Vi er godt inde i vores sidste uge i Spanien og kan mærke, at efteråret så småt er undervejs. Det er endnu varmt, men skyerne hænger inde over bjergene og varsler regn i morgen. Vi er taget med en svævebane op i 700 meters højde for at nyde den fabelagtige udsigt over Benalmádena og havet.
Svævebanen udgår fra Avenida del Tivoli nogle få kilometer fra Benalmádena, og ved billetlugen var det en stor fornøjelse, da jeg blev bedt om at vise legitimation, fordi jeg ønskede billetter til reduceret pris for folk over 65! 🙂
Ud over den flotte udsigt er det også muligt at besøge kæmpestore rovfugle, ørne, gribbe, ugler m.fl. Hver dag kl. 12.30 og kl. 14 er der et fugleshow, der bestemt er værd at overvære. Her præsenterer den hvidhovede ørn sin falkoner 😁 – 
Af en eller anden grund ser ugler usædvanligt kloge ud, og ham eller hende, vi mødte deroppe, var bestemt ingen undtagelse –
Frigiliana og Nerja
En heldagstur i den bovlamme gik først til den hvideste af de hvide spanske landsbyer, Frigiliana, der ligger ca. 60 km. nord for Benalmádena. Turen gik langs kysten på de glimrende, spanske motorveje, hvor trafikken er tæt, men det er vores oplevelse, at spanske bilister følger færdselsreglerne (bortset fra parkering!) og kører rimelig disciplineret. Også i andre sammenhænge har vi talt om, at spaniolerne er mere disciplinerede end andre sydeuropæiske folkeslag som fx. italienerne.
I den forbindelse kom jeg til at tænke på den britiske premierminister Margareth Thatchers udtalelse fra 1982. Hun sendte den engelske flåde til Falklandsøerne for med magt at genoprette det engelske overherredømme, og da hun af pressen blev spurgt, hvordan hun så på den forestående krig mod ‘latinoer’, svarede hun stenhårdt, at …“Det kommer så sandelig an på, om det er latinoer af den italienske eller spanske slags. Hvis det er ‘spanske latinoer’, så bliver det svært, men hvis det er….” – og så svingede hun med håndtasken!
Frigiliana ligger smukt i bjergene nogle få kilometer fra kysten og lever fuldstændig op til sit ‘hvide’ tilnavn. På en andalusisk solskinsdag som i dag gør det næsten fysisk ondt i øjnene at gå rundt i byen uden solbriller. Frigiliana er flere gange kåret som den smukkeste landsby i Spanien, og derfor måtte vi leve med, at også andre turister end os gik rundt i byens mylder af snævre og stejle gader – –
Med den unikke beliggenhed er det ikke overraskende, at der har boet mennesker i Frigiliana i årtusinder. Der er arkæologiske fund, der rækker 3.000 år bagud, og i århundrederne før vores tidsregning slog både fønikerne og romerne sig ned her. Også Vandalerne (en tysk stamme) kom forbi på på deres vej gennem Spanien, og Frigiliana blev delvist ødelagt under voldsomme kampe.
Noget tid efter maurernes invasion i Spanien i 700-tallet, fandt også de frem til Frigiliana, og med sig bragte de viden om kunstvanding, der satte dem i stand til at dyrke bl.a. olivenolie, figner, sukkerrør og endog silkeorme på de stejle skråninger. Også store vingårde blev anlagt i området omkring Frigiliana, hvilket er overraskende, da Islam forbyder indtagelse af alkohol. Denne ‘fleksible’ holdning til Islams leveregler må have været noget særligt for dette område, for det er kendt, at andre steder i Spanien levede maurerne efter en streng fortolkning af Islam.
Den kristne generobring af Spanien kulminerede sent i 1400-tallet, men i en lang årrække ser det ud til, at kristne, muslimer og jøder levede fredeligt sammen i dele af Spanien, bl.a. i Frigiliana. I løbet af 1500-tallet var det dog slut med den kristne næstekærlighed, og gradvist voksede undertrykkelsen af maurerne, der fik forbud mod at bære deres traditionelle klædedragt, tale deres sprog og dyrke deres religion. I Frigiliana er historien fortalt på en række meget spændende vægplaketter, som man møder på en vandring gennem byen – bl.a. denne:
Teksten på plaketten lyder således i dansk oversættelse (en stor tak til Gerd i Risskov for oversættelsen – det har ikke været nemt!) –
Andrés el Chorairán, fredløs*, født i Sedella, opildnede sine (åndsfællers) sind for at tilskynde dem til oprør. Maureren Luis Mendez, en indflydelsesrig mand i Canillas, dæmpede de unge, som begyndte at blive ophidsede, men han kunne ikke undgå, at de angreb en kristens værtshus/salgssted, ej heller at de slog flere personer i det ihjel. Dommeren i Velez, Pedro Guerra, trådte til, og mange uskyldige maurere, blandt andre Luis Mendez, som havde forhindret opstanden, blev taget til fange og lagt i lænker og underkastet grusomme lidelser.
Den fredelige sameksistens var nu historie, og man kan roligt sige, at det ikke er blevet bedre siden da!
Frigiliana forsøger med en årlig – usædvanlig – festival at genfinde den fredelige sameksistens mellem de tre monoteistiske religioner, Jødedom, kristendom og islam. Det giver sig bl.a. udslag i det enkle og sympatiske, at når man har behov for at svale ansigtet i den andalusiske hede, så sker det ved en fælles vandpost –
Under den spanske borgerkrig blev Frigiliana kendt som ‘rød’ og angrebet af Francos tropper. Personer og hele familier, der var mistænkt for at støtte republikanerne, blev enten henrettet eller fængslet. At den katolske kirke også her i byen støttede fascisterne, er aldrig blevet glemt og er en væsentlig årsag til, at den katolske kirke har mistet meget af sin autoritet i befolkningen. Den væbnede modstand mod Franco-styret i denne del af Spanien varede ved indtil 1950’erne, hvor de sidste guerilla-soldater gav op.
Efter at have travet igennem de smalle og stejle gader, var vi blevet sultne men besluttede at løse det problem i en nærliggende by ved havet, Nerja. Det er en badeby med fine strande, men det blæste så kraftigt i dag, at vi nøjedes med et kig ud over bugten – .
Den nydelige herre, som Anne-Marie fletter fingre med, er ingen ringere end Spaniens konge, Alfonso d. 12, der i 1885 besøgte Nerja og blev så begejstret for udsigten, at han kaldet stedet for ‘Europas balkon’. Og lidt er der om snakken, for udsigten er enestående.
Sulten blev jo ikke stillet af Anne-Maries eskapader med de kongelige, så vi gik op på byens centrale torv –
– og fik på caféen til venstre i billedet en mere end fortræffelig tapas-frokost. Tapas er Spaniens geniale bidrag til gastronomien, for her kan man udpege sine 5-6-7 personlige favoritter, uanset om man er til fisk, blæksprutter, kød eller hvad det nu er. Vores favoritter idag var b l.a. ‘patatas brava’, der er stærkt krydrede kartofler, samt en tallerken med tyndt udskåret, iberisk skinke og Manchego ost. Smager det fantastisk eller smager det fantastisk, vælg selv!
I det hele taget igen en fremragende dag i det spanske. Som altid er der desværre en slange i paradiset: AM’s helbred! Arrrrgh!
Videre til det næste kapitel: Eftertanker – sensommer i Andalusien