Vinteren i Danmark føles længere og længere, jo ældre vi bliver, og det kan man filosofere en del over i stille stunder, men resultatet af de overvejelser er ikke specielt opløftende, så jeg nøjes med at erkende det som et faktum, der må handles på. I denne sidste uge af februar har der vist sig et hul i kalenderen, og AM har slidt sin iPad rødglødende for at finde et sted med masser af sol til overkommelige penge. Vi endte – helt som forventet! – med en afbudsrejse til Gran Canaria, for her er solen nogenlunde sikker og priserne særdeles fornuftige. 14 dage med Spies på hotel Servatur Terrazamar i Puerto Rico. Ikke et specielt charmerende sted, det vidste vi godt fra tidligere, men vi er blevet lovet en lejlighed med en stor terrasse, og så må vi finde det charmerende andre steder på øen.

Viborg var begravet i regn og kulkælder-mørke, da vi tog afsted i morges, og undervejs mod Aalborg lufthavn blev vejret helt forrygende med hagl, sne og regn, der piskede ned og ødelagde alt, der mindede om en fornuftig sigtbarhed, så den halve time, vi havde indlagt som en buffer i tidsplanen, blev der brug for. Derefter fungerede tingene fint – Aalborg lufthavn har en særlig evne til at få tingene til at glide smertefrit, Spies havde styr på rejse-logistikken, og flyveturen herned med Sunclass Airways var uproblematisk og som forventet. I et charterfly sidder man som sild i en tønde, og den forhåndsbestilte mad var elendig, men det vidste vi godt på forhånd, så det var vi selv ude om.

Her sidst på rejsedagen sidder vi på den store terrasse og ser solen gå ned over de smukke bjerge, der er plastret til med hoteller –

Aftenen er kølig – det ser man tydeligt på AM – men benene er kommet op, et glas spansk hvidvin er gledet ned –  akkompagneret af knasen fra peanuts – og jeg kan se på den særlige måde, som AM ryster med glasset på, at hun gerne vil have en ’refill’. Jeg er på vej i køleskabet.

Aftensmaden var salat, ost og brød fra den lokale SPAR, tilsat en flaske Rioja, en Crianza fra vingården Montecillo. Vinene fra Rioja inddeles i 4 kategorier begyndende med en Rioja (bordvin), dernæst en Rioja Crianza, der skal have lagret mindst 1 år på egefade og 1 år på flaske, efterfulgt af en Rioja Reserva (3 år, heraf 2 på fad) og endelig en Rioja Gran Reserva (5 år, heraf min. 2 på fad). Fantastiske vine alle sammen, der er lavet på Tempranillo-druen, undertiden kombineret med Grenache. Min personlige favorit er Rioja Crianza, der på disse kanter på grund af særlig toldregler koster under en halvtredser og byder på fremragende smagsoplevelser.

Byen Puerto Rico ligger smukt ved havet på Gran Canarias sydvest-kyst, hvor solskinstimerne er flest. Men lige så smukt byen er placeret, lige så ucharmerende er selve byen. De flotte vulkanske bjergsider rundt om byen er helt bogstaveligt plastret til med endeløse rækker af ensartede, hvide hoteller, der ser lige så charmerende ud som skoæsker, der er stablet oven på hinanden. Byens seværdigheder består af en lang række af shopping-centre og restauranter, og en svensker fortalte os endog med begejstring, hvor vi kunne få flæskesteg. Vi fandt det heldigvis aldrig 🙂 .

Byen og den lokale befolkningen lever næsten 100% af turisterne, og det er tydeligt, at corona-nedlukningen har været en svær tid at komme igennem. Mange ferie-lejligheder står stadig tomme, og de svigtende indtægter har naturligt nok medført, at nødvendig vedligeholdelsen af veje og bygninger er gået i stå. En del ser rigtig trist ud.

Alligevel er her helt bestemt dejlig at være – vejret er balsamisk, man føler sig velkommen som gæst, og prisniveauet er særdeles rimeligt. 22 kroner måtte den ene af os af med for en halv liter fadøl på en cafe, mens den anden betalte hele 17 kroner for en lille fadøl. Gæt  selv, hvem der valgte rigtigt 🙂 .

Det er forår her i februar, og overalt er der et væld af blomster, palmer og kaktus –

Vores hotel har naturligvis en stor pool tilknyttet, og efter at have været i vandet flere gange lokkede AM med løfter om opvarmet vand og andre lyksaligheder. Jeg overgav mig, hoppede i, og da jeg havde fået spyttet de fleste isklumper ud, slog det mig, at netop her burde jeg have vidst bedre. Stol aldrig på en vandhund!

Las Palmas

Gran Canarias hovedstad, Las Palmas, er en stor by med næsten 400.000 indbyggere, der hver har mindst 5 biler – sådan oplevede vi det, sidst vi var her, så rejsen idag foregik med en ‘Expres-bus’, så vi ikke skulle lede efter en P-plads, der er sværere at finde end nålen i høstakken. Bussen levede virkelig op til sit navn, for både ud- og hjemturen foregik i en rasende fart og med hvinende dæk, og mens vi klamrede os til sædet og bandede bag det obligatoriske mundbind, tænkte jeg på, om spanske chauffører måske er ansat på akkord. Noget tyder på det.

