Gran Canaria – marts/april 2018

BILLEDER FØLGER!

Tja, hvad skal man mene om de kanariske øer? Smukke øer med en masse natur, dejligt vejr året rundt og rimelige priser på de fleste ting. Men også en turistmagnet, hvor dele af de smukke øer er blevet omdannet til enorme hotelkomplekser, som er indtaget af solhungrende skandinaver i en veritabel vikingeinvasion. I foråret 2018 (som stadig var vinter i DK) har vi slået os ned et par uger i Puerto Rico på Gran Canaria, hvor hotel-helvedet er knap så voldsomt som andre steder på sydkysten –

Mange skilte og reklamer er skrevet på skandinavisk, de ivrige souvenir-sælgere har lært sig skandinaviske brokker, og frikadeller, rugbrød, sild og snaps m.m. kan man få overalt. Masseturismens bagside på et ualmindelig dejligt sted.

Gran Canaria’s mange kvaliteter har naturligvis været kendt i århundreder, og der er spor efter mennesker i hvert fald 2.500 år tilbage i tiden. Både grækerne og romerne har haft kolonier her, men efter Romerrigets opløsning i 400-tallet blev øerne glemt, indtil spanierne i slutningen af 1400-tallet erobrede og koloniserede dem. I dag er de kanariske øer en autonom provins af Spanien med egen lokalregering.

Vinteren 2018 i Danmark har været kold med sibirisk kulde langt hen i marts, og efter en gedigen gang influenza kapitulerede vi, accepterede ’bagsiden’ og købte en før-påske rejse til Gran Canaria – vi skulle simpelthen have sol og varme. Ægypten var kortvarigt også inde i overvejelserne, men her lever man i en sjælden usympatisk turist-ghetto bag høje mure og med vagter ved dørene, og så kan selv solen blive for dyr. Så det blev altså Gran Canaria, men det kunne lige så vel have været Tenerife, La Gomera eller Fuertuventura.

Det er vigtigt at vælge det rigtige sted at bo på GC, for selvom øen ikke er særlig stor, har den flere klimazoner. Vi landede i Las Palmas i blandingsvejr og 19 grader – ikke imponerende – men efter en times buskørsel til Puerto Rico på øens sydlige side var der højsommer med fuld sol hele dagen, og sådan har det været lige siden. Hele området omkring Puerto Rico er én stor hotelbebyggelse, men det er lettere at finde et roligt sted her end i Maspalomas eller Playa del Inglés, hvor koncentrationen af turister er endnu større. Vi bor på hotel Nido del Aquila, hvor vi har en lille lejlighed med køkken, så vi selv kan lave mad ind i mellem. Her bor stort set kun skandinaver, og da det er ugen før påskeferien, er det aldersgruppen efter arbejdslivet – ingen chicks her! – og absolut ingen disko-stemning. Vi bor tæt, men da alle er meget stille og diskrete, går det fint. Havudsigt har vi ikke (prisen…!), men fra lejlighedens terrasse er der udsigt til bjergene og et fint pool-område – og til mere eller mindre brankede pensionister.

Det slår mig, at trods den stærke sol er solcreme et no-go her, kun få bruger det – måske tænker man, at det kan være ligegyldigt, når den finale grillning alligevel ikke er så langt væk…:)!

Hotellet ligger højt over havet, og selve Puerto Rico ligger 2-3 km væk ad stejle veje eller – alternativt – 800 trappetrin! Byen har ikke meget at byde på, men havneområdet er ganske hyggeligt, og der er hyppige færger til Gran Canarias ‘Venedig’ – Puerto de Mohan.

I de første dage har vi lavet absolut ingenting, bortset fra at slikke sol og varme, drikke spandevis af kaffe og sidst på eftermiddagen et par glas af den fortrinlige Faustino V rosé, der hernede fås til en absolut rimelig pris. Og miraklet er indtruffet: Nul hoste, nul snot, nul influenza. Hvad sofaen, penicellin, næsedråber, hostesaft, romtoddy m.m. ikke kunne klare i den sibiriske kulde i DK, kunne sol og varme på Gran Canaria klare på 3 dage. Mon det nogensinde har været meningen, at der skulle bo mennesker i Skandinavien om vinteren…?

