chatollet, fastgjort til væggen med en ledning).

På byens ‘solnedgangsbænk’ kan man sidde og fundere over, om den manglende ‘udvikling‘ (dette sære ord, der ofte forbindes med noget positivt, men ikke altid er det) i Los Molinos og lignende byer opleves som et savn eller et gode af de lokale beboere –

Vi besøgte Los Molinos efter – igen – at have spist frokost i byen El Cotillo lidt nord for Los Molinos. Denne gang med større held end sidst, da restauranten havde forbedret deres fiskeretter markant! Mit tåbelige udtryk i ansigtet skyldes blot, at jeg har ondt af AM og hendes valg på spisekortet –

 

Den solide frokost var velkommen efter en fantastisk tur på vulkaner – helt bogstaveligt. Mod nord på Fuerteventura ligger en gruppe udslukte vulkaner og en af dem, Calderon Hondo, kan man bestige. Den første del af turen er i et forunderligt landskab uden farver og fuldstændigt dækket af de klippeblokke, der for 50.000 år siden blev udspyet fra vulkanen –

Halvt oppe på vulkanens side ser landskabet ud, som jeg forestiller mig månen –

Det var ikke nemt, men også AM nåede toppen, og vi kunne se ned i et dybt krater, der engang var rødglødende, mens det spyttede lava og klippeblokke ud –

En tankevækkende dag, der sluttede med, at vi afleverede den lejede bil. Og drak et glas vin på altanen.

Til sidste kapitel: Afslutning

Nye indlæg