I Las Palmas landede (!) bussen på San Telmo pladsen i centrum, der er dejlig med store drageblodstræer og et par smukke kiosker i Art Nouveau stil. General Franco havde i en periode før sin magtovertagelse i 1939 sit hovedkvarter her på pladsen, og engang var der en plakette, der fortalte den historie, men i den politiske korrektheds navn er den naturligvis forlængst blevet fjernet.

Las Palmas er langt, langt kønnere og mere autentisk end Puerto Rico og i høj grad værd at slentre rundt i nogle timer –

Vi koncentrerede os om byens gamle områder, Triana og Vegueta, og i den overdækkede markedsbygning, Mercado de Veguta, bugnede det af fisk og ikke mindst af forårets udbud af lokale frugt og grøntsager –

Da jeg havde fået trukket – trukket – Anne-Marie ud af dette mad-tempel, fortsatte vi til det næste, som vi ikke fik besøgt sidste gang, Santa Ana katedralen, der ligger på en smuk og åben plads omkranset af palmetræer –

Adgangs-entre har bredt sig som en dårlig vane i de fleste katolske katedraler, og det gælder også i Santa Ana, men her er det pengene værd. Den er ikke grotesk overdådig som katedralerne på det spanske fastland, men smuk og forholdsvis enkel efter katolsk standard og med en dejlig klosterhave –

Midt i havens overdådighed står der et træ, der på denne tid af året bugner af mango-frugter. ‘Himmelsk dejligt’, tænkte jeg ved mig selv –

Korbuen er et pragtstykke –

(Den irriterende ‘snor’, som Jesus tilsyneladende svinger sig i og som ødelægger billedets skønhed, er en mikrofonledning, som jeg nok skal få fjernet, når jeg kommer hjem og får fat i min ‘Photoshop’ 🙂 )

Det kristne ikon – Jesus på korset – er naturligvis centralt placeret flere steder i kirken –

Da jeg gik forbi dette ikoniske, kristne symbol, kom jeg til at tænke på, at i de første 2-3 århundreder efter hans død var korset ikke et kristent symbol, det kom først langt senere. Korsfæstelse var længe efter Jesu død en udbredt henrettelsesmetode, og de første kristne brød sig ikke om at bruge denne uhyrlighed som symbol på deres tro. I stedet brugte man duen, fisken eller hyrden som symboler. Når fisken blev brugt som et (hemmeligt) kristent symbol, skyldes det, at på græsk hedder fisk ichthys, der i de første århundreder efter Jesu død blev fortolket som en henvisning til Jesus, fordi hvert bogstav i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne – på græsk – af ‘Jesus Kristus Guds søn Frelseren’.

Man skal helt op i 800-tallet, før vi ser de første krucifiks, altså et kors, hvorpå Jesus er placeret. Mest kendt i Danmark er Jellingestenen fra omkring 965, hvor Jesus er afbildet omgivet af et ormeslyng – det billede vi bærer rundt på i vores pas.

Egentlig synes jeg, det også i dag er besynderligt at bruge en henrettelsesscene som symbol på noget, der handler om kristen kærlighed. Vi tænker blot ikke over det, fordi vi har vænnet os til det.

Santa Ana katedralens mest berømte relikvie er liget af Kanarieøernes biskop Auguerolas, der døde i midten af 1800-tallet og blev begravet under kirkegulvet sammen med mange andre i en kolera-epidemi. Da man gravede ham op 100 år senere, var den hellige mands krop som den eneste ikke gået i forrådnelse, hvilket naturligvis var et katolsk mirakel. Nu ligger han i en glaskiste, frisk som da han blev fundet, iklædt biskop-gevandter og godt på vej til at blive helgenkåret –

Anne-Maries ryg giver seriøst bøvl, og da vi lidt senere på dagen kom forbi den meget smukke Helligåndsplads, Plaza del Espiritu Santo, med dets dejlige springvand, prøvede hun, om ikke det hellige vand ville være lige så effektivt som de små og store piller, lægen ordinerer  –

“Det virker ikke”, konstaterede hun efter en stund! Ikke så sært, tænkte jeg ved mig selv, kirken har aldrig brudt sig om tvivlere…!

Vores tur til Las Palmas foregik på dagen for det russiske angreb på Ukraine, og det var lidt surrealistisk at færdes i smukke og fredelige omgivelser, alt imens uskyldige mennesker i stort tal blev slået ihjel i hjertet af Europa. Det er tankevækkende, at afstanden fra Danmark til Ukraine er mindre end afstanden til Rom!

Dette kort (jeg kender ikke kilden) illustrerer udmærket den holdning, de fleste af os har til Putin og hans ambitioner –

Videre til næste kapitel: Rundture på Gran Canaria