Vi har fået bil – igen en bomlam VW, en type, der synes at forfølge mig. Denne gang dog en Golf, der er en anelse bedre end Polo’en i Malaga for et halvt år siden, men igen af typen, der ikke rigtig vil op ad bakkerne. Bilen blev lejet hos INAUTO i Puerto Rico direkte på deres hjemmeside Inautorentacar.com. Bilen blev leveret og hentet igen på hotellet og kostede 212 € for 4 dage incl. alle forsikringer.
Vejrudsigten for den første dag med bil lød på regn, og som rigtige danskere forestillede vi os vand, paraplyer og gummistøvler. Men regnvejr på disse kanter viste sig at bestå af 7 små dråber en gang i timen, ellers blå himmel og dejlig sol. Det er helt sikkert et problem, når man mangler vand, som de i udpræget grad gør på Gran Canaria, men for os var det dejligt. Vores regnkvote er mere end opfyldt efter den vådeste vinter i mands minde i Danmark.
I løbet af 4 dage kørte vi Gran Canaria tynd, en naturmæssig meget stor oplevelse. Øen er ikke stor, men alle veje på øen – bortset fra motorvejen GC1 på østkysten – er snoede i en grad, så alpernes hårnåle-strækninger i en sammenligning ligner autobahn’en mellem Hamburg og Hannover. Sådan så ruten ud alle dage – 25 km tager nemt 3 kvarter at sno sig igennem –
Det er landskaber som disse, man kører igennem, hastigheden kom sjældent over 40 km/timen, og der var masser at se på –
En af vores første destinationer den lille havneby Pozo Izquierda på østkysten, og vi forsøgte at komme dertil ad uden at bruge motorvejen GC1, men vi havnede ustandselig i blindgyder, så det tog lang tid, inden vi kom frem. Pozo er kendt som et paradis for windsurfere, og da der blæser en lille kuling i dag, var der mange på havet. Byen er et sjovt skue med boliger lige ud til havet, noget mere charmerende end de ensartede skoæsker, turisterne bor i –
Gran Canarias indre er barsk, bjergrigt og umådelig smuk, helt anderledes end turistområderne ved havet – 
Herude lever lokalbefolkningen ikke af turister men af geder. Da jeg så hyrden genne dem afsted i en stor flok, tænkte jeg, at der er visse ligheder…! 🙂
De små byer inde i bjergene er langt mere charmerende end byerne ved kysten, og kun få turister gider køre derud, så gåture som her i Santa Lucia er fredelige og dejlige –
Et kig ind i den lokale kirke er for os et must, og naturligvis er kirken her i byen indviet til og har navn efter Santa Lucia –
Lucia var en ung kvinde på Sicilien i 300-tallet, der lod sig kristne, selvom det var ensbetydende med at blive betragtet som en fjende af romerriget. Som straf skulle hun arbejde i et bordel, men da hun skulle køres derhen, kunne okserne ikke flytte benene, og da hun siden skulle brændes, ville ilden ikke fænge, selvom der blev pøset olie på bålet. Hun var naturligvis beskyttet af guddommelig indgriben, og historien er ganske vist! Først da bødlen stak et sværd gennem hende, døde hun. Lucia blev straks efter sin død betragtet som en martyr, helgenkåret af Rom, og nu står hun her i kirken – og talrige andre steder.
Frokost fik vi på denne herlige lille cafe – søndagsspecialiteten var et bjerg af grillet kød og dertil kanariske kartofler, og hele herligheden kostede en hund pr. person incl. en stor øl.
Gran Canaria’s indre
Dagens mål var byerne Mogan, San Nicolás de Tolentino og til slut Punta de La Aldea helt ude på vestkysten. Særlig turen mellem Mogan og San Nicolás er fuldstændig fantastisk med enestående udsigter –
Gran Canaria er en vulkanø, og man kører op og ned i dybe kratere og har jævnligt udkig til dybe raviner – kløfter – hvor lavaen i sin tid gled ud til havet. Ind imellem får man en direkte hilsen fra det vulkanske som her, hvor bjergene er grønne –
Ind imellem mødte vi små boliger, hvor man lever sammen med får og geder, og hvor livet må være så simpelt, at det er svært at forstå for forkælede turister som os –
San Nicolás er en hyggelig lille by, som er et stop værd, om ikke andet så for at sidde på en af byens små cafeer og nyde folkelivet –
Byen har adskillige, små museer, og blandt de mange spændende muligheder var der et museum for pakning af tomater. Det viste sig dog at være corona-lukket, epidemien har også sine positive sider. 🙂
Drømmer man om en bolig i syden, tror jeg man kan få denne forholdsvist billigt – alt kan sælges, når solen skinner hver dag året rundt –
Den flotteste tur!
Den ubetinget flotteste tur, vi kørte – og vi er meget højt oppe på karakterskalaen – var fra Puerto Rico til byen Tejeda med en fantastisk afstikker til klippeformationen Roque Nublo –
Roque Nublo ligger i 1700 meters højde og nåes efter en ganske udfordrende (når man ikke længere er 17 år!) gåtur på en halv times tid –
At komme helt op på toppen var en sejr –
Det blæste ikke på toppen – det stormede…!
Fra Roque Nublo er der en enestående udsigt ind over Gran Canaria’s indre, og det er let at glemme de uendelige rækker af kedelige hoteller, selvom de kun er 50 kilometer væk –
Vi fortsatte videre gennem det smukke landskab ad den serpentinersnor, der ses på billedet –
Gran Canaria’s vestkyst
De høje og stejle bjerge når helt ud til havet, og derfor er det som hovedregel umuligt at køre langs kysten – man kører ind i landet ad de små, snoede veje og så ud til den destination, man har udvalgt sig – og retur ad samme vej. Præcis sådan var det, da vi kørte til Puerto de Las Nieves. Byen ligger flot ved det brusende Atlanterhav, hvor havfruer drømte om en tur i havet –
Af gode grunde blev det ved drømmen, det blæste en halv pelikan –
Byen er charmerende og lever naturligvis af fiskeri –
– og turister, der spiser havets små eksistenser, her blæksprutter –
Som man kan se på billedet, var vejret fantastisk – og vi skriver den 2. marts, hvor jeg netop hos DMI har set et varsel om ‘hvidt i nedbøren og risiko for rimtåge’ i DK.
Dagens tur sluttede på Gran Canaria’s nordvestligste punkt, Sardina, hvor et højt fyrtårn om natten sender advarsler ud om ikke at komme for tæt på. Mange danske sejlere har sejlet forbi i tidens løb, måske også – før fyrets tid – Columbus på vej til at opdage Amerika –
Ukraine
Himlen er blå her på Gran Canaria, men i horisonten hænger der en hæslig, grå sky, der giver anledning til mange tanker, vrede og bekymringer: Ruslands overfald på Ukraine. At også vores generation skulle opleve en Hitler på europæisk jord, havde jeg aldrig forestillet mig. Mere om det her!
Og så iøvrigt tak for mange hilsner fra jer, der læser Rejserier, når vi er afsted. Det er præcist jer, jeg har i tankerne, når jeg skriver, så det er dejligt at høre fra jer.