Benalmádena Pueblo

Vi har nu haft nogle dage til at blive kendt med huset, byen, omgivelserne – og vejret. Solen hamrer ned fra en andalusisk-blå himmel og temperaturerne er i nærheden af 30 grader i skyggen og tæt på kogende i solen. På den hårde måde er jeg i gang med at lære, at solcreme er en riiiiigtig god ide – højrød er en smuk farve, men ikke på en mave, og slet ikke på min! AM har ganske ufølsomt erklæret, at jeg aldrig lærer det, og hun har nok ret.

Vi bor i en lille enklave, Tio (onkel) Charles, der ligger højt hævet over havet og består af smukke og typisk spanske huse –

Udsigten er mageløs –

– og husets terrasse er som skabt til hårdt arbejde  –

Vi er i denne første uge uden bil, så det er apostlenes heste, der må slæbe os op og ned ad bjergsidestejle veje, når vi skal ind til Benalmádena, og turen minder os ubarmhjertigt om, at disse heste næppe (længere) ville få et håndslag på Hjallerup Marked. Men turen er anstrengelserne værd, for byen er charmerende og rummer et væld af caféer og restauranter

Malaga

Huset vi har lånt i Benalmádena ligger højt i bjergene – på billedet her lidt til venstre for tårnet –

Billedet er taget på en hed (30 grader + det løse!) dag, hvor vi med brug af apostelens heste bevæger os ned mod kysten til jernbanestationen i Torremuelle, hvorfra vi vil tage toget til Malaga.  Spanske jernbaner slår efter vores tidligere erfaringer DSB med adskillige længder, og denne gang var ikke anderledes. Toget var fint og rent og gik præcist til tiden. Nyt og anderledes var det dog, at en knippel- og håndjernsbevæbnet (!) vagt rejser med i alle togvgne og nidkært kontrollerer, at alle passagerer bærer mundbind. De spanske myndigheder tager virkelig Covid-19 epidemien alvorligt, og vi så da heller ingen, der omgik kravet om mundbind, hverken i den offentlige transport, på restauranter eller i butikker.

I Malaga vil vi bl.a. se byens imponerende katedral, som man har bygget på siden 1500-tallet, og man er stadig ikke færdig. Lidt usædvanligt har den kun ét tårn, fordi man under byggeriet løb tør for penge, og den kaldes derfor lokalt for ‘Den enarmede dame’.

Kirken er overvejende bygget i renaissancestil karakteriseret af lige linier, lagdelinger samt masser af søjler og fine detaljer, en genfødsel af arkitekturen fra antikken. Da den ligger midt i et tæt bebygget kvarter, er det er umuligt at tage et helhedsbillede af kirken, men også i udsnit er den imponerende –

Vi ville naturligvis gerne se kirken indvendig, men den katolske kirkes grådighed fornægtede sig ikke, og små 100 kr. – incl. pensionistrabat – i entre provokerede et par calvinistiske gniere som os, så vi blev udenfor. “Den enarmede tyveknægt” – kaldte jeg derefter kirken for mig selv!

Den tilknyttede have – hvor der engang lå en moske – er umådelig smuk og placeret klods op ad en café (måske er det omvendt!), og akkompagneret af stærk og god kaffe kunne jeg tage dette billede –

Den katolske kirke har historisk stået meget stærkt i Spanien som troens og moralens vogter – en opgave den har varetaget med skrappere metoder og større nidkærhed end andre steder. Da den spanske borgerkrig startede i 1936, stillede kirken sig uforbeholdent på Francos side og var langt fra passiv i undertrykkelsen af socialister og andre, der på republikkens side kæmpede mod Franco. Da krigen var vundet, kom Francos belønning i form af en formel anderkendelse af katolicismen som Spaniens “eneste og sande tro”, uadskillelig fra den nationale bevidsthed. Man talte ligefrem om ‘Nationalkatolicismen‘.

