Da vi stod op denne morgen, sendte solen sine første stråler ned på resterne af gårsdagens skydække, og udsigten fra husets terrasse var betagende smuk –
De store naturbrande er tilsyneladende blevet nedkæmpet, vandflyverne holder pause og alt ånder fred og ro på en dag, hvor vi har planlagt endnu en tur med den bovlamme Polo, denne gang langt ind i Sierra Nevada bjergene til den gamle muslimsk-kristne kulturby Granada, i hvis udkant Alhambra ligger, og som vi besøgte i 2015, læs her!
Granada har en historie, der i hvert fald rækker tilbage til romertiden, og gennem 7 århundreder var byen maurisk, hvilket den stadig bærer præg af. Maurerne kom til Spanien i 700-tallet, og først i 1492 – kort efter dannelsen af kongeriget Spanien – blev byen som den sidste muslimske bastion i landet tilbageerobret af kristne styrker og indlemmet i det spanske kongerige under Ferdinand og Isabella.
Efter dagens oplevelser i Granada er vores konklusion uden forbehold og uden nuancer, at det er et sted, man absolut skal besøge mindst en gang i sit liv. Byen er en kulturperle af de helt store og dens centrum er en labyrint af smalle gader, der er en fornøjelse at slentre rundt i – og miste orienteringen. Selv min private Überkartenfürerin kom i seriøse vanskeligheder, og jeg blev rundtosset af at se hende vende kortet op og ned i et forsøg på at finde vej. Men som franskmændene siger, så gik vi ikke forkert, vi kom blot uventede og spændende steder hen 🙂 .
Granada er en af Spaniens mest velanskrevne universitetsbyer, og det betyder, at her er et mylder af unge mennesker, der i høj grad bidrager til, at byens gode stemning også er dejlig livlig. Jeg tog mig selv i flere gange at tænke, at … “bare det var mig, der studerede her i disse fabelagtige omgivelser. Er det mon ikke muligt at få en tur mere….?”
Har man brug for en lille pause og ikke vil bruge en af byens utallige caféer, kan man jo også blot sætte sig i skyggen af et appelsintræ – 🙂
Turen fra Benalmádena til Granada var på 158 km. gennem de smukke Sierra Nevada bjerge. Vi havde sat GPS’en til Granada’s centrum og var heldige at finde den sidste ledige p-plads i byen, oven i købet ved en P-billet automat, der spyttede p-billetter ud uden hensyn til, om den havde fået penge. Alt i alt en glimrrende optakt til dagen, så vi flottede os med en kop kaffe på den nærmeste bar.
Granadas katedral har en størrelse og udsmykning , der får Viborg domkirke til at ligne en iskiosk. Der er entre på 5 €, men besøget er rigeligt pengene værd. Byggeriet af kirken blev påbegyndt kort efter, at Granada i slutningen af 1400-tallet var tilbageerobret fra maurerne, og den blev – naturligvis – placeret, hvor der tidligere havde været en moske. Sejrens sødme – og arrogance! Det tog ikke mindre end 181 år at bygge kirken færdig, der derfor i dag fremtræder i flere, forskellige stilarter, men renaissancestilen er den mest fremherskende, tilsat lidt barok her og der. Katedralen ligger midt i Granadas snævre centrum og er så enorm, og det er umuligt at få et enkelt overbliks-billede af den, men udsnit yder den også retfærdighed –
Indvendig er kirkens udsmykning så overdådig, at kun billeder kan beskrive den –
Meningen med overdådigheden var at få både den uvidende og den skeptiske til at bøje sig i støvet for Guds – og kirkens – storhed. “Jo mere ødselt og rigt kirken og dens præster lever, jo mere tilfreds er Gud med os alle”, sagde paverne i Avignon i 1300-tallet og legitimerede dermed deres opulente levevis over for de ludfattige bønder. Formodentlig har man brugt den samme argumentation også i denne del af det katolske Sydeuropa og levet højt på, at læsning, skrivning og dermed viden var forbeholdt en lille elite.
Den katolske verden havde ikke en Grundtvig, der argumenterede for, at lærdom og viden er en guddommelig gave og derfor skal være tilgængelig for alle, ikke kun for en lille elite. Besøget i katedralen i Granada fik mig til at tænke på Grundtvigs digt fra 1839, hvor han elegant spiddede den elite, som han selv var en del af: (´Lys’ er en metafor for viden) – 
Konsekvensen af excesserne i den katolske kirke er vigtig at få med, nemlig reformationen i 1500-tallet, der fik sit brændstof af grådighed, hykleri og udnyttelse af den brede befolkning.
Det er en oplevelse for øjne og hjerne at gå rundt i denne Katedral – med stort K – hvis indre er skabt gennem århundreder af tidens største kunstnere, der fik deres løn for at skabe kunst med en nøje orkestreret fortælling defineret af deres arbejdsgiver, den katolske kirke. På relieffet her bliver en muslimsk kriger slagtet af en korstogsridder – kirken har aldrig været bange for at udgyde blod, blot det sker i Guds navn!
Arbejdsgiveren sørgede naturligvis for også at blive en del af kirkens udsmykning, så hans ‘gode’ gerninger kunne huskes i al evighed – måske kunne det endda hjælpe til en kortere tid i skærsilden. Her er en af dem –
Således opløftede af katolsk overdådighed fortsatte vi rundt i gaderne og besøgte bl.a. universitetet og den tilknyttede botaniske have, hvor sol og skygge skabte betagende motiver –
Det mest spændende kvarter i Granada er det gamle mauriske område, El Albaicin, hvor der endnu er en rest af det mauriske marked, Alcaiceria, med mange små butikker –
Da trætte fødder og en rumlende mave krævede sit, fik vi sen frokost med en dejlig udsigt til Alhambra, og efter med noget besvær at have genfundet den bovlamme i de snævre gader, stod den igen på 158 flotte kilometer hjem – men nu nedad og nedad.
Videre til næste kapitel: En svævebane – og Frigiliana og Nerja