Indtil videre har vi mest spist på balkonen i vores lejlighed (vigtigt at bo højt, fordi solen bliver længere på balkonen end på de underliggende terrasser), men en enkelt gang faldt vi i og spiste uhyre billigt på en kinesisk restaurant i det nærliggende Europa-center. Maden var OK, men stemningen var omtrent lige så charmerende som i en travl banegårdshal, så det gentager vi næppe – vi må finde noget bedre eller blive på balkonen.

Puerto de Mogan

Fra Puerto Rico er der timeforbindelse med færge til den lille by Puerto de Mohan – en god halv times sejlads langs den smukke kyst, frem og tilbage for ca. 10 € pr. person – og det kan anbefales, for turen er meget smukkere end med bil/bus –

Selvom her er mange turister, er byen alligevel både smuk og hyggelig –

Langs havnefronten er der utallige restauranter og cafeer, men vi havde gode erfaringer med at søge over på den anden side af havnebassinet, dvs. i havnens nordvestlige hjørne, hvor der ligger en glimrende (fiske)restaurant med god mad og venlig betjening, og dertil kommer, at de ligger væk fra det værste turistmylder. Vi fik begge en ’Kanarisk salat’, og den var fremragende med et mix af salat, avocado, banan og kanariske kartofler. Deres lokale hvidvin var ligeledes aldeles fremragende –

Gran Canaria’s indre del

Pool og solstole er fint nogle dage, men nu skal der ske noget, og vi vil opleve den indre del af Gran Canaria. Vi har lejet en lille Polo i 5 dage for 190 € incl. alle forsikringer hos firmaet ’Orlando’ i Europacentret, væsentligt billigere end gennem vores rejseselskab, BravoTours. Første tur gik ind på øen nord for Puerto Rico, og i grove træk var ruten således: Puerto Rico -> Mogan -> Tejeda -> Artenara -> Tamadada -> Puerto de la Aldea –> Mogan -> Puerto Rico. Det er en vanvittig smuk tur på veje, der er smalle som gedestier og snor sig fra bjergtop til bjergtop, og derfor tager selv korte strækninger lang tid.

Bjergene er stejle og utroligt smukke med basaltformationer i de særeste faconer, og mange steder er der afmærkede vandrestier; vi gik et par kilometer på en af dem, og det var super.

Der er ikke mange byer herinde, men ind imellem dukker der en lille landsby op, hvor livet synes at være gået i stå for mange år siden, og hvor man kan få en kop kaffe eller lidt at spise for små penge. Vi spiste frokost i en sådan lille by, fik en kanarisk salat med brød til og for den herlighed betalte vi 12 € incl. 2 krus øl –

Her i provinsens provins kan man også møde den utroligt venlige lokalbefolkning og få et umiddelbart indtryk af, at livet herude stadig er hårdt for mange –

På den nævnte strækning mødtes vi ikke en eneste turistbus, for de kan simpelthen ikke være på de små veje, og trafikken var hele dagen meget sparsom, og det var måske meget godt, for autoværn er ikke voldsom udbredt på disse kanter, heller ikke, når vejgrøften er en flere hundrede meter dyb kløft. Et par gange måtte vi stoppe, vinke og bakke for at passere en modkørende bil, men vejnettet er godt vedligeholdt, og det er mit indtryk, at de fleste canariere kører ganske pænt i bjergene, hvorimod de leger Le Mans på vejene langs kysten, hvor hastighedsbegrænsningerne i bedste fald er vejledende. Man skal være opmærksom på, at den indre del af Gran Canaria kun har få servicestationer; vi overtog bilen med en kvart tank benzin og var lige ved at komme i vanskeligheder, indtil vi fandt en station i Tejeda – til gengæld er benzinen ca. 2 kr. billigere end i DK.