En rundtur i Malaga viser tydeligt kirkens historisk stærke position i Spanein. Overalt er der religiøse statuer, billeder og relieffer, nogle fra Franco-tiden, pompøse og i fin stand, andre er flere hundrede år gamle og godt slidte af tidens tand –

Efter Francos død og demokratiets indførelse er kirkens rolle stærkt reduceret. Stat og kirke blev formelt adskilt og kirkens indflydelse på spansk lovgivning reduceret til ingenting. Et tydeligt tegn herpå er, at trods indædte protester fra kirkens top er ægteskab for homoseksuelle, skilsmisse og abort nu tilladt i Spanien. I Spaniens store byer er det i dag svært at skaffe præster, hvilket er en afspejling af, at i særlig grad har ungdommen vendt kirken ryggen. Franco-tiden og mange års stok-konservative holdninger har kostet dyrt.

Selvom vi er i sidste halvdel af september, er det meget varmt at gå rundt i Malaga, men de snævre gader byder heldigvis på mange muligheder for skygge –

Skygge kunne vi i særdeleshed få under dette mærkelige træ med gule blomster, der står i Malagas centrum.-

Vi havde ingen anelse om, hvilket træ det var, men en livline kastet ud til kloge mennesker i Danmark gav bonus. Der er tale om et ‘flasketræ’, der kan rumme store mængder væske i stammen til den tørre årstid, og deraf kommer utvivlsomt træets folkelige og humoristiske navn: “Palo borracho amarillo”: “En gul, beruset pind”!

Træets korrekte, latinske navn er Ceiba chodatii.

De høje temperaturer i Andalusien denne sommer har gjort risikoen for naturbrande ekstrem, og rundt om os kunne vi fra terrassen flere dage se en brun bræmme af røg i horisonten. Vandflyvere og helikoptere med store mængder vand flyver tæt forbi os, så brande er udbrudt i nærområdet. Forhåbentlig lykkes det at slukke dem, før de når her til Malaga-området.

Tips for masochister  

En vigtig opgave på enhver rejse er at holde sig på lang afstand af de ‘Outlet-byer’, der overalt i Europa skyder op som fluesvampe i en efterårsskov. Og afstanden skal være så stor, at det uomtvisteligt ikke er besværet værd at køre hen til dem.

Det lykkedes heller ikke denne gang!

Vi vil gerne finde nogle gode gaver til 3 børnebørn, der alle har fødselsdag i september, og hvor finder man et stort udvalg? Jeg mente, at vi var mindst 150 km. fra den nærmeste outlet-by, men AM kunne dokumentere, at der kun var 15 km. derhen, og hun kendte minsandten også adressen, som hun på mystisk vis havde gravet frem af et Google-map. Jeg tænkte med vemod på dengang, vi kun havde papirkort, hvor den slags ikke forekom – men det hjalp lissom ikke så meget.

Vi lagde adressen ind i GPS’en og kørte afsted og kom for sent i tanke om, at det var lørdag eftermiddag, og ud af Spaniens små 50 mio. indbyggere havde mindst halvdelen besluttet sig for at fejre weekend’ens begyndelse sammen med os – i Malagas Outlet-by. For hard-core masochister afslører jeg hermed adressen: Calle Alfonso Ponce de Leon nr. 6. Er man ikke masochist, bør man straks slette adressen og endelig ikke fortælle den videre.

Malagas Outlet-by er enorm med adskillige bydele, og det var en særlig oplevelse at slentre på byens gader sammen med de 25 mio. andre besøgende. Det var mindst 30 grader varmt, og fra hver butik strømmede dunkende rytmer ud – forskellige naturligvis, det er en del af markedsføringen – og med få minutters mellemrum accelererede et stort fly fra Malagas lufthavn lavt hen over Outlet-byen og bidrog sammen med grædende børn til en sand kakofoni af larm. På en skala fra 1-10 over steder, jeg ikke bryder mig om, var det her en sikker 12’er!

Når jeg kikkede rundt, så jeg imidlertid til min store undren, at folk så ud til at nyde situationen i fulde drag, den perfekte indledningen på weekend’en. “Det er mig, der er noget galt med”, tænkte jeg. Jeg mangler simpelthen et masochistisk gen!

Men vi fandt nogle gaver, indkøbt under menneskefjendske forhold. Så må vi bare håbe, de vækker glæde 😁.

Videre til næste kapitel: Mijas, Ronda, Sentenil og Zahara