Hjemrejse

Det begyndte godt. Vi var tidligt oppe, huset var rengjort, og GPS’en førte os sikkert frem til Helle Hollis ved Málaga lufthavn, hvor vil skulle aflevere den bovlamme. På 5 min. var papirarbejdet klaret, depositummet tilbagebetalt, og vi blev hurtigt kørt til afgangshallen. Smidigt og effektivt, super behandling.

Sikkerhedskontrollen i Malaga var grundig, alt ud af rygsækken, kontrol af de lynlåslukkede rum, ingen slinger i valsen og meget betryggende. Vi var Ready2fly, som Transavia’s slogan lyder. Først til Amsterdam og dernæst videre til Aalborg.

To timer senere slog det mig, at hvis folk ikke vil flyve sammen med os, så forstår jeg det godt. Statistisk set kan det ikke længere være en tilfældighed, at fly bliver aflyst eller ramt af tekniske problemer, når vi er med. Undskyld. Uden skyld.

Vi var blevet stuvet ind på plastiksæderne i Transavia-flyet, havde krøllet arme og ben sammen, indgået våbenhvile med naboen om deling af det fælles armlæn og – med noget besvær – fået samlet underkæben op efter at have iagttaget en familie med et barn tumle to kabinekufferter, en stor autostol samt en barnevogn ind i flyet. Ikke en klapvogn men en barnevogn.

Vi var Ready2fly.

Det vil sige, det var vi bare ikke, for efter at have holdt stille et stykke tid, meddelte kaptajnen, at han havde et teknisk problem og måtte udsætte afgangen. Vi ville blive forsinkede.

Ready2fly. Min bare!

Vi ventede, der kom en mekaniker, og efter en stund med støj og bankelyde – en forhammer, mente AM –  sagde kaptajnen med begejstring i stemmen: ‘Good News, we are ready2fly’!

Forhåbentlig holder skidtet, til vi er fremme ved den næste mekaniker, tænkte jeg.

Fra Amsterdam til Aalborg fløj vi med KLM, og de har ingen smarte slogans men til gengæld driftssikkerhed, så vi kom afsted og landede præcist til tiden. Også Volvoen levede op til tilliden, så vi var i Viborg midt på aftenen. Ready2sleep!

.