Vejret er en finurlig størrelse på Gran Canaria. Vi forlod Puerto Rico i ’pænt forårsvejr’, kørte i bjergene i ’varmt sommervejr’, frøs i ’blæsende efterårsvejr’ på nordkysten ved Puerto de la Aldea og kom tilbage til Puerto Rico, hvor der kl. 21 stadig er så lunt, at vi kan sidde på balkonen og drikke vand rødvin.

Tåge 

Vi stod op til tåge, der var så tyk som ærtesuppe, og bjergene var næsten ikke synlige –

Det var imidlertid en sær tåge, for vejret var varmt og solen var tydelig, men den kunne slet ikke brænde tågen af. Det havde sine gode grunde, viste det sig, for ’tågen’ var i virkeligheden en mægtig sandstorm fra Sahara, en såkaldt ’Kaliba’, der efter sigende kan vare adskillige dage. Bortset fra en smule kradsen i øjnene og dårlig udsigt generer sandstormen ikke, og vi kørte fra Puerto Rico langs sydkysten i retning mod Las Palomas. Hele denne kyststrækning er et monument over masseturismen, når den er værst. Kilometer efter kilometer er landskabet plastret til med hoteller, restauranter, biludlejningsselskaber og andre turist-services i beton og asfalt. Det er synd og skam for den dejlige ø, men heldigvis findes der alternativer: bjergene! I Las Palomas tog vi en lille bjergvej mod nord i retning mod landsbyen Fataga, som vi havde læst om, og allerede efter få kilometer tyndede trafikken ud, og vejen blev smal og snoet som kogt spaghetti. Freden sænkede sig og øen viste sig igen fra sin smukkeste side med store og små kaktusplanter i tusindvis, der sammen med den sorte basalt og millioner af gule blomster danner et meget smukt landskab. Vi stoppede i maleriske Fataga, gik en tur og spiste en glimrende frokost på cafe El Labrador – kan anbefales.

En tur til stranden

Det er en varm dag – 30 grader i skyggen – så vi besluttede at gøre som alle de andre, nemlig finde en strand og hoppe i vandet. Efter at være kørt forkert nogle gange mellem de utallige hoteller, der alle ligner hinanden, endte vi på stranden Amadores i Puerto Rico, og det blev en rigtig fin oplevelse. Vi var næsten alene på stranden –

– men de få, der var der, var alle ankommet i hver sin bil, så det var en liiiiile smule svært at finde en p-plads, men lykken stod os bi i form af et lillebitte hul, hvor den smalle Polo akkurat kunne klemmes ind. Omklædning til badetøj fandt sted på en bænk og så var det ned på stranden, hvor en liflig duft af noget ubestemmeligt kokosagtigt strømmede imod os. Ikke fra palmerne, viste det sig, men fra de utallige små flasker med sololie, der var flittigt i brug rundt om os. Solen stegte, så jeg overvejede et kort øjeblik også at bruge vores medbragte olie men kom heldigvis i tide til at tænke på, at det ville virke som lim i forhold til det sand, som jeg hader at få på mig. Gode råd var nu dyre, for jeg hader endnu mere at blive solskoldet, og hvad gør man så? Jeg resignerede og hoppede i vandet sammen med AM, der hævdede, at iskoldt Atlanterhavsvand er dejligt varmt, hun smilede oven i købet, mens hun sagde det og dykkede sig igen og igen. Jeg smilede vist også, men det var nu bare mine tænder, der klaprede af kulde. Vel oppe igen er det jo meningen, har jeg forstået, at man skal lægge sig på sit håndklæde, lukke øjnene og nyyyyde det; men hvordan gør man det, når milliarder af sandskorn klæber fast til håndklædet og truer med at hoppe over på mig ved den mindste berøring? Atter en gang resignerede jeg, forsøgte at fortrænge udfordringerne på håndklædet ved at kikke efter de topløse piger, og mirakuløst nok virkede det. Da vi havde fået nok af disse herligheder – det vil sige AM kunne vist være blevet der hele dagen, mens jeg mente, at 25 min. måtte være rigeligt, nærmest en evighed – begyndte hele omklædnings-cirkusset igen, bare i modsat rækkefølge og nu i en indædt kamp mod de stædige sandskorn, der sprang på mig som en lokal sandstorm. Processen lykkedes nogenlunde, men mine badebukser var naturligvis stadig våde, så da jeg satte mig i bilen, blev sædet vådt, arrrgg! En tur til stranden får det bedste op i mig, og jeg har lovet at deltage igen i morgen, hvis vejret fortsat er godt. Hvad er der i grunden i vejen med et gedigent tropisk regnvejr, tænkte jeg for mig selv, da jeg stod under bruseren i lejligheden, reddet af den moderne civilisation!

Gran Canaria’s nordkyst

Jo længere nordpå man kommer på Gran Canaria’s – altså væk fra hotelhelvedet på sydkysten – jo vildere og smukkere bliver det. Havneområdet ved byen Sardina på øens nordvestlige hjørne er bestemt en udflugt værd, fordi her er smukt og spændende.

Mange mennesker kommer hertil for at dykke, og det er naturligvis fordi der er noget at se på. Jeg tog et par billeder af de sjove, røde krabber, der kravlede på klipperne, og jeg kan forestille mig, at der er endnu mere at se under vandet. Her er også mulighed for en svømmetur ved havnens lille strand, hvis man er til sådan noget.

Når man er på de kanter, bør man absolut køre ud til fyrtårnet (’Faro’) ved Sardina, der ligger højt og flot over det brusende hav.

Fra Sardina kan man følge en ganske lille vej (ikke hovedvejen) videre mod syd i retning mod Puerto de Las Nieves, der er et rigtig godt sted til en frokostpause. Her er en del turister, men slet ikke som på sydkysten, og der er talrige små og hyggelige fiskerestauranter. Vi fik ’grilled fisk for to’ til 20€, og det var absolut pengene værd, specielt Dorade-fisken smagte godt, men der var også grillede sardiner, som jeg nu ædelmodigt overlod til AM.

Fra Puerto de Las Nieves kører sydpå igen ad utroligt snoede og smalle veje – en tur i Alperne er den rene autobahn i sammenligning med denne tur – og det meste af tiden kører man 30-40 km. i timen. Man skal være på tæerne som chauffør, for lige pludselig i et uoverskueligt sving kommer der en kæmpestor lastbil, og så skal der vinkes og bakkes, indtil der er plads nok til en passage.

Og nej, det blev ikke til tropisk uvejr, men derimod varme og sol, så AM måtte absolut en tur i Atlanterhavet som afslutning på dagen. Jeg påtog mig at passe på tøjet, taskerne – og sandet – mens havfruen var afsted. Efter en lur i det varme sand var der aftensmad og et glas kølig rødvin på balkonen. Vi drikker ofte en ret ung Rioja (’Crianza’, 1 år på egefade, 1 år på flaske), fordi Tempranillo-druen rammer vores smag, og fra et utal af vinhuse, fx Torres, fås der et bredt udvalg til priser omkring 5-8€ for en flaske.

Langfredag – et trafikhelvede.

Min missionske bedstefar ville bestemt ikke have brudt sig om, at jeg netop på en Langfredag bruger en allegori om helvede for at beskrive trafiksituationen her på Gran Canarias sydkyst, men det er det eneste billede, der dækker i dag, hvor en masse canariere har fri og sammen med de utallige turister vil benytte det fine vejr til en tur på stranden. Her er tusindvis af biler og alt for få p-pladser, og derfor er grøfter, indkørsler, fortove, vejkryds, græs- , grus- , og alle andre ledige pletter besat af biler på kryds og tværs, og når en enkelt bil forlader sin plads, bliver der kæmpet indædt i den lange kø, hvor folk bare venter og venter. På et tidspunkt kørte vi ud af en smal grusvej, og pludselig sad vi grundigt fast uden at kunne komme hverken frem eller tilbage, for der var biler overalt, overalt. Med håndbevægelser, lidt dytten og god hjælp af de flinke canarierne fik vi dog til sidst vendt kareten og slap ud, men nemt var det langtfra og en lokal bil måtte tage en lang tur i bakgear for at give plads til os. Blandt de andre ting, man kan lære af påsken, er der også denne morale: Hvis man vil leje bil på Gran Canaria, skal man leje den mindst mulige bil, for der er mange flere biler, end der er plads til. LA håber med sine afgiftsnedsættelser at opnå det samme i DK – måtte de aldrig få magt, som de har agt!

Las Palmas de Gran Canaria

Gran Canarias hovedstad, Las Palmas, er af mange grunde et besøg værd. Iflg. en amerikansk klimatolog har byen verdens bedste klima, intet mindre. Det bliver sjældent stegende hedt og aldrig rigtig koldt. Selv i januar, årets koldeste måned, ligger gennemsnitstemperaturerne mellem 18 og 23 grader om dagen, og det svarer jo nærmest til en dansk højsommerdag, når den er bedst. Byens to ældste kvarterer, Triana og Vegueta stammer tilbage fra byens grundlæggelse i 1478, hvor spaniernes erobrerede øen, og de er meget naturligt præget af snævre og hyggelige gader, hvor der bl.a. er et hav af restauranter og cafeer. Vi besøgte det lille historiske museum ’Casa de Colón’, der bl.a. fokuserer på Christoffer Columbus og hans sørejser, for selvom man ikke ved det med sikkerhed, så er det meget sandsynligt, at han i 1492 stoppede op her i Las Palmas på den rejse, hvor han senere opdagede Amerika. Museet ligger lige bag den imponerende Sct. Anna Katedral.

Kommer man i bil er der som altid et parkeringsproblem, og det nemmeste er at følge vejen langs havet indtil den store plads ’Parque san Telmo’, hvor der er en stor underjordisk parkeringskælder, og hvor der også er en turistinformation, hvor man kan få et bykort. En af hovedpersonerne bag opstanden mod den spanske republik i 1936, General Franco, var på det tidspunkt stationeret på Gran Canaria som øens kommandant, og i mange år hang der her på Telmo-pladsen på fronten af det militære hovedkvarter en plakette til minde om Franco. Det er naturligvis med tiden blevet politisk ukorrekt, så nu ser det – ærgerligt nok – blot sådan ud –

Billede.

Hvis man har de tilbøjeligheder, ligger der udenfor Las Palmas et par ’outlets’ med mange af de store tøjmærker. De nås nemmest ved at tage afkørsel 5 på motorvejen.

Afslutning

Gran Canaria er en vidunderlig ø, som det endnu ikke er lykkes turistindustrien at ødelægge helt. Sydkysten er overvejende et hotel-helvede, som der ikke er meget pænt at sige om, men i Puerto Rico er det mindre slemt end i Maspalomas, Pleya Ingles m.fl. Med mindre man vil ligge ved stranden eller poolen hele tiden, er leje af bil en billig fornøjelse og en god ide, for jo længere væk, man kommer fra sydkysten, jo smukkere og mere spændende bliver det. Vi har kun haft gode erfaringer med udlejningsfirmaet Orlando, hvis biler er forholdsvis nye og servicen glimrende. Vores erfaringer med hotel/lejlighedskomplekset Nido del Áquila er også overvejende positive: Venligt personale, fin pool og OK værelser – men man skal vænne sig til at leve tæt, terrasse ved terrasse, poolstol ved poolstol uden megen mulighed for privatliv, medmindre man trækker ind i lejligheden, og det var jo ligesom ikke meningen.  Det gode vejr kan ingen tage fra øen – vi oplevede på 14 dage i marts kun varme og sol, der fuldstændig tog livet af min influenza.

Man skulle tro, canarierne blev trætte af de utallige turister året rundt, men sådan virker det ikke., de er tværtimod venlige og hjælpsomme, der gør alt for, at vi gæster skal befinde os godt.

 

 

 

Nye indlæg